Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-01892
Den 26. november 2014
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har i brev af 5. november 2014 stillet
følgende spørgsmål nr. 33 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 33 (alm. del)
Har regeringen overvejelser om at gøre planloven mindre restriktiv i forhold til
muligheder for at bygge boliger uden for byzone?
Svar
Folketinget har i foråret 2013 med lovændringen ”Nye muligheder i
landdistrikterne” vedtaget en ændring af planlovens landzonebestemmelse –
landdistriktsbestemmelsen - der bl.a. giver kommunerne mulighed for under nogle
nærmere betingelser at tillade nye helårsboliger i umiddelbar tilknytning til
landsbyer i vanskeligt stillede landdistrikter.
Landdistriktsbestemmelsen fik med lovændringen et bredere anvendelsesområde,
så den omfatter vanskeligt stillede landdistrikter i alle kommuner (og ikke som
hidtil kun 29 kommuner og ikke-brofaste øer).
Med lovændringen blev det muligt for kommunerne at lægge særlig vægt på
hensynet til udviklingen i vanskeligt stillede landdistrikter og tillade opførelse af
nye helårsboliger i landzone i umiddelbar tilknytning til landsbyer, som der ellers
ikke er mulighed for som følge af planlovens grundlæggende princip om at undgå
spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Lovændringen gav endvidere
kommunerne mulighed for - i vanskeligt stillede landdistrikter - at tillade
indretning af erhverv og helårsboliger i overflødiggjorte bygninger og til udvidelse
af eksisterende erhverv.
Regeringen har ikke aktuelt planer om herudover at ændre planlovens
landzonebestemmelser.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk