PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

[email protected]

sum.dk

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg

Dato: 12. januar 2015

Enhed: Primær Sundhed

Sagsbeh.: SUMBGB

Sags nr.: 1407366

Dok nr.: 1620231

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 15. december 2014

stillet følgende spørgsmål nr. 340 (Alm. del) til ministeren for sundhed og fore-

byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sund-

heds- og Forebyggelsesudvalget.

Spørgsmål nr. 340:

’’Ministeren bedes kommentere høringssvaret fra SIND af 20. august 2014, jf.

SUU alm. del – bilag 149, herunder de enkelte forslag i høringssvaret”

Svar:

Til brug for besvarelsen er SIND’s høringssvar af 20. august gengivet neden-

for, hvortil jeg efter hvert punkt kommer med mine bemærkninger til de enkelte

punkter. Mine bemærkninger vil fremgå i kursiv.

Jeg skal endvidere henvise til det kommenterede høringsnotat, som vil blive

oversendt til udvalget i forbindelse med fremsættelse af lovforslaget.

”Til

§ 1, nr. 1. Mindreåriges retsstilling i forbindelse med behandling med

tvang

Forslaget medvirker kun delvist til at realisere forslaget fra Regeringens Psyki-

atriudvalg om at mindreåriges retsstilling præciseres i psykiatriloven, således

at mindreårige er omfattet af psykiatrilovens bestemmelser, herunder i forhold

til klageadgang mv. For det første er der ikke taget stilling til hvordan man vil

sikre mindreåriges grundlovssikrede ret til at få prøvet en administrativ fri-

hedsberøvelse ved domstolene; for det andet er der ikke taget stilling til hvor-

ledes det konkrete skøn vedrørende den mindreåriges mulighed for at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, skal kunne prøves.

Vi ser helst, at man i loven fastslår, at magtanvendelse

aldrig

kan finde sted i

forbindelse med behandling af mindreårige med stedfortrædende samtykke fra

forældremyndighedens indehaver. En praksis som eksisterede uændret, uan-

fægtet og uproblematisk i psykiatrien frem til ændringen af loven i 2006.

Forslag:

SIND foreslår, at § 1, stk. 4 affattes således:

Stk. 4. Tvang foreligger også i tilfælde hvor forældremyndighe-

dens indehaver giver informeret samtykke på den mindreåriges

vegne, men hvor den mindreårige modsætter sig behandlingen.

At sætte forældrene til en mindreårig i det dilemma, at skulle vælge mellem at

sige nej til magtanvendelse (og dermed risikere barnets liv eller helbred) eller

ja (og dermed påføre barnet den smerte som en tvangssituation er) er urime-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

ligt byrdefuldt for såvel forældrene som hele familien. Det er en opgave, som

de professionelle må tage på sig.

Som et særligt punkt gør vi opmærksom på, at man som forældre ikke kan gi-

ve stedfortrædende samtykke til behandling

med magt

i det somatiske sund-

hedsvæsen. Ved at bruge vendingen "den mindreårige modsætter sig behand-

lingen" indføres der lighed mellem behandling af mindreårige i den somatiske

og det psykiatriske del af sundhedsvæsenet.

Forslag:

SIND foreslår subsidiært, at forslaget suppleres/ændres som anført

nedenfor.

Ønsker man – trods ovennævnte – at gennemføre forslaget som beskrevet,

skal

man indføre en mulighed for at få efterprøvet frihedsberøvelse ved dom-

stolene som foreskrevet i grundlovens § 71 (se nedenfor), og man

bør

indføre

en mulighed for administrativt at få efterprøvet vurderingen af den mindreåri-

ges modenhed.

Man bør endvidere indskærpe kravet om, at forældrene orienteres om mulig-

heden for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af magt over for den min-

dreårige. Orienteringen bør ske såvel mundtligt som skriftligt – og forældrene

skal gives en passende betænkningstid. Orienteringen og betænkningstiden

skal dokumenteres i journalen. Orienteringen skal indeholde oplysning om, at

forældrene kan rådfører sig med en patient- / pårørendeorganisation, inden de

træffer beslutning.

Gennemføres forslaget som foreslået, bør der indføres en mulighed for at prø-

ve det individuelle skøn om hvorvidt en patient ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen.

Det kan mest enkelt gøres ved at

samtlige

tilfælde af indgreb, som gennemfø-

res på baggrund af forældremyndighedens indehavers samtykke, og hvor den

mindreårige ikke selv er enig i tiltaget (de tilfælde som – jfr. § 1, nr. 19 – skal

dokumenteres i tvangsprotokollen), indbringes for patientklagenævnet, der

skal efterprøve vurderingen af den mindreåriges evne til at forstå konsekven-

serne af sin stillingtagen.

Er patientklagenævnet uenig i vurderingen af den mindreåriges evne til at for-

stå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan tiltaget kun gennemføres i over-

ensstemmelse med psykiatrilovens bestemmelser om tvang.

Tvangsbehandling

bør ikke kunne påbegyndes før patientklagenævnet har ta-

get stilling.

Ønsker den mindreårige fortsat ikke at acceptere tiltaget, bør spørgsmålet om

tvangsbehandling mm. kunne indbringes for Det Psykiatriske Ankenævn.

For så vidt angår

frihedsberøvelse

(tvangsindlæggelse, -tilbageholdelse mm.)

følger det af grundlovens § 71, stk. 6, at mindreårige patienter (fordi også min-

dreårige anses for rettighedssubjekter efter grundloven), kan kræve frihedsbe-

røvelsen indbragt for domstolene.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

Dette følger allerede af grundloven, men bør fremhæves også i psykiatriloven,

og der bør fastsættes procedurer for prøvelsen.”

Udgangspunktet inden for såvel somatikken som psykiatrien er, at patienten

skal give et informeret samtykke, for at en behandling kan påbegyndes.

Efter sundhedslovens § 17, stk. 1, kan en patient, der er fyldt 15 år, selv give

informeret samtykke til behandlingen. Med hensyn til mindreårige under 15 år

er det forældremyndighedsindehaveren, der giver informeret samtykke på bar-

nets vegne.

Lovforslaget har været sendt i høring, og på baggrund af de indkomne hø-

ringssvar vedrørende bestemmelsen om mindreårige psykiatriske patienters

retsstilling har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse fundet anledning til at

ændre lovforslaget på dette punkt.

Høringssvarene har vist, at der er tvivl om definitionen af modenhedsbegrebet,

når der skal træffes afgørelse om tvangsbehandling. Denne tvivl kan efter mi-

nisteriets opfattelse føre til en uens praksis på de psykiatriske afdelinger lan-

det over på grund af den skønsmæssige vurdering, der skal lægges til grund

ved vurderingen af begrebet modenhed. For at sikre en ensartet praksis i be-

handlingen af børn og unge under 15 år, der udsættes for tvang, har ministeri-

et vurderet, at modenhedskriteriet bør erstattes af et alderskriterium.

Med ændringen bliver det indledningsvist slået fast, at udgangspunktet altid vil

være, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling er et frivil-

ligt tilbud til borgeren.

Ændringen medfører konkret, at retstilstanden for de 15-17 årige, der tidligere

er blevet vurderet umodne og som udsættes for tvang, ligestilles med retstil-

standen for voksne, der udsættes for tvang.

Dermed justeres lovforslaget, således at 15-17 årige, der ikke vil give samtyk-

ke eller modsætter sig en behandling, får mulighed for at klage over den an-

vendte tvang til Det Psykiatriske Patientklagenævn samt anke nævnets afgø-

relse til Det Psykiatriske Ankenævn/domstolene – dette uanset at forældrene

eventuelt har givet samtykke til behandlingen. Disse 15-17 årige vil ligeledes

være omfattet af lovens øvrige retssikkerhedsgarantier, som fx patientrådgive-

re, klageadgang og eftersamtaler.

For de mindreårige under 15 år medfører ændringen, at der ikke foreligger

tvang, hvis der foreligger informeret samtykke fra forældrene. Med reglen er

der sammenhæng med sundhedsloven sammenholdt med forældreansvarslo-

ven, hvor behandling af børn under 15 år kræver samtykke fra forældrene.

Der skal være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges

opnået med tvangsanvendelsen. Der skal også foretages en vurdering i for-

hold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangsindgreb. Jo

mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er, jo

mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via al-

ternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering som ud-

gangspunkt ikke anvendes over for mindreårige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 4

Med lovforslaget indføres der endvidere en pligt for overlægen på afdelingen til

at indberette foranstaltninger udført over for børn under 15 år til Statens Se-

rum Institut uanset, om indgrebet er sket med informeret forældresamtykke.

Med lovforslaget vil mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet sam-

tykke til behandlingen endvidere få tilbudt en eftersamtale efter ophør af ind-

grebet. Det samme gælder de forældre, der har givet samtykke til indgrebet.

”Til

§ 1, nr. 3 Formålsbestemmelsen

SIND bifalder ideen om at udbygge psykiatriloven med en formålsbestemmel-

se.

Formålsbestemmelsen kan få stor betydning, hvis den bruges konsekvent i

forbindelse med udmøntning af lovens forskellige bestemmelser (bekendtgø-

relser, cirkulærer, vejledninger mv.)

Konkret kunne SIND ønske sig, at der i formålsbestemmelsen (eller i bemærk-

ningerne til denne) blev indføjet noget om forskellen mellem substitueret be-

slutningstagen og støttet beslutningstagen.

I international ret lægges der i stigende grad vægt på, at man bør undgå sub-

stitueret beslutningstagen (fx værgemål og tvang) til fordel for støttet beslut-

ningstagen, hvor den handicappede (den sindslidende) får den fornødne støtte

til at træffe beslutning vedrørende fx behandling.

Forslag:

SIND foreslår, at der i formålsbestemmelsen indføjes et afsnit om

støttet beslutningstagen.”

Jeg skal til forslaget om støttet beslutningstagen bemærke, at Institut for Men-

neskerettigheder har udtalt, at der i psykiatrilovens bestemmelse om, at tvang

ikke må benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt for at opnå patientens fri-

villige medvirken, kan ligge overvejelser om støttet beslutningstagen.

Jeg skal endvidere bemærke, at Danmark har ratificeret handicapkonventio-

nen og derfor har pligt til at sikre, at personer med handicap kan nyde de ret-

tigheder, som konventionen foreskriver. Det er disse forpligtelser, der er be-

skrevet i lovforslagets bemærkninger. På den baggrund er der ikke henvist til

handicapkonventionen direkte i lovteksten.

”Til § 1, nr. 4. Forhåndstilkendegivelser

Vi er meget tilfredse med, at der indføres en pligt til at indhente forhåndstil-

kendegivelser ved indlæggelse.

Der vil formentlig være behov for en præcisering af reglerne om forhåndstil-

kendegivelser. Vi foreslår derfor, at der indsættes en bemyndigelse til ministe-

ren til at fastsætte nærmere regler.

Forslag:

SIND foreslår, at der i § 3 indsættes et stk. med ordlyden: Mini-

steren for Sundhed og Forebyggelse fastsætter nærmere regler

om indhentelse af forhåndstilkendegivelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 5

Det fremgår af forslaget, at indholdet af forhåndstilkendegivelsen "i videst mu-

ligt omfang" inddrages i behandlingsplanen.

SIND ser gerne, at indholdet i forhåndstilkendegivelserne bliver bindende i vi-

dest muligt omfang.

Forslag:

SIND foreslår, at § 3, stk. 5 får ordlyden:

Eventuelle forhåndstilkendegivelser fra patienter vedrørende

dennes behandling under indlæggelsen, herunder behandling

uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen og lægges til

grund for behandlingen – medmindre afgørende hensyn taler

imod.

Hvis forhåndstilkendegivelsens indhold ikke lægges til grund,

skal dette, sammen med en konkret begrundelse, fremgå af

journalen.”

Bemærkningerne fra høringssvarene – herunder SIND’s bemærkninger - har

givet anledning til, at det i lovteksten og bemærkningerne er præciseret, at det

er en konkret vurdering, om indlæggelsessamtalen skal berøre spørgsmålet

om eventuelle ønsker i forbindelse med en eventuel tvangsanvendelse, lige-

som det vil fremgå af bemærkningerne til lovforslaget, at det tillige i samtalen

berøres, hvilke reaktionsmuligheder, patienten foretrækker, sundhedspersona-

let gør brug af i en tilspidset situation.

Ministeriet skal bemærke, at indhentelse af oplysninger i forbindelse med ind-

læggelsessamtalen, herunder om pårørendeinddragelse, er journalpligtige i

henhold til de almindelige journalføringsregler. Hvis der i forbindelse med an-

vendelse af tvang afviges fra de ønsker til behandling, patienten har tilkende-

givet i forbindelse med indlæggelsessamtalen, skal det fremgå af journalen,

hvorfor der er afveget fra patientens tilkendegivne ønsker.

”Til

§ 1, nr. 4. Pårørendeinddragelse

Vi er meget tilfredse med, at der indføres en pligt til at tage stilling til pårøren-

de- og netværksinddragelse i forbindelse med indlæggelsen.

På samme måde som ved forhåndstilkendegivelserne bør pårørende- og net-

værksinddragelsen gøres journalpligtig – og der bør indføjes en bestemmelse

om mulighed for at ministeren kan fastsætte nærmere regler.

Forslag:

SIND foreslår, at der i § 3 indsættes et stk. med ordlyden: Mini-

steren for Sundhed og Forebyggelse fastsætter nærmere regler

om inddragelse af pårørende eller andre i patientens netværk.

På samme måde som ved forhåndstilkendegivelserne ønsker vi, at patientens

ønsker om pårørendeinddragelse skal være bindende i videst muligt omfang.

Forslag:

SIND foreslår, at der i § 3 indsættes et stk. med ordlyden: Even-

tuelle ønsker fra patienter vedrørende inddragelse af pårørende

skal fremgå af patientjournalen og lægges til grund – medmin-

dre afgørende hensyn taler imod.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 6

Hvis patientens ønsker om pårørendeinddragelse ikke lægges

til grund, skal dette, sammen med en konkret begrundelse,

fremgå af journalen.”

Jeg henviser til mit svar ovenfor vedrørende forhåndstilkendegivelser.

”Til

§ 1, nr. 8. Alternative ønsker ved behandling uden patientens sam-

tykke

Vi er meget tilfredse med, at der indføres en pligt til at overveje alternative mu-

ligheder, hvis patienten ikke vil give samtykke til en konkret foreslået behand-

ling.

Det følger formentlig allerede af mindste middels princip, men det er fornuftigt

at præcisere det i lovteksten.

Vi ønsker dog, at det også præciseres, at man skal forsøge at gennemføre en

fagligt forsvarlig alternativ behandling i stedet for at gennemføre en behandling

patienten ikke vil give samtykke til.

Forslag:

SIND foreslår, at § 13, stk. 4 får følgende ordlyd:

Stk. 4. Hvis patienten ikke giver samtykke til behandling, skal

der tages stilling til, om der kan tilbydes andre tiltag som alter-

nativ til den behandling, patienten ikke samtykker til, herunder

f.eks. om patienten vil give samtykke til en anden medicinsk

behandling. En sådan alternativ behandling skal, hvis den er

fagligt forsvarlig, gennemføres frem for behandling uden patien-

tens samtykke.”

Jeg finder ikke anledning til at ændre formuleringen i § 12, stk. 4, da der bør

overlades overlægen et sundhedsfagligt skøn i forhold til den mest egnede

behandling i den konkrete situation.

”Til

§ 1, nr. 18. Undersøgelse af post mv.

Vi anerkender behovet for at gøre mere for at holde stoffer og farlige genstan-

de ude fra de psykiatriske afdelinger. Vi kan i princippet tilslutte os det foreslå-

ede.

Vi efterlyser på den anden side mulighed for at sikre patienterne imod, at de

her beskrevne retsskridt benyttes imod hensigten (at sikre afdelingen imod

indsmugling af stoffer og farlige genstande).

Forslag:

SIND foreslår, at der indføres adgang til at klage til patientkla-

genævnet og videre til patientankenævnet over afgørelser ved-

rørende undersøgelse

af post mv.”

Jeg skal hertil bemærke, at indgrebene i forbindelse med undersøgelse af post

m.v. kan påklages til sygehusmyndigheden. Det vil ligeledes fremgå af be-

mærkningerne, at der i henhold til de gældende regler er klageadgang til sy-

gehusmyndigheden.

”Til

§ 1, nr. 22. Tvangsfiksering udover 24 timer

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 7

SIND ser gerne, at der indføres en regel om at tvangsfikseringer ikke kan ud-

strækkes udover 48 timer.

Dette ønske baserer vi bl.a. på den omfattende internationale kritik, som Dan-

mark har været genstand for. Bl.a. Europarådets Komité til Forebyggelse af

Tortur (CPT) kritiseret de langvarige bæltefikseringer. Europarådets kommis-

sær for menneskerettigheder siger i sin rapport fra marts 2014, at Danmark –

til trods for den tidligere udtalte kritik – stadig ikke har indført en lovgivnings-

mæssig øvre grænse for varigheden af bæltefikseringer.

Vi er meget tilfredse med, at de skærpede regler om vurdering af tvangsfikse-

ring ændres fra 48 timer til 24 timer.

Vi er ikke overbeviste om, at bestemmelsen

alene

vil føre til den ønskede re-

duktion af de lange tvangsfikseringer.

Den eksterne læge skal supplere sin vurdering med konkrete forslag til hvad

der kan gøres for at bringe tvangsfikseringen til ophør. De konkrete forslag

skal baseres på samtalen med patienten og på patientens eventuelle for-

håndstilkendegivelse.

Vi foreslår, at den samme læge ikke kan foretage mere end én faglig vurdering

af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering under den samme

tvangsfiksering.

Vi er tilfredse med bemærkningen i alm. bemærkninger 3.1.3. in fine, hvor det

hedder: "Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke

anvendes over for mindreårige.”

Dette princip ser vi gerne understreget endnu tydeligere. Meget gerne indføjet

i selve lovteksten.”

Med hensyn til spørgsmålet om en absolut grænse for den tidsmæssige ud-

strækning af en tvangsfiksering skal jeg bemærke, at en sådan tidsgrænse ik-

ke vurderes at være hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor patienten stadig er far-

lig efter ophør af den fastsatte tidsgrænse. Det kan medføre, at tvangsfikserin-

gen skal erstattes af andre former for tvang, herunder fx tvangsmedicinering,

anvendelse af beroligende medicin, fastholdelse m.v., eller det kan medføre

en risiko for, at patienten påfører sig selv eller andre skade, herunder at pati-

enten begår personfarlige handlinger, der kan lede til en behandlingsdom.

Det vil imidlertid fremgå af lovforslaget, at tvangsfiksering kun må anvendes

kortvarigt. Ved ”kortvarigt” forstås ”ikke ud over nogle få timer”.

Med lovforslaget er det overlægen – i modsætning til i dag hvor det er en læge

– der træffer beslutning om tvangsfiksering.

Derudover vil den eksterne lægefaglige vurdering, der skal ske i forhold til

tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48 timer, blive fremrykket

til 24 timer efter tvangsfikseringens iværksættelse. Den pågældende læge, der

skal foretage vurderingen, må ikke være ansat på afdelingen, hvor indgrebet

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 8

finder sted, have ansvaret for patientens behandling og må ikke stå i et under-

ordnelsesforhold til den behandlende læge. Med andre ord foretages der en

uvildig ”second opinion” efter 24 timer mod i dag, hvor grænsen er 48 timer.

I de tilfælde, hvor der er tale om tvangsfikseringer over 48 timer, vil der desu-

den blive indført en yderligere revurdering efter 48 timer og på 4. dagen under

de samme betingelser, som gælder for vurdering efter 24 timer. Derefter gen-

tages revurderingen en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår. Den

eksterne faglige vurdering kan foretages af den samme læge, forudsat at læ-

gen fortsat opfylder betingelserne om uvildighed.

Udgangspunktet vil være, at et alvorligt indgreb som tvangsfiksering som ud-

gangspunkt ikke anvendes over for mindreårige. Jeg finder imidlertid ikke an-

ledning til at indføje dette i selve lovteksten, da det efter min opfattelse beror

på en sundhedsfaglig vurdering, om et mindreårigt barn undtagelsesvis bør

tvangsfikseres.

”Til

§ 3. Tvungen opfølgning

SIND har med glæde konstateret, at der ikke i den gennemførte evaluering af

ordningen med tvungen opfølgning, er grundlag for at permanentgøre ordnin-

gen.

FNs Handicapkonvention forbyder særbehandling baseret på handicap. Inter-

nationalt har der været diskussion om hvorvidt den danske psykiatrilov diskri-

minerer på grund af handicap – og dermed er i strid med konventionen.

Uden at tage stilling til denne diskussion, kan vi konstatere, at argumentet for,

at vi ikke diskriminerer på grund af handicap er, at kriteriet for at anvende

tvang ikke relaterer sig til et handicap (en diagnose), men til en tilstand (psy-

kose).

I forhold til reglerne om tvungen opfølgning forholder det sig imidlertid således,

at tvangen ikke er begrundet i tilstanden (psykose), men i en formodning om at

en tilstand vil indtræde, hvis den pågældende ikke medicineres.

SIND vurderer, at dette kriterium formentlig er i strid med FNs handicapkon-

ventions bestemmelse om forbud mod diskrimination på grund af handicap.

SIND ser derfor helst, at reglerne om tvungen opfølgning afskaffes. Sker dette

ikke, så kan vi leve med, at forsøgsordningen forlænges med fire år. Evalue-

ringen viser dog, at ordningen kun virker så længe den tvungne opfølgning er i

kraft. Når den tvungne opfølgning ophører, ophører effekten.

Forslag:

SIND foreslår, at man – hvis forsøgsordningen med tvungen op-

følgning ønskes forlænget – tilføjer et krav om, at man i perio-

den hvor tvungen opfølgning er i kraft også er forpligtet til lø-

bende og insisterende at tilbyde andet og mere end medicinsk

behandling.”

Formålet med ordningen, som er en del af satspuljeaftalen på sundhedsområ-

det for 2010-2013, er at give mulighed for at hjælpe en lille gruppe svært psy-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 9

kisk syge patienter, som efter udskrivning er udsat for en stor risiko for alvorligt

tilbagefald af deres sygdom, hvis de undlader at følge den ordinerede medi-

cinske behandling. Ordningen skal sikre, at patienterne efter udskrivning fort-

sætter i et stabilt behandlingsforløb. Formålet med ordningen er også at fore-

bygge tilbagefald af patienternes alvorlige psykiske sygdom og dermed og at

forebygge anden tvangsanvendelse, herunder tvangsindlæggelse og tvangs-

fiksering.

Da formålet med ordningen netop er at sikre, at patienten følger den ordinere-

de medicinske behandling, giver det ikke mening i medfør af ordningen også

at forpligte sundhedspersonen til løbende og insisterende at tilbyde andet og

mere end medicinsk behandling.

”Mangler:

Regler om erstatningsadgang

I retsplejelovens kap. 93 a findes der regler om erstatning i anledning af staffe-

retlig forfølgning.

Bestemmelsen sikrer mennesker ret til erstatning, hvis de har varet anholdt

eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, hvis påtale opgi-

ves eller tiltalte frifindes. Efter samme regler kan erstatning tillægges en sigtet,

der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for andre straffepro-

cessuelle indgreb.

Mennesker udsat for ulovlig tvang i psykiatrien har ret til erstatning efter de

almindelige culparegler. Der har været en række sager hvor mennesker, der

uberettiget har været udsat for tvang i psykiatrien har fået tilkendt erstatning.

De fleste sager har været afgjort ved forlig mellem den enkelte og regionen.

Oftest på et niveau meget under de erstatninger, der tilkendes mennesker, der

uretmæssigt har været udsat for straffeprocessuelle indgreb.

Vi finder det rimeligt, at der indføjes bestemmelser for erstatning for ulovlig

tvang i psykiatrien. Dels for at tydeliggøre, at ulovlig tvang kan udløse erstat-

ning, bl.a. for også derved at medvirke til at reducere anvendelsen af tvang.

Forslag:

SIND foreslår, at der i psykiatriloven indsættes bestemmelser

om erstatning.

Reglerne bør sikre mennesker en passende erstatning hvis

man har været udsat for tvang, der ved en endelig afgørelse

underkendes. Der bør tilbydes erstatning for økonomisk skade

samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse

af stilling og forhold (svarende til retsplejelovens bestemmel-

ser).

Der kunne passende udarbejdes en vejledning vedrørende fastsættelse af er-

statning (vejledende takster).”

Det er ikke muligt at indsætte en bestemmelse om erstatningsadgang i forbin-

delse med det kommende lovforslag. Baggrunden herfor er, at det kommende

lovforslag skal være omkostningsneutralt, og at forslaget om en erstatningsbe-

stemmelse vil have økonomiske konsekvenser. Derfor foreslås det, at udvalget

tager spørgsmålet op i Finanslovsammenhæng.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 10

Med venlig hilsen

Nick Hækkerup

Birgitte Gram Blenstrup