Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
1417621_0001.png
Folketinget
Socialudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
7. november 2014
Forvaltningsretskontoret
Birgitte Broberg
2014-0032-1595
1347055
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm. del), som Folketingets
Socialudvalg har stillet til justitsministeren den 20. oktober 2014. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Mette Frederiksen
/
Carsten Madsen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Spørgsmål nr. 9 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg:
”Ministeren bedes redegøre for, om der er nogle sanktionsmu-
ligheder overfor en kommune, hvis den ikke partshører en bor-
ger som loven foreskriver?”
Svar:
1.
Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at en myndighed skal fore-
tage partshøring, før der træffes afgørelse i en sag, hvis en part i sagen ikke
kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af be-
stemte oplysninger vedrørende sagens faktiske grundlag eller eventuelle
eksterne faglige vurderinger. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til
ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens af-
gørelse.
Det er almindelig antaget i den juridiske litteratur, at forvaltningslovens §
19 indebærer en væsentlig retsgaranti for parten, og hvis en kommune har
undladt at foretage partshøring, vil der kunne opstå et spørgsmål om ugyl-
dighed i forhold til afgørelsen.
Om retsvirkningerne af en tilsidesættelse af partshøringsreglerne anføres i
Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (1. udgave 2013), side
529, bl.a. følgende:
”Tilsidesættelse af regler om partshøring medfører i alminde-
lighed, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre myndigheden i
den konkrete sag godtgør, at en høring af parten ikke ville have
kunnet føre til et andet resultat, eller dog påviser, at beslutnin-
gen i tilfælde af korrekt høring ikke ville have fået et andet
indhold.”
Der kan tillige henvises til bl.a. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret –
sagsbehandling (7. udgave 2014), side 360, og Hans Gammeltoft-Hansen
m.fl., Forvaltningsret (2. udgave 2002), side 858.
2.
Kommunerne er underlagt et retligt tilsyn efter reglerne i kommunesty-
relsesloven, som hører under Økonomi- og Indenrigsministeriets ressort.
Det fremgår således af kommunestyrelseslovens § 48, stk. 1, at Statsfor-
valtningen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Statsforvaltningen fører dog
ikke tilsyn, i det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
stilling til den pågældende sag, jf. lovens § 48, stk. 3. Det bemærkes i den
sammenhæng som eksempel, at afgørelser, en kommune træffer i henhold
til social- og beskæftigelseslovgivningen, efter kapitel 10 i lov om retssik-
kerhed på det sociale område i almindelighed kan påklages til Ankestyrel-
sen med den virkning, at det kommunale tilsyn ikke er kompetent.
Det er endvidere Statsforvaltningen, der efter kommunestyrelseslovens §
48 a beslutter, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse en tilsynssag,
ligesom Statsforvaltningen vurderer, hvilken reaktion der vil være påkræ-
vet i en given situation.
Statsforvaltningen råder som led i tilsynet over en række forskellige reak-
tionsmuligheder, jf. kommunestyrelseslovens §§ 50-51.
3