Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 20. februar 2015
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 3. februar 2015.
URU alm. del – spørgsmål 97 stillet af
Christian Juhl (EL)
URU alm. del spørgsmål 97:
”Efter samrådet i URU den 28. januar 2015 om den danske bistand til grænsepolitiet
i Pakistan er der kommet nye oplysninger om, at Pakistan har besluttet
at dødsdom nu kan anvendes i andre sager end terrorisme (jf. ”Pakistan set to
break pledge to execute only terrorists”, http://www.reprieve.org.uk/press/
pakistan-set-to-break-pledge-to-execute-only-terrorists/). Giver denne oplysning
ministeren anledning til at handle anderledes end angivet på samrådet?”
Svar:
Regeringen er bekendt med, at en pakistansk domstol har haft udstedt en ordre om henrettelse
af den morddømte Shoaib Sarwar, som der henvises til i spørgsmålet. EU-ambassadøren i
Pakistan foretog fredag den 30. januar 2015 på hele EUs vegne en demarche hos den
pakistanske premierministers særlige rådgiver. Det blev efterfølgende bekræftet fra både
præsidentens og premierministerens kontor, at henrettelsen af Sarwar var blevet udsat i 21 dage.
Ifølge regeringens oplysninger blev der fredag d. 13. februar 2015 indgået forlig i sagen mellem
Sarwars familie og ofrets familie, og det forventes derfor, at Sarwar nu vil blive løsladt.
Regeringen er også bekendt med, at i hvert fald to personer dømt for mord i ikke-
terrorrelaterede sager den 13. februar 2015 blev henrettet i Pakistan. EU kritiserede samme dag
henrettelserne og appellerede til de pakistanske myndigheder om at overholde regeringens
beslutning om at opretholde moratoriet for eksekvering af dødsdomme, som ikke angår
terrorrelaterede forbrydelser.
I overensstemmelse med linjen fremført på samrådet den 28. januar 2015 vil regeringen
fortsætte med at følge UNODC’s arbejde og Pakistans anvendelse af dødsstraffen tæt.
Regeringen vil fortsætte med at gøre det klart over for UNODC og den pakistanske regering, at
Danmark ikke kan støtte den pakistanske narkotikabekæmpelsesindsats, hvis den fører til
henrettelser.