Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del
Offentligt
Folketingets Transportudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-02014
Den 26. marts 2015
Folketingets Transportudvalg har i brev af 12. marts 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 513 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 513 (alm. del)
Kan ministeren bekræfte, at arealreservationerne i den såkaldte Ring 5 stadig er
gældende? Og vil ministeren give en mere generel oversigt over de gældende
arealreservationer i hovedstadsområdet, gerne suppleret med eller i form af et
kortbilag?
Svar
Arealreservationerne, der bl.a. er relevante i forbindelse med en eventuel fremtidig
anlæg af en 5. ringvejsforbindelse, er fortsat gældende. I Fingerplan 2013 § 23 stk.
1 fremgår det således, at
”reservation af transportkorridorer til fremtidig
overordnet trafikal infrastruktur og tekniske anlæg fastholdes”.
Arealreservationen til transportkorridorer har indgået i den bindende fysiske
planlægning for hovedstadsområdet siden 1982. På baggrund af en
folketingsbeslutning i 2010 nedsatte den daværende miljøminister et
embedsmandsudvalg med repræsentanter fra de ministerier, der er ansvarlige for
den overordnede infrastrukturanlæg i hovedstadsområdet, med henblik på at
vurdere behovet for at modernisere og præcisere Fingerplanens
transportkorridorer. Udvalget anbefalede i sin rapport fra juni 2011, at
arealreservationen generelt fastholdes af hensyn til de samfundsmæssige
interesser, og disse findes i den nuværende fingerplan.
Arealreservationen, der også benævnes ”Transportkorridoren” samt andre
statslige reservationer til fremtidige overordnede anlæg fremgår af vedlagte
illustrationer fra Fingerplan 2013: Kortbilag A, J, K, L, M og N.
./.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk