Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-01865
Den 6. november 2014
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har i brev af 14. oktober 2014 stillet
følgende spørgsmål nr. 3 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 3 (alm. del)
Ministerens kommentarer udbedes til høringssvar af 2/10-14 fra
Sammenslutningen af Danske Småøer til forslag til lov om ændring af planloven,
naturbeskyttelsesloven og byggeloven - forsøgsordning for kyst- og naturturisme,
ophævelse af muligheden for at planlægge for lavenergibebyggelse i lokalplaner og
helårsbeboelse i sommerhuse på de små øer m.v.
Svar
Det kommende lovforslag om en forsøgsordning for kyst- og naturturisme
udmønter en politisk aftale mellem regeringen og en række partier om fremme af
den fysiske udvikling af dansk kyst- og naturturisme inden for kystnærhedszonen
og strandbeskyttelseslinjen. Forsøgsordningen giver mulighed for, at der kan
meddeles op til 10 tilladelser til bl.a. planlægning for konkrete fysiske projekter på
baggrund af ansøgninger fra kommunalbestyrelser.
Alle kommuner med kyst- og naturturisme kan søge om at deltage i forsøgs-
ordningen, og kommunerne kan også indsende ansøgninger om projekter på
småøerne.
Der stilles ikke særlige krav til projekternes størrelse, så småøer har samme
mulighed for at komme i betragtning til forsøg som andre kystområder.
I forhold til mulighederne for at få dispensation fra strandbeskyttelseslinjen gives
der allerede i dag en lang række dispensationer, selvom bestemmelsen i
udgangspunktet skal administreres restriktivt.
Jeg har anmodet Naturstyrelsen om at udnytte dispensationsmulighederne fuldt
ud, og der gives i dag dispensation i 3 ud af 4 sager. Der vil således fremadrettet
være gode muligheder for at få dispensation til f.eks. formidlingsmæssige
installationer, rekreative anlæg som shelters, informationsbygninger m.v. til brug
for offentligheden og anlæg i tilknytning til havne f.eks. kiosker. Det gælder også
på de små øer, hvor strandbeskyttelseslinjen generelt administreres mere liberalt
end andre steder, når forholdene og hensynet til øernes erhvervsmæssige udvikling
kræver det.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk