Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt
1504955_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 17. februar 2015,
URU alm. del – spørgsmål 102, stillet efter
ønske fra Nikolaj Villumsen (EL).
URU alm. del spørgsmål 102:
”Er ministeren enig i, at de fortsatte myrderier mod irakiske sunnier begået af sekteriske shia-
militser, som den irakiske regering i vid udstrækning har baseret sig på, er en afgørende
forhindring for at underminere støtten til Islamisk Stat blandt sunni-befolkningen i Irak, og
dermed udgør en direkte trussel mod de udstationerede danske soldaters sikkerhed?”
Svar:
Jeg er helt enig i, at et samlet Irak, hvor alle befolkningsgrupper bliver tilgodeset, er en
væsentlig forudsætning for, at terrorgruppen ISIL effektivt kan bekæmpes i Irak. Abadi-
regeringen har vist, at man er indstillet på at inkludere sunni-befolkningen, men det er klart, at
der er væsentlige kræfter, der trækker i en anden retning. Fra dansk side støtter vi sammen med
de øvrige medlemmer i den internationale koalition mod ISIL den irakiske regering i sine
bestræbelser.
Danmark har dog samtidig, sammen med de øvrige koalitionspartnere, gjort vores militære og
øvrige støtte afhængig af, at Iraks regering inddrager alle befolkningsgrupper i de politiske
beslutningsprocesser og fører en politik, der kommer alle til gode. Den irakiske regering har
ansvaret for at sikre kontrollen over de shia-militsgrupper, der er med til at bekæmpe ISIL. Det
holder vi øje med – og vurderer løbende vores engagement i forhold til blandt andet dette.