Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Dato:
20. marts 2015
Udvalget for Landdistrikter og Øer
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 115 ULØ alm.
del.
Spørgsmål nr. 115:
Ministerens kommentarer udbedes til artiklen i Jyllands-Posten 22/2-15: ”Borgmestre kræver flere
penge for at kunne fjerne faldefærdige huse.” Ministeren bedes tillige tilsende udvalget en oversigt
over, hvor store beløb der gennem tiden er brugt på byfornyelse henholdsvis nedrivningspuljer og
anden tilpasning af yderområder til færre indbyggere m.m.
Svar:
Jeg er helt enig i, at det er stor opgave at fjerne de faldefærdige ejendomme i landdistrikterne. Derfor
har regeringen sørget for, at der er afsat 200 mio. kr. i 2014 og 200 mio. kr. i 2015 under den såkaldte
Pulje til Landsbyfornyelse. Det er samtidig i Aftale om Vækstpakke Juni 2014 besluttet at forlænge
denne indsats med 55 mio. kr. om året i årene 2016-2020.
Landsbyfornyelsespuljen lægger sig i forlængelse af - og er væsentlig mere omfattende - end den
tidligere indsatspulje på området. Indsatsen skal endvidere ses i sammenhæng med, at kommunerne
fortsat har mulighed for at anvende deres almindelige bygningsfornyelsesmidler til nedrivning.
Regeringen har som bekendt taget en lang række initiativer for at forbedre rammevilkårene i
landdistrikterne og dermed understøtte bosætning og boligomsætning i landdistrikterne, herunder i
form af udligningsreform, togfond og lempelser af planloven. I forhold til boligmarkedet har regeringen
også med fleksboligordningen givet rigtig gode muligheder for en fortsat anvendelse af tomme boliger
på landet.
Der er ikke nogen tvivl om, at både de almindelige bygningsfornyelsesmidler og Landsbyfornyelses-
puljen gør meget stor nytte, og at indsatsen er et væsentligt element i regeringens sammenhængende
og helhedsorienterede arbejde med at sikre bosætning i landdistrikterne.
Da der er kommunal medfinansiering i forbindelse med såvel Landsbyfornyelsespuljen som de
almindelige bygningsfornyelsesmidler, er der tale om ganske anseelige beløb til nedrivning. Midler,
som kommunerne skal have tid til at gøre brug af. Der er tale om en tidskrævende proces med mange
led, herunder at kommunen skal afsætte penge og dermed gå igennem egen politisk proces, holde
informationsmøder, kortlægge relevante boliger, forhandle med panthavere, eventuelt flytte beboere,
holde udbud, indgå aftale om nedrivning og få revet ned. Kommunerne har derfor 18 måneder til at
anvende midlerne. Fristerne for anvendelse af 2014 puljen udløber 1. juli 2015 og for 2015 puljen 1.
juli 2016. En kommune kan endvidere søge om forlængelse af fristen.
Kommunerne skal løbende indberette deres forbrug af Pulje til Landsbyfornyelse. På den måde kan
ministeriet få et samlet overblik over afløbet af midlerne. Det er vigtigt bl.a. for at sikre, at ubrugte
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk