UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 16. december 2014
Spørgsmål fra Udenrigsudval-
get til udenrigsministeren af
20. november 2014. URU alm.
del. spm. 46 stillet af Søren
Espersen (DF).
Spørgsmål 46
Vil ministeren oplyse, hvilken nation som ejede Judæa og Samaria (Vestbredden) før 15. maj
1948 – og på hvilket statsretligt grundlag?
Svar:
Den danske regering ses ikke umiddelbart tidligere at have taget formelt stilling til, hvilken stat,
om nogen, der i tiden før 15. maj 1948 ”ejede Judæa og Samaria (Vestbredden)”.
En nærmere gennemgang af de faktiske omstændigheder, der førte til etableringen af staten
Israel, og perioden frem til 2002 kan bl.a. findes i udtalelse af 9. juli 2004 om de juridiske kon-
sekvenser af etableringen af en mur i de besatte områder fra Den Internationale Domstol i
Haag (præmis 70 – 78). Regeringen noterer sig på den baggrund, at Domstolen blandt andet
hæfter sig ved, at FN’s Generalforsamling i resolution 181(II) af 29. november 1947 anbefalede
Det forenede Kongerige (UK) og alle andre medlemmer af FN at vedtage og implementere
Delingsplanen, som opererede med to uafhængige stater, en jødisk og en arabisk, samt et inter-
nationalt regime for Jerusalem. Den arabiske befolkning i området og de arabiske stater afviste
Delingsplanen, og en væbnet konflikt brød ud. Delingsplanen blev ikke implementeret, men der
etableredes en våbenstilstandslinje (”den grønne linje”). Konflikten mellem parterne i 1967 re-
sulterede blandt andet i Israels besættelse af området øst for ”den grønne linje”. Sikkerhedsrå-
det vedtog i opfølgning heraf resolution 242 af 22. november 1967, der fastslår, at en retfærdig
og vedvarende fred i Mellemøsten bl.a. skal være baseret på tilbagetrækning af Israels væbnede
styrker fra, som det hedder i den engelske version af resolutionen, ”territories occupied in the
recent conflict.” En række senere vedtagelser af FN-organer har støttet tanken om en forhand-
let løsning på konflikten, der indebærer etableringen af en palæstinensisk stat, således som der
allerede er etableret en jødisk stat i området. At en politisk aftale mellem parterne skal være ba-
seret på en to-statsløsning har endvidere bred opbakning i verdenssamfundet og ligger til grund
for eksisterende og tidligere fredsinitiativer.
I ovennævnte udtalelse fastslår den Internationale Domstol i Haag, at i henhold til folkeretlig
sædvaneret er et område at anse for besat, når det faktisk er placeret under kontrol (”authority”)
af den fjendtlige styrke, og at besættelse kun udstrækkes til territorium, hvor sådan kontrol er