Folketingets Socialudvalg
Dato: 30. januar 2015
”Vil ministeren redegøre for, om formuleringen i Ankestyrelsens principafgørelse
nr. 111-11 "Således at det fastlægges, om NN har sandsynliggjorte merudgifter
til befordring mellem hjem og arbejde, herunder at der tages hensyn til de mer-
udgifter, der måtte følge af, at kørsel i hendes kassebil er dyrere end kørsel i en
almindelig bil." skal forstås således, at det er en bindende retsforskrift, at der
ved beregning af merudgiftsydelse efter servicelovens § 100 (41) skal ske en
individuel og konkret beregning, der tager hensyn til de faktiske befordringsud-
gifter, herunder om en kassebil er dyrere end kørsel i en almindelig bil?”
Til brug ved besvarelsen er der indhentet en udtalelse fra Ankestyrelsen, som
har oplyst følgende:
”Principafgørelse 111-11 går ikke ind i en nærmere beregning af
merudgifter, men vedrører derimod samspillet mellem
merudgiftsreglerne og skattereglerne ved befordring mellem hjem og
arbejde.
Principafgørelsen fastslår, at i det omfang borgeren, efter fratræk af det
ligningsmæssige fradrag, fortsat har en merudgift til befordring mellem
hjem og arbejde i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i
samme livssituation, kan denne merudgift dækkes efter servicelovens §
100. Det er dette, der udgør den principielle udmelding i
principafgørelse nr. 111-11, som kommunerne skal anvende ved
afgørelser i tilsvarende sager.