SUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 324: MFU spm. om redegørelse for, hvorvidt der er tale om et brud på FNs menneskerettighedskonvention, når indsatte i danske fængsler ikke kan få erstatning for fejlbehandling gennem Patienterstatningen, til justitsministeren

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Lovafdelingen

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

19. marts 2015

Statsrets- og Menneske-

retskontoret

Sagsbeh.: Thomas Kloppenburg

Sagsnr.: 2014-0032-1819

Dok.:

1444331

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 324 (Alm. del), som Folketin-

gets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har stillet til justitsministeren den

5. december 2014. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen

Dehnhardt (SF).

Mette Frederiksen

Louise Vadheim Guldberg

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 324: MFU spm. om redegørelse for, hvorvidt der er tale om et brud på FNs menneskerettighedskonvention, når indsatte i danske fængsler ikke kan få erstatning for fejlbehandling gennem Patienterstatningen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 324 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Forebyg-

gelsesudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvorvidt der er tale om et brud på

FN’s menneskerettighedskonvention, når indsatte i danske

fængsler ikke kan få erstatning for fejlbehandling gennem Pa-

tienterstatningen?”

Svar:

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det ønskes oplyst,

om det er i strid med forbuddet mod diskrimination i artikel 26 i FN’s

konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at Patienterstatningens

dækningsområde ikke omfatter behandling udført af sundhedspersonale

ansat i fængselsvæsenets sygeklinikker.

Da artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

også indeholder et forbud mod diskrimination, vil Justitsministeriet ved

besvarelsen af spørgsmålet ligeledes inddrage denne bestemmelse.

Artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder har

følgende ordlyd:

”Alle mennesker er lige for

loven og er berettigede til lovens

ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne

henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og

sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehand-

ling af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, reli-

gion, politisk eller anden anskuelse, national eller social her-

komst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.”

Bestemmelsen indeholder et selvstændigt diskriminationsforbud, som kan

anvendes uafhængigt af de rettigheder, der er anerkendt i de øvrige be-

stemmelser i konventionen. Opregningen af diskriminationsgrunde i be-

stemmelsen er ikke udtømmende,

jf. formuleringerne ”herunder”

samt

”el-

ler anden stilling”.

Det følger af praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité, at ikke

enhver

forskelsbehandling vil udgøre diskrimination i henhold til artikel 26. Der

vil således ikke være tale om diskrimination i strid med artikel 26, hvis kri-

terierne for forskelsbehandlingen er objektive og rimelige, og formålet

med forskelsbehandlingen er berettiget i henhold til konventionen, jf.

f.eks. komitéens udtalelse af 27. juli 2009 i sag nr. 1493/2006,

Rosalind

Williams Lecraft mod Spanien,

præmis 7.4.

Artikel 14 i EMRK har følgende ordlyd:

”Nydelsen af de i denne konvention anerkendte

rettigheder og

friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,

sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national el-

ler social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, for-

mueforhold, fødsel eller andet forhold.”

Bestemmelsen indeholder

–

i modsætning til artikel 26

i FN’s konvention

om borgerlige og politiske rettigheder

–

ikke et selvstændigt forbud mod

forskelsbehandling, idet forbuddet kun gælder i tilknytning til de rettighe-

der og friheder, der er anerkendt i de øvrige bestemmelser i konventionen

og de tilhørende protokoller. Opregningen af diskriminationsgrunde er ik-

ke udtømmende, jf. formuleringen ”eller andet forhold”.

Når det skal vurderes, om en person har været udsat for forskelsbehandling

i strid med artikel 14, tager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i

sin retspraksis udgangspunkt i, om andre personer, der befinder sig i en

lignende eller sammenlignelig situation, nyder en mere fordelagtig be-

handling.

Hvis der ikke er tale om sammenlignelige situationer, vil der allerede af

den grund ikke være tale om forskelsbehandling i strid med artikel 14. Er

der omvendt tale om sammenlignelige situationer, vil Menneskeret-

tighedsdomstolen lægge vægt på, om der er en objektiv og rimelig begrun-

delse for forskelsbehandlingen, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens

dom af 14. juli 2014 i sag nr. 37359/09,

Hämäläinen mod Finland,

præmis

108. Det vil sige, om forskelsbehandlingen varetager et anerkendelsesvær-

digt formål, og om der er en rimelig grad af proportionalitet mellem det

anvendte middel og det formål, der søges realiseret, jf. Jon Fridrik Kjølbro,

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

–

for praktikere, 3. udga-

ve (2010), side 897. Medlemsstaterne har efter praksis en vis skønsmargin

ved vurderingen af, om forskelle i ellers sammenlignelige situationer kan

begrunde en forskelsbehandling, jf. f.eks. dom af 28. november 1984 i sag

nr. 8777/79,

Rasmussen mod Danmark,

præmis 40.

I ministeren for sundhed og forebyggelses besvarelse af 17. december

2014 af spørgsmål nr. 323 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Fore-

byggelsesudvalg er der bl.a. anført følgende om Patienterstatningens dæk-

ningsområde:

”Patienterstatningens

dækningsområde fremgår af § 19 i lov

om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Ifølge lovens § 19, stk. 1, nr. 1, ydes erstatning til patienter el-

ler efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i for-

bindelse med undersøgelse, behandling el. lign., som er foreta-

get på et sygehus eller på vegne af dette.

Skader påført af sundhedspersoner ansat i fængslernes sygekli-

nikker er således ikke omfattet af patienterstatningens dæk-

ningsområde, idet fængslernes sygeafdelinger henhører under

Kriminalforsorgen og ikke sundhedsvæsenet, og derfor ikke er

omfattet af lovens § 19, stk. 1, nr. 1. Dog vil en privat klinik,

der udfører behandling af indsatte i fængsler ifølge samar-

bejdsaftale med Kriminalforsorgen, være omfattet af dæk-

ningsområdet, jf. lovens § 19, stk. 1, nr. 5.

I det omfang indsatte i fængsler bliver behandlet på et sygehus

eller af en speciallæge uden for fængslet, jf. § 2, stk. 2-4, i

Justitsministeriets bekendtgørelse af 374 af 17. maj 2001 om

sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens insti-

tutioner, falder evt. patientskader, som påføres i den forbindel-

se ind under patienterstatningens dækningsområde, jf. lovens §

19, stk. 1, nr. og 5.”

Det fremgår endvidere af ministeren for sundhed og forebyggelses besva-

relse af 17. december 2014 af spørgsmål nr. 322 (Alm. del) fra Folketin-

gets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, at et udvalg nedsat af Sundheds-

ministeriet i betænkning nr. 1346/1997 om revision af lov om patienter-

statning anførte, at udvalget ikke kunne anbefale, at fængselsvæsnets sy-

geklinikker blev omfattet af patienterstatningens dækningsområde. Udval-

get fandt således, at de administrative procedurer og omkostninger ved at

lægge området ind under loven ville være ude af proportion med det ringe

antal skader.

For så vidt angår spørgsmålet om adgang til erstatning efter Patienter-

statningen, kan det indledningsvis oplyses, at krav på erstatning i anled-

ning af en skade efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prak-

sis må anses for omfattet af beskyttelsen af ejendomsretten i artikel 1 i 1.

Tillægsprotokol til EMRK, jf. dom af 20. november 1995 i sag nr.

17849/91,

Pressos Compania Naviera S.A. mod Belgien,

præmis 31. Det

betyder, at forskelle i adgangen til patienterstatning må anses for omfattet

af artikel 14 i EMRK, jf. artikel 1 i 1. Tillægsprotokol.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse endvidere til grund, at forskels-

behandling af indsatte i fængsler i forhold til andre borgere er omfattet af

begreberne ”anden stilling” og ”andet forhold”, jf. henholdsvis artikel 26

FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder og artikel 14 i

EMRK.

Justitsministeriet finder endelig, at situationen for indsatte i fængsler

umiddelbart må kunne sammenlignes med situationen for andre borgere,

når det gælder spørgsmålet om adgang til patienterstatning for skade efter

behandling udført af sundhedspersonale. Dette må gælde, uanset at situati-

onen for indsatte i fængsler

–

bl.a. som følge af de begrænsninger, der lig-

ger i frihedsberøvelsen

–

ikke i almindelighed vil kunne sammenlignes

med situationen for borgere, der ikke er fængslet.

Det anførte indebærer, at den forskelsbehandling, der opstår ved, at Pati-

enterstatningens dækningsområde ikke omfatter behandling udført af

sundhedspersonale ansat i fængselsvæsenets sygeklinikker, jf. pkt. 4, kun

vil være i overensstemmelse med artikel 26 i FN’s

konvention om borger-

lige og politiske rettigheder og artikel 14 i EMRK, jf. artikel 1 i 1. Til-

lægsprotokol, hvis forskelsbehandlingen er objektivt og rimeligt begrun-

det.

Som det fremgår af pkt. 4 ovenfor, har et udvalg nedsat af Sundhedsmini-

steriet i betænkning nr. 1346/1997 anbefalet, at fængselsvæsnets sygekli-

nikker ikke blev omfattet af Patientforsikringens dækningsområde, idet

udvalget fandt, at de administrative procedurer og omkostninger ved at

lægge området ind under loven om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet ville være ude af proportion med det ringe antal skader.

Det er umiddelbart Justitsministeriets opfattelse, at rent administrative og

økonomiske overvejelser ikke alene kan begrunde den forskelsbehandling,

der opstår ved, at Patienterstatningens dækningsområde ikke omfatter be-

handling udført af sundhedspersonale ansat i fængselsvæsenets sygekli-

nikker.

Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at det fremgår af ministeren for

sundhed og forebyggelses besvarelse af 17. december 2014 af spørgsmål

nr. 323 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, at

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er i færd med en analyse af Pati-

enterstatningens dækningsområde, og at spørgsmålet om, hvorvidt behand-

ling udført af sundhedspersonale ansat i fængselsvæsenets sygeklinikker

skal være omfattet af dækningsområdet, indgår i analysen.