PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Enhed:

Sundhedsjura og lægemiddelpolitik

Sagsbeh.: DEPFRE

Sags nr.: 1407289

Dok. Nr.: 1629045

Dato:

29. januar 2015

Notat om reglerne i sundhedsloven om videregivelse m.v. af

personoplysninger og forholdet til persondataloven

I forlængelse af samrådet den 27. november 2014 i Sundheds- og Forebyggelses-

udvalget om patientdata har ministeriet fundet anledning til at udarbejde en rede-

gørelse for videregivelses- og indberetningsreglerne i sundhedsloven samt for

forholdet mellem sundhedsloven og persondataloven.

Resumé

I notatet redegøres dels for sundhedslovens regler om videregivelse og indberet-

ning, dels for disse reglers forhold til reglerne om behandling af personoplysninger

i persondataloven.

Sundhedslovens kapitel 9 regulerer videregivelse og indhentning af personoplys-

ninger fra behandlingssammenhænge. Det følger heraf, at det både med og uden

patientens samtykke er tilladt at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner

i forbindelse med behandling af patienten. Det er derudover tilladt for sundheds-

personer at videregive sådanne oplysninger til andre end sundhedspersoner til

andet end behandling med patientens samtykke. Hertil kommer afgrænsede tilfæl-

de, hvor det tillige er tilladt at videregive oplysninger uden patientens samtykke til

andet en behandling. Endvidere findes særlige regler for videregivelse af oplysnin-

ger til nærmeste pårørende, til forskning, statistik og til planlægning.

Udover de generelle regler om videregivelse og indhentning af personoplysninger i

sundhedslovens kapitel 9 findes bestemmelser i sundhedsloven, der regulerer

behandlingen af personoplysninger i særlige registre og databaser, f.eks. indberet-

ning til de centrale sundhedsmyndigheder, de kliniske kvalitetsdatabaser, som en

offentlig myndighed er dataansvarlig for, Dansk Patientsikkerhedsdatabase, Vacci-

nationsregisteret m.v.

Det er ministeriets opfattelse, at sundhedsloven udtømmende regulerer behandlin-

gen af oplysninger på de områder, bestemmelserne vedrører. Det betyder, at per-

sondatalovens behandlingsregler ikke kan danne grundlag for f.eks. sundhedsper-

soners videregivelse af oplysninger fra behandlingssammenhænge. Sundhedsper-

soner skal med andre ord have hjemmel i sundhedsloven for lovligt at kunne vide-

regive oplysninger i disse situationer.

Behandling af personoplysninger i sundhedsvæsenet, herunder forholdet

mellem sundhedsloven og persondataloven

Behandlingen af personoplysninger i sundhedsvæsenet er reguleret af hovedsage-

ligt to love: sundhedsloven og persondataloven.

I det omfang der i anden lovgivning fastsættes regler om videregivelse og indhentning af

personoplysninger fra behandlingssammenhænge, vil denne lovgivning dog også kunne

danne grundlag for f.eks. videregivelse af oplysninger

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

Sundhedsloven regulerer bl.a. videregivelse og indhentning af personoplysninger

fra behandlingssammenhænge, mens persondataloven regulerer behandling af

personoplysninger, der ikke er reguleret i anden lovgivning. Autorisationsloven

regulerer desuden sundhedspersoners journalføringspligt.

Tavshedspligt som grundprincip

Tavshedspligt og fortrolighed er to grundlæggende principper i dansk sundhedsret.

Tavshedspligten følger bl.a. af sundhedslovens § 40, hvorefter en patient har krav

på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres

erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent pri-

vate forhold og andre fortrolige oplysninger. Af stk. 2 følger, at det overordnede

ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med

loven, – i de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser

efter de enkelte bestemmelser – påhviler den driftsansvarlige myndighed.

Det fremgår af bemærkningerne til § 23 i lov om patienters retsstilling, som er vide-

reført i sundhedslovens § 40, at det er en fundamental regel, at de oplysninger,

man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende

sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende.

Tavshedspligten er således udgangspunktet for behandlingen af oplysninger inden

for sundhedsvæsenet, og videregivelse af oplysninger fra behandlingssammen-

hænge kan derfor udelukkende ske i situationer, der har en udtrykkelig hjemmel.

Bestemmelsen og princippet bygger på en betænkning fra 1931 afgivet af

Kom-

missionen angaaende Lægers Retsstilling,

der blev udmøntet i den tidligere læge-

lov samt andre autorisationslove og senere i lov om patienters retsstilling, der som

nævnt blev videreført i sundhedsloven.

Sundhedspersoners tavshedspligt har således i årtier været reguleret ved lov ved

siden af de almindelige bestemmelser om tavshedspligt i forvaltnings- og straffelo-

ven.

Sundhedslovens videregivelses- og indberetningsregler

På trods af sundhedslovens hovedregel om sundhedspersoners tavshedspligt in-

deholder loven i en række tilfælde bestemmelser om, at sundhedspersoner har

adgang og til tider pligt til at videregive, indhente og indberette oplysninger om

patienter. Reglerne findes i sundhedslovens kapitel 9, men også andre steder i

sundhedsloven og i anden lovgivning.

Sundhedslovens kapitel 9 bygger i sin væsentlighed på kapitel 5 i lov om patienters

retsstilling fra 1998. Først med lov om patienters retsstilling blev reglerne om vide-

regivelse af oplysninger i sundhedsvæsenet reguleret særskilt, idet reglerne forin-

den fulgte reglerne i forvaltningsloven og lov om offentlige myndigheders registre.

Sundhedslovens kapitel 9

Sundhedslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger finder

anvendelse i de tilfælde, hvor patienter inden for sundhedsvæsenet eller andre

steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivnin-

gen.

Nedenfor redegøres for de centrale bestemmelser om sundhedspersoners videre-

givelse og pligt til indberetning. Det bemærkes, at der i lovens kapitel 9 tillige findes

regler om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger, videregivelse til pårø-

rende og læge vedrørende afdøde patienter samt særlige regler om videregivelse

er oplysninger til tredjelande. Det bemærkes endvidere, at sundhedsloven udover

de nedenfor nævnte bestemmelser i en række tilfælde regulerer behandlingen af

oplysninger i registre og databaser, f.eks. Dansk Patientsikkerhedsdatabase Vac-

cinationsregisteret m.v.

Efter sundhedslovens § 41, stk. 1, kan en sundhedsperson

med

patientens sam-

tykke videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om helbredsforhold og

andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller andre

patienter.

Uden

patientens samtykke kan oplysningerne i medfør § 41, stk. 2, videregives,

når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten,

og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og be-

hov,

2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sy-

gehusvæsenet, til patientens alment praktiserende læge eller den praktise-

rende speciallæge, der har henvist patienten til sygehusbehandling,

3) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på

privatejet sygehus, klinik m.v., til de i nr. 2 nævnte læger, når behandlingen

er ydet efter aftale med et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i hen-

hold til denne lov

4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen

interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der

ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre,

5) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge,

der virker som stedfortræder for denne,

6) videregivelsen sker til en læge, tandlæge eller jordemoder om en patient,

som modtageren tidligere har deltaget i behandlingen af, når

a) videregivelsen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af

modtagerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation

for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb og

b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og

behov, eller

7) videregivelsen sker til en studerende, der som led i en sundhedsvidenska-

belig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient

uden at være medhjælp, når

a) videregivelsen er nødvendig for den studerendes forståelse af be-

handlingssituationen eller evaluering af den studerendes deltagelse i

behandlingssituationen og

b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og

behov.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 4

Efter § 41, stk. 3, kan patienten frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1-3, 6 og

7, videregives.

Til andre formål end behandling kan sundhedspersoner efter § 43, stk. 1,

med

patientens samtykke videregive oplysninger om patienten til andre sundhedsper-

soner, myndigheder, organisationer, privatpersoner m.fl.

Oplysningerne kan efter § 43, stk. 2,

uden

patientens samtykke bl.a. videregives,

når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen

skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning

for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar al-

men interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns-

og kontrolopgaver.

Videregivelse af oplysninger til forskning, statistik og planlægning kan uden patien-

tens samtykke ske efter reglerne i sundhedslovens §§ 46-48. Det følger heraf, at

en sundhedsperson kan videregive oplysninger om helbredsforhold og andre for-

trolige oplysninger til brug for et konkret sundhedsvidenskabeligt forskningsprojekt,

der har tilladelse af en videnskabsetisk komite efter lov om videnskabsetisk be-

handling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter. Oplysningerne kan desu-

den videregives til en forsker til brug for konkrete forskningsprojekter, der ikke har

tilladelse fra en videnskabsetisk komite, efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen.

Udover videregivelsesreglerne i sundhedslovens kapitel 9 reguleres behandlingen

af personoplysninger, f.eks. indberetning, tillige i sundhedslovens §§ 195-196 og

197 m.fl.

Det er ministeriets opfattelse, at sundhedslovens regler om indberetning supplerer

videregivelsesreglerne i lovens kapitel 9. Det er således endvidere ministeriets

vurdering, at sundhedspersoner i tilfælde af indberetningspligt kan videregive op-

lysninger udover de tilfælde, der er hjemlet i kapitel 9.

Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder

Efter sundhedslovens § 195 påhviler det regionsråd, kommunalbestyrelser, prakti-

serende sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver

sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyn-

digheder m.fl. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte

regler.

De centrale sundhedsmyndigheder er Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Insti-

tut.

Bestemmelsen vedrører alle oplysninger om virksomheden, herunder også oplys-

ninger om aktivitet, omkostninger og ressourceanvendelse, finansielle oplysninger

m.v.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 5

Bemyndigelsen er udmøntet ved bl.a. bekendtgørelse nr. 30 af 13. januar 2010 om

kommunernes indberetning af stofmisbrug til Sundhedsstyrelsen og ved § 47 i

bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.

Sundhedslovens § 195 viderefører den tidligere bestemmelse i sygehuslovens §

15, idet bemærkes, at der i sidstnævnte bestemmelse oprindeligt kun var en pligt

for de nævnte til at give oplysningerne til Sundhedsstyrelsen. Denne pligt blev ud-

videt ved lov nr. 437 af 14. juni 1995 om ændring af sygehusloven med henblik på

tillige at gøre det muligt at stille krav om at give oplysningerne til ministeriet eller til

en anden central sundhedsmyndighed, som ministeren udpeger. Ved vedtagelsen

af sundhedsloven i 2005 blev bestemmelsen på ny udvidet, således at ministeren

også kan bestemme, at der skal ske indberetning til andre end de centrale sund-

hedsmyndigheder.

Efter § 195, stk. 2, i sundhedsloven påhviler det alment praktiserende læger, der

yder behandling til gruppe 1-sikrede personer at give oplysninger om virksomhe-

den til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetal-

te tilskud og honorarer, bortset fra oplysninger, der identificerer eller gør det muligt

at identificere patienten.

Ministeren for sundhed og forebyggelse kan i medfør af stk. 3 fastsætte nærmere

regler om, hvilke oplysninger alment praktiserende læger skal give til regionsråde-

ne efter stk. 2. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 967 af 29. juni

2014.

Indberetning til kliniske kvalitetsdatabaser

Efter sundhedslovens § 196, stk. 1, godkender Statens Serum Institut landsdæk-

kende og regionale kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er da-

taansvarlig for. Statens Serum Institut fastsætter efter bestemmelsen nærmere

regler for procedure og kriterier for godkendelse af kliniske kvalitetsdatabaser og

for kvalitetsdatabasernes virke.

Statens Serum Institut har endnu ikke udmøntet bemyndigelsen, hvorfor Sund-

hedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 459 af 16. maj 2006 om godkendelse af lands-

dækkende og regionale kliniske kvalitetsdatabaser ikke er erstattet og fortsat er

gældende.

Af § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen følger, at godkendelsen af de kliniske kvalitetsda-

tabaser er gyldige i en treårig periode.

Efter sundhedslovens § 196, stk. 2, som viderefører sygehuslovens § 15 a, stk. 1,

kan ministeren indføre en indberetningspligt ved at fastsætte regler om, at regions-

råd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der driver sygehuse,

samt praktiserende sundhedspersoner, skal indberette oplysninger til kliniske kvali-

tetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig for, og hvor der sker

registrering af helbredsoplysninger m.v. med henblik på overvågning og udvikling

af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af patienter.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1725 af 21. december 2006

om indberetning af oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser m.v.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 6

Af pkt. 2.5.1 i bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag for be-

stemmelserne om de kliniske kvalitetsdatabaser, fremgår, at behandlingen af op-

lysninger i databaserne forudsættes at ske inden for rammerne af persondatalo-

vens § 10, jf. mere herom nedenfor.

Indberetning af oplysninger, der kan henføres til enkeltpersoner, til de kliniske kva-

litetsdatabaser, kan efter sundhedslovens § 196, stk. 4, ske uden samtykke fra

personen.

Ved en klinisk kvalitetsdatabase forstås et register, hvor der sker en registrering af

data, der med udgangspunkt i det enkelte patientforløb kan belyse og bidrage til

forbedring af den samlede kvalitet eller dele af den samlede kvalitet af sundheds-

væsenets indsats og resultater for en afgrænset gruppe af patienter baseret på

diagnose. Der er således tale om databaser, der via konkrete registreringer fra

klinikere indeholder målbare indikatorer, som med udgangspunkt i det enkelte pati-

entforløb kan belyse den samlede kvalitet eller dele af den samlede kvalitet af

sundhedsvæsenets indsats og resultater for en nærmere bestemt gruppe af patien-

ter.

Kliniske kvalitetsdatabaser har flere vigtige formål. Det primære formål er, at kvali-

tetsdatabaserne skal være et redskab i den sundhedsfaglige kvalitetsudvikling og

forskning, men databaserne kan principielt også inddrage aspekter vedrørende

ressourceudnyttelse og patienttilfredsheden. Derudover kan kliniske kvalitetsdata-

baser bidrage med relevant information om det sundhedsfaglige kvalitetsniveau,

der kan indgå i beslutningsgrundlaget for den politiske og administrative ledelse.

Kommunal og regional tilrettelæggelse og planlægning på sundhedsområdet

Efter sundhedslovens § 197, stk. 1 og 2, kan regionsrådene og kommunalbestyrel-

serne til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den regionale hhv. kommunale

indsats på sundhedsområdet indhente og behandle personoplysninger fra offentli-

ge registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser, efter regler fastsat af

ministeren for sundhed og forebyggelse.

Bestemmelserne sikrer, at kommunerne og regionerne på personhenførbart niveau

får mulighed for at indhente oplysninger om borgeres sundhedsydelser i både an-

dre kommuner og regioner fra de centrale sundhedsregistre.

Formålet hermed er en øget vidensdeling, herunder at kommunerne og regionerne

i højere grad deler deres viden om borgernes modtagelse af sundhedsydelser, så

de kan optimere deres tilrettelæggelse og planlægning af deres sundhedsindsatser

og skabe øget sammenhæng mellem det regionale sundhedsvæsen og de kom-

munale sundheds- og plejeopgaver.

Det fremgår videre af bemærkningerne, at kommuner og regioner hidtil udelukken-

de haft adgang til oplysninger om borgere fra andre kommuner og regioner på

ikke-personhenførbart niveau. Kommunerne har dog haft adgang til regionale data

på personhenførbart niveau på de områder, hvor der er fuld kommunal finansiering

af regionale sundhedsydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 7

Hensigten med den øgede adgang er bl.a.:

At regioner og kommuner skulle følge patienters vej i hele sundhedssy-

stemet for herved at kunne afdække, hvor der er organisatoriske eller be-

handlingsmæssige uhensigtsmæssigheder, der forsinker eller taber patien-

ten i forløbet.

Sammenligning af indsats m.v. i andre kommuner og regioner, for derved

at se, om der er tale om generelle tendenser eller kommunens/regionens

egne konkrete tiltag.

Sammenligning af best practice

Behandlingen af oplysninger forudsættes at ske i overensstemmelse med person-

datalovens § 10, således at oplysningerne udelukkende kan behandles med hen-

blik på at udføre statistiske og videnskabelige undersøgelser. Oplysningerne må

således ikke anvendes til andre formål, f.eks. sagsbehandling eller andre tiltag

over for den enkelte patient/borger. Oplysningerne skal i videst muligt omfang be-

handles i ikke-personhenførbar form.

De dataansvarlige myndigheder skal overholde sikkerhedsbekendtgørelsen, her-

under kravet om logning, autorisation og kontrol med adgangsforsøg.

Ifølge stk. 3 bemyndiges ministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvilke regi-

stre der kan indhentes oplysninger fra, og om behandlingen af disse oplysninger.

Bemyndigelsen er ikke udmøntet.

Persondataloven

Behandlingen af helbredsoplysninger samt andre følsomme personoplysninger er

– udover sundhedsloven – reguleret af persondataloven. Persondataloven er den

primære lov, der implementerer databeskyttelsesdirektivet i dansk ret. Inden for sit

anvendelsesområde finder persondataloven anvendelse, med mindre regler i an-

den lovgivning giver den registrerede en bedre retsstilling, eller reglerne i person-

dataloven er udtrykkelig fraveget i anden lovgivning.

Enhver behandling, herunder registrering, opbevaring, videregivelse, samkøring,

indsamling, systematisering, tilpasning, brug m.v. af personoplysninger, som er

omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, skal have hjemmel i behand-

lingsreglerne i lovens kapitel 4.

Med behandling forstås ifølge persondatalovens § 3, nr. 2, enhver operation eller

række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som op-

lysninger gøres til genstand for. Bestemmelsen skal ifølge bemærkningerne forstås

i meget bred forstand og dækker over en enhver form for behandling af personop-

lysninger, f.eks. indsamling, registrering, opbevaring, videregivelse m.v., se hertil

Persondataloven med kommentarer (Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen, 2.

udgave, 2008), side 104.

I persondataloven er begrebet videregivelse – ligesom i sundhedsloven – ikke

nærmere defineret. Af Persondataloven med kommentarer (Henrik Waaben og

Kristian Korfits Nielsen, 2. udgave, 2008), side 110, fremgår, at en

videregivelse

indebærer, at oplysningerne meddeles en tredjemand, som herefter har en selv-

stændig ret til at behandle og udnytte oplysningerne i overensstemmelse med lo-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 8

vens almindelige behandlingsregler, hvorimod en

overladelse

alene giver modtage-

ren ret til at behandle på den dataansvarliges vegne og i overensstemmelse med

dennes instruks. Der vil eksempelvis være tale om en overladelse, når en dataan-

svarlig overlader behandling af personoplysninger til en såkaldt databehandler,

dvs. en fysisk eller juridisk person, offentlig myndighed, institution mv., som kun

behandler de pågældende oplysninger på vegne af (efter instruks fra) den dataan-

svarlige.

Overladelse af en behandling af personoplysninger skal ske i overensstemmelse

med sikkerhedsreglerne i persondatalovens kapitel 11, hvilket bl.a. indebærer, at

der skal indgås en såkaldt databehandleraftale mellem den dataansvarlige og den

fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution m.v., der behandler

oplysningerne på den dataansvarliges vegne (databehandleren), og at databe-

handleren udelukkende må behandle oplysninger efter instruks fra den dataansvar-

lige.

Overladelse af oplysninger kræver ikke selvstændig behandlingshjemmel, og data-

behandleren kan således behandle oplysningerne i samme omfang, som den da-

taansvarlige har hjemmel til, se hertil bl.a. Persondataloven med kommentarer

(Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen, 2. udgave, 2008), side 105.

Persondatalovens § 5 indeholder en række grundlæggende principper, som altid

skal iagttages, når der behandles oplysninger inden for lovens anvendelsesområ-

de, herunder krav om iagttagelse af god databehandlingsskik samt om formålsbe-

stemthed, udtrykkelighed, relevans, proportionalitet og datakvalitet. Bestemmelsen

udgør ikke et behandlingsgrundlag i sig selv.

Persondatalovens §§ 6-8 indeholder generelle betingelser for, hvornår behandling

af henholdsvis ikke-følsomme (herunder fortrolige) og følsomme oplysninger kan

finde sted.

Ifølge lovens § 6 kan oplysninger bl.a. behandles med den registreredes samtykke,

for at overholde en retlig forpligtelse, for at beskytte den registreredes vitale inte-

resser m.v.

Efter persondatalovens § 7, stk. 1, må oplysninger om racemæssig eller etnisk

baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige

tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold som ud-

gangspunkt ikke behandles.

Oplysningerne kan dog f.eks. behandles med den registreredes samtykke eller for

at beskytte personers vitale interesser m.v. Endelig følger det – af særlig betydning

for sundhedssektoren – af § 7, stk. 5, at forbuddet i stk. 1 ikke gælder, hvis be-

handlingen af oplysninger er nødvendig med henblik på forebyggende sygdoms-

bekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling, eller forvalt-

ning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen foretages af en person inden

for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.

Hertil kommer persondatalovens § 10, stk. 1, hvoraf det følger, at bl.a. oplysninger

som nævnt i § 7, stk. 1, må behandles, hvis dette

alene

sker med henblik på at

udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæs-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 9

sig betydning, og hvis behandlingen er

nødvendig

for udførelsen af undersøgelser-

ne. Oplysningerne må ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnska-

beligt øjemed, jf. § 10, stk. 2. Endelig fastsætter § 10, stk. 3, at oplysningerne kun

må videregives til tredjemand efter forudgående tilladelse fra Datatilsynet, som kan

stille nærmere vilkår for videregivelsen.

Persondatalovens kapitel 11 indeholder krav til den dataansvarliges behandlings-

sikkerhed. Kravene er uddybet i den såkaldte sikkerhedsbekendtgørelse, der er

udstedt i medfør af § 41, stk. 5, og som indeholder krav til sikkerhedsforanstaltnin-

ger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvalt-

ning.

Endelig indeholder persondatalovens kapitel 12 og 13 regler om anmeldelse til og

indhentning af en udtalelse eller tilladelse fra Datatilsynet. Forinden behandlingen

af personoplysningerne iværksættes, skal den dataansvarlige eller dennes repræ-

sentant efter § 43 (offentlige myndigheder) og § 48 (private dataansvarlige) foreta-

ge anmeldelse til Datatilsynet.

Offentlige myndigheder skal for behandlinger, der omfattes af anmeldelsespligten i

§ 43, bl.a. indhente en udtalelse fra Datatilsynet, hvis behandlingen omfatter op-

lysninger omfattet af lovens §§ 7-8, hvis behandlingen finder sted med henblik på

at føre et retsinformationssystem, hvis behandlingen finder sted i forbindelse med

for forskning og statistik, eller hvis behandlingen omfatter samkøring af oplysninger

i kontroløjemed.

Private skal efter § 50 bl.a. indhente en forudgående tilladelse fra Datatilsynet, når

behandlingen omfattes af anmeldelsespligten i § 48 og omfatter oplysninger omfat-

tet af §§ 7-8 m.v.

Kravene om anmeldelse og indhentning af en udtalelse har ingen betydning for

behandlingens materielle lovlighed, men varetager bl.a. hensynet til gennemskue-

lighed og kontrol, herunder offentlighedens kendskab til behandlingerne og Datatil-

synets mulighed for at føre kontrol og tilsyn. Manglende anmeldelse eller indhen-

telse af udtalelse, herunder ændring af eksisterende anmeldelser, er en overtræ-

delse af persondataloven.

Forholdet mellem sundhedsloven og persondataloven

Både sundhedsloven og persondataloven regulerer behandlingen af personoplys-

ninger i sundhedsvæsenet.

Med henblik på at løse eventuelle konflikter mellem persondataloven og andre

love, der regulerer behandlingen af persondata, fremgår det af persondatalovens §

2, stk. 1, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som

giver den registrerede en

bedre

retstilling, går forud for reglerne i persondataloven.

Bestemmelsens ordlyd tager derimod ikke stilling til, hvilke regler der skal gælde,

såfremt anden lovgivning giver den registrerede en

dårligere

retsstilling. Af be-

mærkningerne til bestemmelsen i det bagvedliggende lovforslag følger imidlertid, at

loven finder anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden

lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling, med mindre den dårligere

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 10

retsstilling har været tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod direktivet om behandling af

personoplysninger.

I forarbejderne til videregivelsesreglerne i sundhedsloven adresseres forholdet til

persondataloven ikke. Der henvises i stedet i vidt omfang til retsstillingen efter den

tidligere lov om patienters retsstilling, der ifølge bemærkningerne forudsættes at

være i overensstemmelse med direktivet. Videre fremgår det af pkt. 6 i de alminde-

lige bemærkninger til det bagvedliggende lovforslag om patienters retsstilling, at

der er behov for at fastsætte særlige regler om videregivelse af helbredsoplysnin-

ger for at styrke patienternes retsstilling i forhold til de mere lempelige behand-

lingsmuligheder efter databeskyttelsesdirektivet.

Det er på denne baggrund ministeriets vurdering, at der med retsstillingsloven og

sundhedsloven udtømmende er gjort op med muligheden for sundhedspersoners

videregivelse

af personoplysninger fra behandlingssammenhænge, og at det ikke

er muligt at falde tilbage på de lempeligere regler i persondataloven, der implemen-

terer databeskyttelsesdirektivet. Persondatalovens regler kan således ikke anven-

des som supplement til reglerne i sundhedsloven i forhold til sundhedspersoners

videregivelse af oplysninger fra behandlingssammenhænge.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til kapitel 5 i retsstillingsloven, at regler-

ne i loven alene vedrører spørgsmålet om

videregivelse

af oplysninger, og at alle

øvrige spørgsmål skal behandles efter reglerne i registerlovgivningen og regler

fastsat i medfør deraf. Tilsvarende fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Det er på denne baggrund ministeriets vurdering, at spørgsmål om behandling af

personoplysninger i øvrigt, som ikke er særskilt reguleret af sundhedsloven eller

regler udstedt i medfør heraf, skal vurderes efter de generelle regler i persondata-

loven. Således er f.eks. andre former for behandling end sundhedspersoners vide-

regivelse fra behandlingssammenhænge – f.eks. registrering, opbevaring, brug og

sletning mv. – og spørgsmål om behandlingssikkerhed som udgangspunkt regule-

ret at persondataloven. Det er på den baggrund tillige ministeriets vurdering, at

sundhedsloven ikke er til hinder for, at en dataansvarlig kan overlade en behand-

ling til en databehandler efter reglerne i persondataloven herom.