PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt

UDENRIGSMINISTERIET

Dato:

Spørgsmål fra Udenrigsudval-

get til udenrigsministeren af

20. november 2014. URU alm.

del. spm. 46 stillet af Søren

Espersen (DF).

Spørgsmål 46

Vil ministeren oplyse, hvilken nation som ejede Judæa og Samaria (Vestbredden) før 15. maj

1948 – og på hvilket statsretligt grundlag?

Svar:

Den danske regering ses ikke umiddelbart tidligere at have taget formelt stilling til, hvilken stat,

om nogen, der i tiden før 15. maj 1948 ”ejede Judæa og Samaria (Vestbredden)”.

En nærmere gennemgang af de faktiske omstændigheder, der førte til etableringen af staten

Israel, og perioden frem til 2002 kan bl.a. findes i udtalelse af 9. juli 2004 om de juridiske kon-

sekvenser af etableringen af en mur i de besatte områder fra Den Internationale Domstol i

Haag (præmis 70 – 78). Regeringen noterer sig på den baggrund, at Domstolen blandt andet

hæfter sig ved, at FN’s Generalforsamling i resolution 181(II) af 29. november 1947 anbefalede

Det forenede Kongerige (UK) og alle andre medlemmer af FN at vedtage og implementere

Delingsplanen, som opererede med to uafhængige stater, en jødisk og en arabisk, samt et inter-

nationalt regime for Jerusalem. Den arabiske befolkning i området og de arabiske stater afviste

Delingsplanen, og en væbnet konflikt brød ud. Delingsplanen blev ikke implementeret, men der

etableredes en våbenstilstandslinje (”den grønne linje”). Konflikten mellem parterne i 1967 re-

sulterede blandt andet i Israels besættelse af området øst for ”den grønne linje”. Sikkerhedsrå-

det vedtog i opfølgning heraf resolution 242 af 22. november 1967, der fastslår, at en retfærdig

og vedvarende fred i Mellemøsten bl.a. skal være baseret på tilbagetrækning af Israels væbnede

styrker fra, som det hedder i den engelske version af resolutionen, ”territories occupied in the

recent conflict.” En række senere vedtagelser af FN-organer har støttet tanken om en forhand-

let løsning på konflikten, der indebærer etableringen af en palæstinensisk stat, således som der

allerede er etableret en jødisk stat i området. At en politisk aftale mellem parterne skal være ba-

seret på en to-statsløsning har endvidere bred opbakning i verdenssamfundet og ligger til grund

for eksisterende og tidligere fredsinitiativer.

I ovennævnte udtalelse fastslår den Internationale Domstol i Haag, at i henhold til folkeretlig

sædvaneret er et område at anse for besat, når det faktisk er placeret under kontrol (”authority”)

af den fjendtlige styrke, og at besættelse kun udstrækkes til territorium, hvor sådan kontrol er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

blevet etableret og kan håndhæves af besættelsesmagten. Domstolen fastslår videre, at de om-

talte områder, herunder Østjerusalem, er at betragte som besat af Israel efter konflikten i 1967.

Denne konklusion nås, uden at Domstolen tager stilling til, hvilken stat eller enhed, der eventu-

elt måtte have territorialhøjhed over området.

Regeringen kan tilslutte sig Domstolens analyse og konklusion, herunder at Israel er underlagt

forpligtelser som besættelsesmagt i de besatte områder. Regeringen finder endvidere, at en en-

delig fredsaftale bør være baseret på en aftale mellem parterne, samt at Israel indtil en sådan

aftale måtte være indgået i overensstemmelse med den humanitære folkeret bør afstå fra hand-

linger, der tilsigter at ændre de besatte områders status. Regeringen finder ikke, at en stillingta-

gen til, hvilken stat, om nogen, der måtte have (haft) territorialhøjhed over området, er en for-

udsætning for denne holdning.