Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
1516329_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
[email protected]
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 8. april 2015
Enhed: Sundhedsjura og læ-
gemiddelpolitik
Sagsbeh.: DEPCRV
Sags nr.: 1501679
Dok nr.: 1675655
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 4. marts 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 674 (Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyg-
gelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra (MFU) Ka-
rina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 674:
”Ministeren bedes redegøre for, hvilke kriterier der gælder for en hændelig
komplikation, der er alvorlig nok til at udløse en erstatning?
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Ankenævnet for Pati-
enterstatning, som sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, om en udtalelse.
Patientombuddet oplyser følgende:
”Efter lov om klage- og erstatning inden for sundhedsvæsenet gælder der føl-
gende bestemmelse om erstatning for hændelige komplikationer:
§ 20.
Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af
følgende måder:
…
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling
indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfatten-
de, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels
skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens
sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.
Bestemmelsen fastsætter kriterierne for, hvornår der kan ydes erstatning for
en hændelig komplikation, der skyldes behandlingen – ikke grundsygdommen.
Der skal være tale om en behandlingskomplikation, hvis alvor står i misforhold
til grundsygdommen og patientens tilstand i øvrigt, og den skal være så sjæl-
den og uventet, at man normalt ikke regner med risikoen for, at denne kompli-
kation opstår.
Alvorlighed:
Afgørelsen af, om en patient er påført en hændelig behandlingskomplikation,
som er tilstrækkelig alvorlig til, at der kan ydes erstatning, sker ud fra en kon-
kret vurdering af forholdene i den enkelte sag.
Der er efter loven tale om en
relativ alvorlighedsvurdering,
hvor komplikatio-
nens alvorlighed skal holdes op mod grundsygdommens alvorlighed.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1516329_0002.png
Side 2
For at en behandlingskomplikation efter loven kan anses for tilstrækkelig alvor-
lig, skal den som udgangspunkt være mere omfattende end generne af grund-
sygdommen i ubehandlet tilstand.
I den konkrete vurdering ses der derfor på hvilken grundsygdom, patienten
blev behandlet for, og hvordan denne ville have udviklet sig, hvis den nødven-
dige behandling ikke var givet. Desuden indgår en vurdering af behandlingens
”farlighed” og det sandsynlige resultat af behandlingen ved et ukompliceret for-
løb.
Der ses også på hvilken komplikation, patienten er blevet påført ved behand-
lingen, og hvilke gener komplikationen medfører for patienten, herunder om
der er tale om varige gener og hvilken karakter, disse har.
Kravet om, at komplikationen
relativt set
skal være mere alvorlig end grundli-
delsen ubehandlet, betyder, at patienter, der behandles for en meget alvorlig
sygdom, efter loven skal tåle en alvorligere behandlingskomplikation end pati-
enter, der behandles for en mindre alvorlig sygdom. Det er dog altid en konkret
vurdering, om en hændelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom
vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning.
Dette betyder i praksis, at man ikke generelt kan sige, at en bestemt skade, for
eksempel skade på en bestemt nerve eller amputation af et ben eller en arm,
altid er tilstrækkelig alvorlig til, at der kan ydes erstatning. Det afhænger efter
loven helt af, hvor alvorlig en grundsygdom, patienten blev behandlet for. Og
desuden er det et krav, at der i det konkrete tilfælde er tale om en sjælden
skade.
Sjældenhed:
For så vidt angår lovens krav om, at behandlingskomplikationen skal være
sjælden, kan det oplyses, at grænsen for, hvornår en skade efter loven betrag-
tes som sjælden, sædvanligvis ligger ved 1-2 %. Skader, der indtræder hyppi-
gere, falder som udgangspunkt for sjældenhedskriteriet og kan derfor ikke
medføre erstatning.
Sjældenheden vurderes på baggrund af den konkret indtrådte skade, hvor der
foretages et skøn over den konkrete patients risiko for at få den pågældende
skade med de gener, denne har medført.”
Jeg kan henholde mig til det af Patientombuddet oplyste.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
/
Camilla Rosengaard Villumsen