Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
SAU Alm.del
Offentligt
1510719_0001.png
20. marts 2015
J.nr. 15-0959454
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 548 af 16. marts 2015 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Torsten Schack Pedersen (V).
Benny Engelbrecht
/ Søren Schou
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1510719_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om der skal betales udligningsskat af en livsvarig invalidepension,
der er tildelt, før personen har nået folkepensionsalderen, når den udbetales til personer,
der har nået folkepensionsalderen?
Svar
Udligningsskatten af store pensionsudbetalinger er en del af den daværende regerings
aftale med Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0 – Vækst, klima, lavere skat. Udlignings-
skatten blev gennemført i 2010 med virkning fra indkomståret 2011.
Baggrunden for udligningsskatten er, at indskud på pensionsordninger med løbende og
ratevise udbetalinger kan fradrages i den personlige indkomst. For personer, der betaler
topskat, var værdien af fradraget 59 pct. (ekskl. arbejdsmarkedsbidrag og kirkeskat) før
Forårspakke 2.0. Personer med høje indkomster har således kunnet indbetale til disse
pensionsordninger med meget høj fradragsværdi.
Modstykket hertil er, at udbetalinger fra disse pensionsordninger indkomstbeskattes. Med
Forårspakke 2.0 blev marginalskatten nedsat markant og dermed også skatten på udbeta-
linger fra den pensionsformue, der allerede var opbygget. Det indebærer ifølge aftalen om
Forårspakke 2.0 en utilsigtet gevinst for den eksisterende pensionsopsparing, der er fra-
draget med højere marginalskatter. Der blev derfor indført en midlertidig udligningsskat
for personer med store pensionsudbetalinger med henblik på at neutralisere denne utilsig-
tede virkning. Store pensionsudbetalinger er udbetalinger over 374.800 kr. (2015-niveau).
Ved opgørelsen af grundlaget for udligningsskatten medregnes invalidepension som ud-
gangspunkt ikke. I det fremsatte lovforslag om udligningsskatten (L 213 fremsat den 28. april
2010) var invalidepensioner helt friholdt for udligningsskat, jf. aftalen af 1. marts 2009 mellem
den daværende regering og Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0.
Under behandlingen af lovforslaget blev der imidlertid indføjet en regel om, at hvis en
invalidepension ikke ændrer betegnelse til alderspension – der er omfattet af udlignings-
skatten – ved opnåelse af folkepensionsalderen, omfattes invalidepensionen af udlignings-
skatten fra dette tidspunkt. Begrundelsen er, at ”invalidepensionen” fra dette tidspunkt
reelt er en alderspension og derfor skal indgå i grundlaget på linje med almindelig alders-
pension.
Reglen indebærer, at pensionen indgår i grundlaget for udligningsskatten i det tilfælde,
hvor en person modtager en invalidepension eksempelvis fra alder 50 (der er undtaget fra
udligningsskatten) og ved opnåelsen af folkepensionsalderen fortsætter med at modtage
samme type ydelse, dvs. uden en formel ændring af betegnelsen af den modtagne ydelse
til alderspension.
Side 2 af 2