Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Talepapir fra ministeren for by, bolig og landdistrikter
Afgivet den 21. oktober 2014
(Det talte ord gælder)
Indledningsvist vil jeg gerne takke Anni Matthiesen for spørgsmålene, som giver mig endnu en
lejlighed til at orientere udvalget om status for den nye LAG-organisering.
Der er stillet tre spørgsmål, og jeg vil give udvalget en samlet redegørelse.
I den forbindelse vil jeg orientere om LAG-organiseringen og give en status for arbejdet – både det der
foregår i ministeriet og arbejdet ude i landet.
Dernæst vil jeg give en status for sagsbehandling og klagesager vedrørende de ansøgninger, som er
modtaget under den tidligere programperiode.
Og endelig vil jeg give udvalget en redegørelse for, hvorfor der fortsat indkommer nye LAG-
ansøgninger om udbetaling af tilskudsmidler.
Som det er Udvalget velbekendt indledtes organiseringen af de nye aktionsgrupper tidligt på året, hvor
57 LAG-områder – 56 kommuneområder samt småøerne – blev udpeget.
Med områdeudpegningen sikrede vi en bred geografisk dækning af indsatsen. Udpegningen dækker
77 pct. af Danmarks areal og over 60 pct. af Danmarks befolkning.
De udpegede områder har herefter organiseret sig i nye lokale aktionsgrupper og processen har været
præget af iver efter at komme i gang og lokal virkelyst.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i løbet af sommeren sat rammerne for LAG-
organiseringen. Det er sket i bekendtgørelse om etablering og drift af lokale aktionsgrupper, som
trådte i kraft den 8. august.
I bekendtgørelsen fastsætter ministeriet blandt andet, hvordan en lokal aktionsgruppe skal etableres,
godkendelsesprocedurerne for aktionsgrupperne og de lokale udviklingsstrategier, krav til den lokale
udviklingsstrategi samt bestyrelsens opgaver med videre.
Der er modtaget ansøgninger fra 26 nye lokale aktionsgrupper. Ansøgningsfristen var den 1. oktober,
og jeg kan med tilfredshed konstatere, at samtlige udpegede landdistrikter har taget imod mit tilbud om
at påtage sig et lokalt ansvar for områdernes udvikling.
Ministeriet er nu i gang med at gennemgå de indkomne ansøgninger. Vi skal blandt andet sikre os, at
aktionsgrupperne er korrekt oprettet. Det vil sige kontrollere, om der har været afholdt åbne
informationsmøder og behørigt indkaldt til den stiftende generalforsamling.
Derudover er det vigtigt, at ansøgningen indeholder dokumentation for, at valg af
bestyrelsesmedlemmer følger de demokratiske spilleregler. Og endelig skal sigtelinjerne for den lokale
udviklingsstrategi fremgå af ansøgningen.
Så snart jeg har godkendt ansøgningerne fra de lokale aktionsgrupper, kan man lokalt gå i gang med
at forberede egentlige udviklingsstrategier.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk