PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Handicapkontor

29. januar 2015

Jet/tha

J.nr. 2014-1100

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har modtaget i alt 75 høringssvar til udkast

til lovforslaget om revision af servicelovens voksenbestemmelser. Heraf indeholder 68 indholdsmæssige

bemærkninger til lovforslaget.

Formålet med dette notat er at beskrive intentionerne og formålet med lovforslaget; dels at forenkle loven

og gøre den mere enkel og overskuelig, dels at sikre, at alle borgere får en sammenhængende, helheds- og

resultatorienteret indsats, der imødekommer borgerens behov, og at sagsbehandlingen styrkes i de mest

komplekse sager. På denne baggrund gennemgås og kommenteres de overordnede og gennemgående tre

kritikpunkter i høringssvarene.

Derudover har flere høringsparter en række andre bemærkninger og forslag. De gengives ikke i dette notat.

Ligeledes er der en række høringsparter, som overordnet er positive over for lovforslaget og dets intentio-

ner. Det drejer sig om KL og nogle kommuner, og om Socialpædagogernes Landsforbund og Ankestyrelsen.

Dog peges der på nogle helt konkrete forslag til tydeliggørelser, fx i forhold til at kompensations- og ligebe-

handlingsprincippet fortsat er gældende, at det er muligt at søge om de enkelte ydelser i tilbudsviften, og at

borgeren kan klage over et afslag.

Det er især Danske Handicaporganisationer og flere af dens underorganisationer, som er kritiske og bekym-

rede, men også flere andre bruger- og interesseorganisationer udtrykker bekymring for hele eller dele af

lovforslaget. Generelt ses der dog positivt på den foreslåede fokus på borgerens habilitering og rehabilite-

ring, samt at der skal arbejdes forebyggende og helhedsorienteret.

Kritikken samler sig især om tre punkter:

1. Målgruppetilgangen

2. Tilbudsviften og muligheden for substitution.

Standardisering af udmålingen af støtte til hjælpemidler.

1. Målgruppetilgangen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Flere høringsparter finder det bekymrende, at der ikke kan klages over, hvilken målgruppe man placeres

i. Derudover opfattes målgruppetilgangen som et opgør med kompensationsprincippet og den individuel-

le og konkrete vurdering af borgerens funktionsnedsættelse eller sociale problem og de deraf affødte

behov for støtte.

Formålet med målgruppetilgangen var at gøre loven mere enkel og overskuelig. Målgruppetilgangen var

således alene tænkt som et pædagogisk redskab, ikke et juridisk. Tanken var at gruppere ydelserne mere

systematisk efter, hvilken målgruppe de retter sig mod. Ligesom efter nugældende regler ville det også med

lovforslaget være sådan, at karakteren eller omfanget af borgerens funktionsnedsættelse eller sociale pro-

blemer er afgørende for, hvilke ydelser borgeren kan modtage. Endvidere ville målgruppen for den enkelte

ydelse ligesom i den nugældende lov være beskrevet i den enkelte bestemmelse.

Der ville ikke være tale om, at kommunen skulle træffe afgørelse om, hvilken målgruppe borgeren skulle

placeres i. Derfor var der ikke lagt op til, at borgeren kunne klage over målgruppeplaceringen alene. Det

svarer til situationen efter gældende regler, hvor kommunen også skal vurdere omfanget af borgerens

funktionsnedsættelse, og det er en vurdering, der ikke kan klages over alene.

Efter gældende ret kan borgeren klage, hvis pågældende ikke får den ydelse, som der er søgt om. Det ville

borgeren også kunne med lovforslaget – og i forbindelse med klagesagsbehandlingen vedrørende den an-

søgte ydelse ville der ligesom efter gældende ret kunne tages stilling til omfanget af funktionsnedsættelsen

eller de sociale problemer.

Det, som kommunen med lovforslaget skulle træffe afgørelse om, var, hvilken hjælp borgeren kunne bevil-

ges - og denne afgørelse ville borgeren - ligesom efter gældende ret – kunne klage over.

Det var heller ikke intentionen med lovforslaget, at der skulle ske ændringer i de grundlæggende principper

bag udformningen af handicappolitikken, som serviceloven hviler på, herunder kompensationsprincippet.

Udgangspunktet for servicelovens ydelser til mennesker med handicap ville også fremover følge af især

kompensationsprincippet, nemlig at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kom-

pensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne.

2. Tilbudsviften og mulighed for substitution

Adskillige høringsparter finder, at tilbudsviften og muligheden for substitution, vil medføre, at borgeren

mister rettigheder til konkrete tilbud, ligesom det anføres, at Ankestyrelsen ikke vil kunne tage stilling til

kommunens beslutning om substitution, da Ankestyrelsen ikke kan efterprøve et kommunalt skøn. Der

er også rejst det spørgsmål, om indførelsen af tilbudsviften betyder, at kommunen ikke længere har en

pligt til at etablere de tilbud, der er medtaget i viften, eller om den kan vælge at undlade at etablere nog-

le af tilbuddene – altså om tilbudsviften afskaffer kommunens forsyningsansvar.

Formålet med forslaget om indførelse af den såkaldte tilbudsvifte var at give kommunen mulighed for i

samarbejde med borgeren at sammensætte den rigtige og helhedsorienterede sociale indsats. Samtidig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indeholdt lovforslaget et nyt krav om en obligatorisk udredning, som skulle understøtte, at indsatsen mod-

svarer borgerens behov, så borgeren får den rette hjælp og støtte.

Forud for kommunens afgørelse om tildeling af ydelser og beslutning om eventuel substitution skulle der

således foretages en udredning af borgerens behov og på baggrund af denne udarbejdes en handleplan

med mål for indsatsen og løbende opfølgning herpå. Herefter kunne kommunen ud fra en helhedsoriente-

ret tilgang og en vurdering af de behov, som udredningen havde afdækket, sammensætte en indsats, her-

under substituere én ydelse med en anden, hvis begge ydelser kunne imødekomme borgerens behov. Både

udredning og handleplan skulle ske i samarbejde med borgeren, og kommunen skulle hele tiden have bor-

gerens behov for øje.

Derudover skal det understreges, at den indsats, som kommunen traf afgørelse om, skulle imødekomme

borgerens behov. Det vil sige, at hvis udredningen afdækkede, at borgeren havde behov for at komme ud af

sit botilbud og ud i lokalområdet i enten beskyttet beskæftigelse eller et aktivitets- og samværstilbud, så

ville borgeren få ikke opfyldt sit behov, hvis kommunen havde substitueret beskyttet beskæftigelse eller et

aktivitets- og samværstilbud uden for bostedet med et tilbud beliggende på selve bostedet. Borgeren ville

derfor kunne klage til Ankestyrelsen, som ville skulle vurdere, om borgerens samlede behov for hjælp var

imødekommet med afgørelsen. Til brug for sin vurdering kunne Ankestyrelsen lægge udredningen og hand-

leplanen til grund, hvilket vurderes at ville være en væsentlig retssikkerhedsmæssig forbedring for borge-

ren. Det er derfor ikke rigtigt, at Ankestyrelsen ikke ville kunne efterprøve kommunens afgørelse om substi-

tution, men Ankestyrelsen ville ikke – ligesom i dag – kunne ændre et af kommunen lovligt udøvet skøn.

Det er rigtigt, at der med tilbudsviften var tale om en ny tilgang til flere af servicelovens voksenbestemmel-

ser. Tilbudsviften på voksenområdet var inspireret af en tilsvarende tilbudsvifte på børneområdet, der efter

ministeriets mening sikrer overskuelighed og en sammenhængende, helhedsorienteret tilgang ved vurde-

ring af barnets eller den unges behov. Her er der efter ministeriets opfattelse ikke forekommet nogle af de

problemer, som handicaporganisationerne frygter i forbindelse med nærværende lovforslag.

Endelig skal det også understreges, at kommunen fortsat ville være forpligtet til at kunne tilbyde alle de

ydelser, der indgår i tilbudsviften. Tilbudsviften ville derfor ikke ændre ikke på kommunens forsyningsan-

svar. Borgeren ville efter forslaget også fremover kunne søge kommunen om hver enkelt af de ydelser, som

indgik i tilbudsviften, ligesom borgeren fortsat ville kunne have klaget til Ankestyrelsen, hvis kommunen gav

et afslag på borgerens ansøgning.

3. Standardisering af udmålingen af støtte til visse mindre hjælpemidler

På hjælpemiddelområdet er det primært forslaget om standardisering af udmålingen af støtte til visse

mindre hjælpemidler, som høringsparterne er kritiske overfor. Mange høringsparter frygter, at en stan-

dardisering vil betyde, at borgeren ikke får det bedst egnede hjælpemiddel, da den konkrete og individu-

elle vurdering af borgerens behov fjernes. Derudover er der bekymring for, at kommunerne fastsætter et

så lavt standardbeløb, at borgerne vil være nødt til selv at betale ekstra, hvis det skal være muligt at an-

skaffe et hjælpemiddel, der kompenserer for borgerens behov. Endelig gives udtryk for, at hvis kommu-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nen vælger standardisering i form af ét bestemt produkt, f.eks. én bestemt diabetesnål, vil mange borge-

re ikke kunne få et egnet hjælpemiddel, men tvinges til selv at købe andre produkter.

Formålet med forslaget om standardisering af udmålingen af støtte til visse mindre hjælpemidler var at

forenkle sagsbehandlingen, så det blev muligt at give hurtig hjælp i enkle sager, så borgeren oplevede en

hurtig og smidig sagsbehandling. Forslaget skal ses i sammenhæng med digital ansøgning og forslaget om at

give kommunerne mulighed for objektiv sagsbehandling i enkle, entydige sager, således at borgerens an-

søgning, bilagt en tro- og loveerklæringer, automatisk ville udløse en bevilling. Standardisering indgår også i

de igangværende frikommuneforsøg, hvor to kommuner afprøver standardisering i forhold til brystproteser

og parykker.

Forslaget om standardisering ville kun gælde for visse mindre hjælpemidler, såsom blindestokke, øjenpro-

teser, briller og kontaktlinser, injektions- og testmaterialer til diabetikere og parykker. Der var lagt op til, at

det ville blive fastsat i en bekendtgørelse, hvilke hjælpemidler der kan standardiseres, og at kommunerne

kun ville kunne vælge

at standardisere blandt de fastsatte hjælpemidler. Ved at fastlægge, at det kun er

mindre hjælpemidler, som blandt andet ovennævnte, der kan standardiseres i en bekendtgørelse og ikke i

selve loven, ville der således hurtigere kunne foretages ændringer af, hvilke hjælpemidler der var omfattet

af standardisering. Det ville således løbende kunne vurderes, om der er andre hjælpemidler, som f.eks.

nyudviklede teknologiske hjælpemidler, som ville kunne standardiseres i forhold til udmålingen af støtten,

ligesom hjælpemidler ville kunne tages af bekendtgørelsen, hvis der viser sig behov for det.

Selvom der indføres standardisering af et antal mindre hjælpemidler, ville det fortsat være borgerens be-

hov, som skulle være styrende for indsatsen. Hvis en borger fx ikke kunne tåle de diabetesnåle, kommunen

havde, skulle borgeren selvfølgelig have hjælp til andre. Dette svarer til de nugældende regler, hvor borge-

re, der ikke bliver kompenseret af et hjælpemiddel omfattet af kommunens leverandøraftale, skal have

hjælp til et andet hjælpemiddel uden egenbetaling.

Niveauet for den enkelte standardiserede ydelse fastsættes af den enkelte kommune. Dette ville også gæl-

de for fastsættelsen af standardbeløbet, der kunne udbetales i stedet for udlevering af hjælpemidlet.

Kommunen skulle naturligvis fastsætte niveauet for ydelsen tilstrækkelig højt til, at borgeren kunne købe et

egnet hjælpemiddel uden at skulle lægge noget egenbetaling oveni. Hvis kommunen valgte standardisering

i form af et produkt, ville der ikke være noget til hinder for, at standardiseringen omfattede en vifte af pro-

dukter, f.eks. en række forskellige diabetesnåle eller stomihjælpemidler, som borgeren kunne vælge imel-

lem.

Såfremt en borger var uenig i kommunens afgørelse om tildeling af en konkret standardiseret ydelse, fordi

borgeren ikke mente, at niveauet for ydelsen var tilstrækkeligt til at imødekomme borgerens behov, ville

borgeren kunne klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.