Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
Udenrigsministeriet
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 18. marts 2015.
URU alm. del – spørgsmål 141 stillet af
Peter Skaarup (DF)
URU alm. del spørgsmål 141:
”Ministeren bedes kommentere de historier om arbejdsforholdene for de ansatte på den
saudiarabiske ambassade i København, som er kommet frem i Ekstra Bladet igennem den
seneste tid, herunder hvad der vil blive gjort for at sikre, at de ansatte på ambassader i Danmark
reelt arbejder efter danske løn- og arbejdsvilkår?”
Svar:
Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser art. 41 indeholder en forpligtelse for
diplomater til at overholde modtagerstatens love og bestemmelser. I overensstemmelse hermed
skal de danske ansættelses- og arbejdsregler inden for ambassadernes personalekategorier, hvor
de finder anvendelse, selvfølgelig overholdes. Det gør Udenrigsministeriet opmærksom på i de
løbende kontakter med ambassaderne og de internationale organisationer. Vi har på
Udenrigsministeriets website en Guide for Diplomats in Denmark, der bl.a. giver oplysninger
om de regler, der gælder for forskellige typer ansættelsesforhold på ambassaderne.
Bliver Udenrigsministeriet opmærksomt på forhold, som giver anledning til spørgsmål, tages
sagen op over for ambassaden med henblik på afklaring. Dette er også sket i forhold til Saudi
Arabiens ambassadør, som er blevet anbefalet at lade ambassadens danske advokat gennemgå
kontrakterne og se på den måde, kontrakterne administreres på for at sikre respekt for danske
regler.
Udenrigsministeriet oplever generelt et ønske om at få ordnet forholdene, hvis der er noget i
vejen.