05-05-2015
Undervisningsminister Christine Antorinis skriftlige svar til medlem af Folketinget Eva Kjer Hansen
(V) på spørgsmål af 27. april 2015 (nr. S 1143)
”Hvorfor synes ministeren, at det er vigtigere at tilgodese ansøgere fra byområder end ansøgere fra
landet, når der skal fordeles elever til landets gymnasier?”
Svar:
Jeg har i det svar på spørgsmål nr. S 1087, som der henvises til i begrundelsen for dette nye spørgsmål,
konstateret, at gymnasierne ofte ligger i byerne, da det er dér, behovet er størst. Det er derfor korrekt,
at de gældende elevfordelingsregler som udgangspunkt vil tilgodese ansøgere, der bor i byområder. Det
beror på, at de har kortere transporttid til dé gymnasier, der nu en gang ligger dér, og at transporttids-
kriteriet er det centrale kriterium i elevfordelingen.
De gældende regler for elevfordelingen tager dog hånd om, at reelle "udkantsansøgere" - dvs. ansøgere,
der bor langt ude "på landet" - kan sikres plads på det nærmeste gymnasium, hvis der ikke er rimelige
alternativer. De kan altså komme frem i køen.
De centralt fastsatte elevfordelingskriterier balancerer overordnet to hensyn. Dels at så mange elever
som muligt skal have opfyldt deres uddannelsesønsker, dels at sikre en bred geografisk uddannelses-
dækning.
Herudover mener jeg ikke, at elevfordelingsreglerne skal benyttes som et aktivt redskab i forhold til
særligt at tilgodese beboere i nogle boligområder på bekostning af andre.
Spørgsmålene til mig tager udgangspunkt i en sag, der har været fremme i forskellige medier i Trekants-
området. Som jeg har forstået forholdene, angik dén mediesag én ansøger, der boede uden for byen, og
som havde ønsket et af de to almene gymnasier i Kolding som 1. prioritet. Fordi søgningen til gymnasi-
et oversteg kapaciteten, kunne alle ikke få opfyldt deres 1. prioritet, så ansøgeren fik i stedet tilbudt en
plads på det andet almene gymnasium i byen. Som jeg har forstået det, havde vedkommende stort set
lige lang transporttid til begge gymnasier.
Det er ikke altid muligt at imødekomme ansøgernes ønsker fuldt ud. Men langt hovedparten af ansø-
gerne får deres 1. prioritet opfyldt. Sidste år var der omkring 97 pct. af ansøgerne, der fik opfyldt deres
1. prioritet, og kun én pct. blev henvist til en skole, som de ikke havde angivet i deres prioriterede øn-
sker. Mange af disse ansøgere er fra hovedstadsområdet, hvor de største fordelingsudfordringer er.
Vi er efter min opfattelse nødt til at have fordelingskriterier - dels for at sikre en gennemskuelighed og
forudsigelighed for ansøgerne, dels for at sikre en bred uddannelsesdækning, også på længere sigt.
Samtidig mener jeg grundlæggende, at vi kan stå inde for, at ansøgerne kan få et godt uddannelsesforløb
på alle de godkendte udbudssteder. Vi ved fra sektoren, at også elever og kursister, der ikke har fået
deres umiddelbare ønske opfyldt, plejer at ende med at være glade for deres skole.
Christine Antorini