Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
1438348_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål 64 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 10. december 2014
URU spørgsmål 64:
”Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer Danmark og EU har taget og planlægger at tage for at
forbedre menneskerettighedssituationen i Bahrain?”
Svar:
Danmark drøfter løbende menneskerettighedssituationen med de bahrainske myndigheder,
herunder ikke mindst i forhold til den fængslede dansk-bahrainske statsborger, Abdulhadi al-
Khawaja. Danmark har, sammen med 46 andre lande, i et indlæg under den 26. session i FN’s
Menneskerettighedsråd i Genève den 10. juni 2014 udtrykt bekymring over
menneskerettighedssituationen i Bahrain. Dette gælder blandt andet i forhold til manglen på
ytrings- og forsamlingsfrihed og manglen på muligheden for en fair rettergang. Danmark har,
sammen med de 46 øvrige lande der stod bag indlægget, opfordret Bahrain til at adressere
menneskerettighedsudfordringerne og til at løslade alle personer, der er fængslet blot for at
udøve deres menneskerettigheder. Indlægget kan findes i sin fulde ordlyd her:
http://adhrb.org/wp-content/uploads/2014/06/2014.06.10_Swiss_Joint_Statement_Bahrain-
with-Argentina.pdf
EU monitorerer ligeledes menneskerettighedssituationen i Bahrain tæt. Man har fra EU's side
fastholdt, og vil fremadrettet fastholde, den kritiske dialog, men også budt en række positive
initiativer på menneskerettighedsområdet velkommen, herunder inden for rammerne af EU-
GCC møderne. Man har fra europæisk side fulgt nøje med i nedsættelsen af flere organer på
menneskerettighedsområdet, herunder Politiombudsmanden og den Nationale Institution for
Menneskerettigheder.
EU har opfordret de bahrainske myndigheder til at udnytte de muligheder, der faktisk ligger i
de nye organer, til at skabe konkrete forbedringer på menneskerettighedsområdet.
EU aflagde i maj 2013 højniveaubesøg i Bahrain, hvor national forsoning og
menneskerettigheder blev drøftet med myndighederne, oppositionen, nationale
menneskerettighedsorganer og civilsamfundet. Under besøget var anbefalingerne fra ”Bahrain
Independent Commission of Inquiry” samt EU's støtte til implementering af ”Universal
Periodic Review” under FN’s Menneskerettighedsråd genstand for drøftelser. For yderligere
information henvises til ”EU Annual Report on Human Rights and Democracy in the World in
2013”, side 275. Rapporten kan findes her:
http://eeas.europa.eu/human_rights/docs/2013_hr_report_en.pdf
Endelig har EU i forbindelse med de nyligt overståede lokal- og parlamentsvalg opfordret til
national forsoning og tillidsopbyggende tiltag, herunder løsladelsen af fredelige aktivister.