Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 15. januar 2015
Enhed: Sundhedsjura og læ-
gemiddelpolitik
Sagsbeh.: SUMMSB
Sags nr.: 1500240
Dok nr.: 1624205
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 6. januar 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 363 (alm. del) til ministeren for sundhed og forebyg-
gelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Hans Chri-
stian Schmidt (V).
Spørgsmål nr. 363:
’’Ministeren bedes kommentere henvendelsen omdelt på SUU alm. del – bilag
162.”
Svar:
Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, der beskrives i det i spørgs-
målet omtalte bilag.
Generelt kan jeg dog oplyse, at det er sådan, at hvis man kommer til skade i
forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet, kan man søge erstatning
gennem den særlige patienterstatningsordning, der administreres af Patienter-
statningen.
Patienterstatningsordningen er på flere måder særdeles fordelagtig for patien-
terne. Ansvarsgrundlaget og bevisreglerne er lempeligere end efter de almin-
delige erstatningsregler. Et ansvarsgrundlag foreligger, hvis blot en erfaren
specialist ville have handlet anderledes og dermed undgået skaden. I bevis-
mæssig sammenhæng er det tilstrækkeligt, at der foreligger overvejende
sandsynlighed for, at en skade er forvoldt ved behandling eller mangel på
samme.
Patienterstatningsordningen er reguleret i kapitel 3 og 4 i lovbekendtgørelse
nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer (klage- og erstatningslo-
ven).
Det følger af lovens § 59, at erstatningskrav for en behandlingsskade skal væ-
re anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberetti-
gede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Forældelse af erstat-
ningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsa-
get. Efter lovens § 60 b vil en afgørelse om enten anerkendelse af en skade
omfattet af loven eller om udmåling af erstatning for en sådan skade blive til-
lagt afbrydelsesvirkning, således at der herefter i det hele løber en relativ for-
ældelsesfrist på 3 år med mulighed for suspension kombineret med en absolut
forældelsesfrist på 10 år.
En behandlingsskade, der er sket i fx 2000, hvori der ikke er truffet en positiv
afgørelse, vil således være forældet i 2010, hvorimod en anden konkret be-