Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
SAU Alm.del
Offentligt
1494150_0001.png
5. februar 2015
J.nr. 15-0198749
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 368 af 15. januar 2015 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Mads Rørvig (V).
Benny Engelbrecht
/ Per Hvas
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1494150_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for sine overvejelser om tredejparts-indberetninger til SKAT for
deleøkonomi-tjenester som Uber, AirBnB, m.fl.
Svar
En forudsætning for at blive omfattet af en indberetningspligt efter skattekontrolloven er,
at der er tale om fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet, eller
som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet.
Både AirBnB og Uber driver virksomhed via hjemmesider og har begge hovedsæde i
USA. Når der - som det er tilfældet for AirBnB og Uber - drives virksomhed via en
hjemmeside, kan virksomheden være etableret såvel her i landet som i udlandet. AirBnB
og Uber vil således ikke være omfattet af en dansk indberetningspligt, medmindre formid-
lingen sker gennem et dansk datterselskab eller et fast driftssted i Danmark.
Særligt i forhold til AirBnB og lignende tjenester, der formidler privat udlejning af værel-
ser, skal anføres, at en person, der udlejer dele af eller hele sin privatbolig, er skattepligtig
af lejeindtægten, men samtidig har fradrag for de omkostninger, der måtte være ved ud-
lejningen. Der er fastsat en skematisk regel for opgørelse af fradrag i lejeindtægten, jf.
ligningslovens § 15 P. Efter de gældende regler kan en udlejer af egen bolig fratrække et
bundfradrag, der udgør 1,33 pct. af ejendomsværdien for indkomståret – dog altid mindst
24.000 kr. pr. år i lejeindtægten. Er udlejeren lejer eller andelshaver, er bundfradraget 2/3
af den samlede årlige husleje eller boligafgift.
Ud fra en forudsætning om, at de fleste kun udlejer deres bolig i få uger om året, vurderes
det, at lejeindtægter opnået via tjenester som AirBnB kun sjældent vil udløse beskatning
af lejeindtægterne, når der henses til de særlige regler på området.
På baggrund heraf har jeg ikke aktuelt overvejelser om at indføre en indberetningspligt på
området.
Side 2 af 2