PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
SAU Alm.del
Offentligt

9. april 2015

J.nr. 15-1008542

Til Folketinget – Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 552 af 19. marts 2015 (alm. del). Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Dennis Flydtkjær (DF).

Benny Engelbrecht

/ Camilla Christensen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål

Ministerens kommentar udbedes til den af borgeren rejste problemstilling i den interne

henvendelse af 2. marts 2015 fra H.P., jf. SAU alm. del - bilag 127.

Svar

Henvendelsen til skatteministeren af 2. marts 2015, der henvises til i spørgsmålet, vedrø-

rer adgangen til rentefradrag efter en skilsmisse, når den ene fraskilte ægtefælle bliver

boende i den fælles bolig. Borgeren foreslår, at reglerne om rentefradrag ændres, så fra-

draget tilfalder den, der betaler renteudgifterne på lånet. Hvis den ene part betaler alle de

løbende ydelser på lånet, skal vedkommende således have adgang til fradrag for alle ren-

teudgifterne.

Reglerne om rentefradrag bygger på det princip, at fradraget tilfalder den person, som

renteudgiften retligt påhviler. Når der eksempelvis er to ejere, følger rentefradraget ejer-

og hæftelsesforholdene. Hvis de tidligere ægtefæller hver ejer halvdelen af boligen, og

hver hæfter for halvdelen af lånet i boligen, vil de også hver have retten til rentefradrag

for halvdelen af renteudgifterne på lånet.

Situationen og reglerne svarer til, hvad der gælder i andre situationer, hvor en person

(f.eks. en kautionist) hæfter for en anden persons gæld. Hvis de to ejere optager hvert sit

lån i stedet for at optage ét fælles boliglån, vil de også hver have retten til rentefradrag for

halvdelen af de samlede renteudgifter, selvom de kautionerer for den andens lån.

I tilfælde hvor en långiver ikke ønsker at medvirke til, at den ene af de tidligere ægtefæller

overtager hele boligen og lånene deri, vil begge de tidligere ægtefæller stadig være retligt

forpligtet til at betale hver deres andel af renteudgifterne. Begge låntagere vil således – i

mangel af en aftale mellem dem – skulle bære hver sin del af renteudgifterne, og rentefra-

draget skal derfor også fordeles mellem dem.

Hvis den ene part alligevel betaler alle renteudgifterne, er det op til denne part at kræve

betaling hos den anden part for den del af det betalte beløb, der påhviler denne part i det

indbyrdes forhold. Viser det sig, at det ikke er muligt at opnå betaling fra den anden part

henset til dennes økonomiske forhold, vil dette tab være fradragsberettiget, når tabet er

konstateret og kan gøres endeligt op.

En ændring af reglerne for rentefradrag som foreslået ville betyde, at adgangen til fradrag

ikke længere ville tilfalde den, der er retligt forpligtet til at betale. Der vil endvidere i dag,

som beskrevet ovenfor, i sidste ende være adgang til fradrag for den part, der har betalt

alle renteudgifterne – forudsat at det ikke efterfølgende er muligt at opnå dækning herfor

hos den anden part. Jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for at ændre reglerne på

området.

Side 2 af 2