Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål 86 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 20. januar 2015
URU spørgsmål 86:
”Vil ministeren kommentere arbejdsforholdene for immigrantarbejdere i Qatar?
Vil ministeren tage immigrantarbejdernes forhold op over for magthaverne i
Qatar og i diverse internationale institutioner?”
Svar:
De menneskerettighedskrænkelser, som migrantarbejdere udsættes for i forbindelse med deres
ophold i Qatar, er dybt bekymrende. Det er et emne, som vi fra dansk side har fokus på, særligt
gennem FN. Danmark rejste emnet i forbindelse med Universal Periodic Review af Qatar
under FNs Menneskerettighedsråd i maj 2014. Her anbefalede vi fra dansk side Qatars regering
at reformere lovgivningen vedrørende migrantarbejderes vilkår og retsstilling samt forbedre
mulighederne for at håndhæve lovgivningen på området. Qatar accepterede Danmarks
anbefaling. Regeringen vil løbende følge op på spørgsmålet.
I november 2014 overrakte Danmark sammen med EU og de øvrige nordiske lande gennem
den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) en klage til Qatars regering, som omhandler de
kritisable arbejdsforhold for migranter samt manglende arbejdstilsyn. ILO vil udarbejde en
rapport forud for rådets næste møde i marts 2015, så rådet får mulighed for at afgøre behovet
for yderligere skridt i sagen.
Danmark har således ved gentagne lejligheder opfordret Qatar til at forbedre de uacceptable
forhold, som migrantarbejdere i landet lever under.