Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
handels- og udviklingsministeren af 16.
december. URU alm. del – spørgsmål 72.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Nikolaj Villumsen (EL).
URU alm. del spørgsmål 72:
Vil ministeren oversende en oversigt over Danmarks bistand til flygtninge i Irak, Syrien og
Tyrkiet, herunder hvor meget der leveres direkte til de kurdiske områder?
Svar:
Oversigterne over Danmarks bistand til de humanitære indsatser i relation til kriserne i Syrien
og Irak er vedlagt dette svar.
I 2014 er den danske humanitære støtte til Syrien krisen på knap 330 mio. kr., mens Danmark
har bidraget med lidt over 70 mio. kr. til humanitære indsatser i relation til de store interne
fordrivelser i Irak.
Det er væsentligt at holde sig for øje, at nødhjælp må og skal være upartisk og alene ydes ud fra
behov. Derfor opgøres det heller ikke, hvorvidt hjælpen specifikt går til kurdere eller andre
befolkningsgrupper. Derudover gives Danmarks støtte til multilaterale organisationers indsatser
i forbindelse med Syrien krisen primært som regionale bevillinger, som giver de
implementerende organisationer fleksibilitet til at bringe midlerne i anvendelse, hvor behovene
er størst. Eksempelvis benyttede FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) dele af den
regionale danske bevilling på 20 mio. kr. i 2014 på den første akutrespons i Tyrkiet efter
tilstrømningen af flygtninge fra Kobane.
I Syrien er de kurdiske grupper udenfor Al-Hasakeh regionen ikke samlet i ét område, som let
lader sig afgrænse. I 2014 har FN leveret nødhjælp til 503.820 modtagere i Al-Hasakeh regionen
på tværs af grænsen fra Tyrkiet. Dertil kommer nødhjælp fløjet ind til Qamishli og transporteret
fra Damaskus. Nødhjælpen er primært leveret gennem Verdensfødevareprogrammet (WFP),
FN’s Børnefond (UNICEF,) UNHCR og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som
Danmark samlet har støttet med lidt over 100 mio. kr. i regionale bidrag i 2014. Dertil kommer,
at FN’s fællesfond for humanitære indsatser baseret i Tyrkiet siden sin opstart i oktober 2014
har allokeret over 50 mio. kr. til lokale nødhjælpsorganisationer i Syrien, primært i den nordlige
del af landet. Danmark var blandt de allerførste til at støtte denne fond, da jeg d. 28. oktober
bevilligede 14 mio. kr. til fonden.
I Irak er hovedparten af bevillingerne til de danske humanitære partnerorganisationer målrettet
indsatser i de kurdiske områder (ca. 20 mio. kr.). Dertil kommer, at både UNHCR og WFP