Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
22. februar 2015
Spørgsmål 96 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 3. februar 2015
URU spørgsmål 96:
”Vil ministeren i lyset af de grove overgreb på oppositionen i Saudi Arabien redegøre for,
hvorfor regeringen valgte at sende forsvarsministeren og kronprinsen til begravelsen af den
afdøde diktator kong Abdullah?”
Svar:
Danmark og Saudi Arabien har på en række områder fælles interesser; for eksempel i kampen
mod ISIL, hvor Saudi Arabien deltager i den brede internationale koalition, der bekæmper
terrorgruppen – blandt andet med kampfly og lufttankning og via luftangreb i Syrien.
Der er selvsagt også områder, hvor Danmark og Saudi Arabien ikke deler opfattelse; for
eksempel på menneskerettighedsområdet. Menneskerettighedssituationen blev senest taget op
på ministerniveau under mit besøg i Saudi Arabien i september 2014. Dertil er
menneskerettigheder et emne, som vi drøfter med Saudi Arabien gennem både EU og FN.
I betragtning af det samkvem vi har med Saudi Arabien, er det helt naturligt, at Danmark
deltager i en kondolenceceremoni for landets afdøde konge, selvom der er nogle områder, hvor
vi ikke deler opfattelse. Når medlemmer af Kongefamilien repræsenterer Danmark i udlandet
ved sådanne officielle begivenheder, sker det under ministerledsagelse.