Folketingets Socialudvalg
Dato: 13. maj 2015
”Ministeren bedes oplyse, hvorfor der alene gives refusion til ophold på kvinde-
krisecentre og ikke tilsvarende refusion til ambulante rådgivnings- og behand-
lingstilbud til de voldsudsatte familier, hvor dette er den mest hensigtsmæssige
hjælp?”
Ifølge servicelovens § 173 er det kommunerne, der fuldt ud afholder udgifterne
til den hjælp, der ydes til borgeren til imødekommelse af borgerens behov efter
loven. Baggrunden for dette er princippet om, at den myndighed, som træffer
afgørelse om, hvilke tilbud en borger er berettiget, skal betale for disse tilbud.
Servicelovens § 177 indeholder imidlertid nogle få undtagelser til denne hoved-
regel, herunder at staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter til bofor-
mer efter servicelovens § 109, kvindekrisecentre.
Den statslige refusion på 50 pct. af kommunernes udgifter til kvindekrisecentre
skal ses i sammenhæng med det såkaldte selvmøderprincip, hvor en kvinde kan
optages i kvindekrisecenter på egen anmodning og uden forudgående kommu-
nal visitation. Det er lederen af kvindekrisecentret, der konkret træffer afgørelse
om, hvorvidt en kvinde kan optages i krisecentret. Dette gælder, uanset om op-
tagelse sker efter henvisning af borgeren fra en offentlig myndighed, eller ved at
borgeren selv henvender sig med anmodning om optagelse.
Kommunerne har herudover en generel forpligtigelse til at tilbyde gratis rådgiv-
ning, der har til formål at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren
over øjeblikkelige vanskeligheder, og kommunalbestyrelsen skal i forbindelse
med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden
form for hjælp, herunder for hjælp efter serviceloven. Har borgeren fx særlige
sociale problemer skal borgeren tilbydes hjælp, omsorg eller støtte med ud-
gangspunkt i servicelovens § 85. I disse tilfælde er det kommunen, der træffer
Side
af