Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 14. november 2014
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: DEPMHE
Sags nr.: 1406131
Dok nr.: 1576607
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 21. oktober 2014
stillet følgende spørgsmål nr. 74 (Alm. del) til ministeren for sundhed og fore-
byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott
Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 74:
’’Kan ministeren oplyse, hvilken procedure der er overfor personer f.eks. fra
Læger Uden Grænser, der har arbejdet i ebolaramte områder, når de vender
hjem? Mener ministeren, at der skal yderligere tiltag til for de hjemvendte per-
soner, således at man sikrer, at virussen ikke spredes? ”
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, der har udtalt følgende:
”Ebolavirus smitter først, når vedkommende, der er smittet, får symptomer, og
da først ved kontakt med den smittedes kropsvæsker. Ebolavirus kan påvises i
en blodprøve hos personer, der er syge, men blodprøven kan ikke bruges til at
udelukke smitte hos raske, da prøven kan være falsk negativ.
Tiden fra smitte til sygdom er sædvanligvis 4-10 dage, men kan være op til 21
dage. Det er derfor vigtigt, at personer, der kan være i risiko for at være smittet
med ebola, er opmærksomme på symptomer på ebola, herunder feber, og at
de umiddelbart bliver undersøgt hvis de får symptomer.
Hvis der er lav risiko for, at en person, der har opholdt sig i et område med ud-
brud af ebolavirussygdom, er smittet, er der ikke grund til særlige forholdsreg-
ler, men personen skal være informeret om, hvilke symptomer man skal være
opmærksom på, herunder feber.
For personer, der er i høj risiko for at være smittet, fx personer, som har haft
direkte kontakt med kropsvæsker fra ebolapatienter, anbefaler Sundhedssty-
relsen, at rejser og tæt kontakt med mennesker frarådes, og at der etableres
aktiv overvågning af symptomer, herunder daglig temperaturmåling, i 21 dage
efter eksposition – og at der føres kontrol med, at dette overholdes.
Ud fra en konkret vurdering af smitterisiko, arbejdsforhold m.v. kan det for per-
soner med særlig høj risiko for smitte overvejes at etablere karantæne for de
pågældende personer. Såfremt relevante forslag om karantæne afvises af de
pågældende personer, kan epidemilovens bestemmelser om påbud og tvang
tages i anvendelse. Ved håndtering af et større antal udsatte for høj smitterisi-
ko kan det overvejes, om den regionale karantæneplan skal tages i brug.