PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

[email protected]

sum.dk

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg

Dato: 17. marts 2015

Enhed: Jurmed

Sagsbeh.: hbj

Sags nr.: 1500052

Dok nr.: 1629299

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 18. december 2014

stillet følgende spørgsmål nr. 350 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-

byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Özlem

Sara Cekic (SF).

Spørgsmål nr. 350:

’’I svar på SUU alm. del - spørgsmål 200, skriver ministeren, at "For så vidt

angår læger, der udelukkende arbejder administrativt, er der andre habilitets-

regler. Sundhedskoordinatorer i førtidspensionssager, lægekonsulenter og an-

dre læger i den offentlige forvaltning er omfattet af de almindelige habilitetsbe-

stemmelser i forvaltningsloven." I forlængelse af dette svar bedes ministeren

(evt. efter indhentning af oplysninger fra andre ministerier) redegøre for, hvor-

vidt det vil være i strid med disse almindelige habilitetsbestemmelser, hvis en

sundhedskoordinator eller lægekonsulent, der har tilknytning til en lykkepille-

producent, behandler sager om rehabiliteringsforløb eller førtidspension til en

borger med en depressionsdiagnose?”

Svar:

Jeg kan oplyse, at læger, der varetager administrativt arbejde for en offentlig

forvaltning, er omfattet af de generelle regler om inhabilitet i forvaltningslovens

§§ 3-6. Bestemmelserne har til formål at sikre en saglig og uvildig forvaltning i

konkrete afgørelser og samtidig en overordnet tillid til offentlige myndigheders

arbejde.

Lovens § 3, stk. 1, angiver en række grunde til, at en person skal undlade at

medvirke ved en myndigheds behandling af en bestemt sag, dvs. hvor der fo-

religger personlig, speciel inhabilitet. Det gælder bl.a., hvis personen har en

særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller personen har

en nær tilknytning til et selskab e.l., der har en særlig interesse i sagens ud-

fald.

Af § 3, stk. 2, fremgår, at inhabilitet dog ikke foreligger, hvis der – som følge af

interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller personens funktioner i

forbindelse med sagsbehandlingen - ikke kan antages at være fare for, at af-

gørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Endelig fremgår af § 3, stk. 3, at den, der er inhabil i forhold til en sag, ikke må

træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen

af den pågældende sag.

Ansvaret for at sikre habiliteten ligger efter forvaltningslovens § 6 både hos

den, der skal varetage en opgave, og hos den myndighed opgaven skal udfø-

res for. Efter § 6, stk. 1, skal en person snarest underrette sin foresatte inden

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

for en myndighed, når personen er bekendt med, at der for dennes eget ved-

kommende foreligger mulige forhold om inhabilitet, som er nævnt i § 3, stk. 1.

Myndigheden skal underrettes, medmindre det er åbenbart, at forholdet er

uden betydning. Herefter er det efter § 6, stk. 2, myndighedens ansvar at afgø-

re, hvorvidt personen er inhabil.

Under henvisning til de nævnte regler skal læger, der har tilknytning til en eller

flere lægemiddelvirksomheder, derfor være opmærksomme på, om de er habi-

le, såfremt de ønsker at påtage sig opgaver for offentlige myndigheder i relati-

on til lægemidler. Det drejer sig ikke kun om opgaver, hvor læger skal træffe

konkrete afgørelser, men også om sager, hvor læger udtaler sig som sagkyn-

dige, og dermed bidrager til afgørelsesgrundlaget. Spørgsmålet om, hvorvidt

der foreligger inhabilitet, må vurderes i forhold til den sag, der skal behandles.

Får så vidt angår spørgsmålet om habiliteten hos en læge, der både har til-

knytning til en producent af antidepressiv medicin, og samtidig vil behandle

sager om rehabiliteringsforløb eller førtidspension til en borger med en de-

pressionsdiagnose, har jeg indhentet følgende bidrag fra Beskæftigelsesmini-

steriet, som jeg kan henholde mig til:

”Den sundhedsfaglige rådgivning i sager, der behandles i kommunens rehabili-

teringsteam, herunder sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension,

kan alene ske gennem regionens kliniske funktion, som yder sundhedsfaglig

bistand via en sundhedskoordinator.

Sundhedskoordinatorens rådgivning indgår som en del af rehabiliteringstea-

mets indstilling til kommunen om, hvorvidt borgerens skal have ressourcefor-

løb, fleksjob eller førtidspension.

De nærmere regler om organiseringen, tilrettelæggelsen og indholdet i den

sundhedsfaglige rådgivning er fastlagt i Beskæftigelsesministeriets bekendtgø-

relse nr. 1555 af 23. december 2014 om kommuner og regioners samarbejde

om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleks-

job, førtidspension m.v.

Det fremgår heraf, at sundhedskoordinatoren ikke kan foretage undersøgelse

eller behandling efter sundhedslovgivningen, men alene yde sundhedsfaglig

rådgivning.

Det er videre fastsat, at sundhedskoordinatoren ikke kan yde sundhedsfaglig

rådgivning, hvis pågældende er eller tidligere har været borgerens praktise-

rende læge, aktuelt behandler eller har behandlet borgeren i sundhedsvæse-

net i øvrigt eller varetager andre behandlings- eller genoptræningsopgaver i

sundhedsvæsenet i forhold til borgeren.

Den kliniske funktion kan, hvis der er tvivl om en sundhedskoordinators habili-

tet, overlade opgaverne til en anden af de sundhedskoordinatorer, som den

kliniske funktion råder over.

I forhold til sundhedsfaglig rådgivning i sager, der ikke skal behandles i rehabi-

literingsteamet, har Beskæftigelsesministeriet i bekendtgørelse nr. 1556 af 23.

december 2014 om sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbehandling i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering m.v. fastlagt, at sund-

hedspersonen (fx en lægekonsulent) ikke kan foretage undersøgelse eller be-

handling efter sundhedsloven som led i rådgivningen, og personen må ikke via

en anden funktion have kendskab til den borger, som sagen vedrører.

Det er i øvrigt kommunen selv, der tilrettelægger, hvordan den sundhedsfagli-

ge rådgivning tilvejebringes.

Spørgsmål om sundhedskoordinatorens og øvrige sundhedspersoners habili-

tet ved sagsbehandlingen i andre situationer end de ovenfor nævnte, må såle-

des afgøres efter en konkret vurdering og under iagttagelse af almindelige ha-

bilitetsregler.”

Med venlig hilsen

Nick Hækkerup

Hanne Bonne Jørgensen