REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 705: Spm. om at redegøre for, om der er en ændring i regeringens holdning til at indføre ADHD-fængsler eller afdelinger som i Sverige, til justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

7. maj 2015

Straffuldbyrdelseskontoret

Katrine Born Thodsen

2015-0030-3374

1577340

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 705 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. april 2015. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Mette Frederiksen

Rikke Freil Laulund

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 705: Spm. om at redegøre for, om der er en ændring i regeringens holdning til at indføre ADHD-fængsler eller afdelinger som i Sverige, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 705 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for, om der er en ændring i regerin-

gens holdning til at indføre ADHD-fængsler eller afdelinger

som i Sverige? Vil ministeren indhente materiale, der belyser

erfaringerne her?”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at Sundhedsstyrelsens nationale kliniske

retningslinjer for udredning og behandling af ADHD hos voksne er blevet

offentliggjort i februar 2015.

Det kan endvidere oplyses, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2013

var på besøg i Sverige for at høre om de svenske erfaringer på området, og

at direktoratet på ny vil tage kontakt til de svenske myndigheder for at un-

dersøge, om der er yderligere svenske erfaringer, der kan indgå i direktora-

tets overvejelser om diagnosticering og behandling af ADHD.

Jeg kan tilslutte mig synspunkterne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen,

der er gengivet nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at retningslinjerne fra

Sundhedsstyrelsen ikke giver anledning til at træffe beslutning om, at per-

soner med diagnosen ADHD eller personer, hvor der er mistanke om

ADHD, skal samles på særlige afdelinger i kriminalforsorgens regi.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:

”1.

Kriminalforsorgen benytter i dag de samme medicinske

behandlingstilbud til indsatte med ADHD, som personer, der

ikke er frihedsberøvede, kan få. Som bekendt er der ikke i kri-

minalforsorgen særlige afdelinger eller fængsler forbeholdt

personer med diagnosen ADHD eller forbeholdt personer, hvor

der er mistanke om, at de har ADHD.

Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 1491 af 3. sep-

tember 2014 fra Folketingets Retsudvalg, har Direktoratet for

Kriminalforsorgen anset Sundhedsstyrelsens nationale kliniske

retningslinjer for udredning og behandling af ADHD hos

voksne for vigtige for kriminalforsorgens vurdering af, hvor-

dan man fremadrettet skal håndtere problemstillingen vedrø-

rende indsatte med ADHD i kriminalforsorgen. Kriminalfor-

sorgen har derfor afventet offentliggørelsen af retningslinjerne,

som kom i februar 2015.

Ud over anbefalinger angående metoder til diagnosticering af

ADHD anviser Sundhedsstyrelsen i retningslinjerne nogle an-

befalinger i forhold til behandling, og der peges på dels farma-

kologisk behandling, dels kognitiv adfærdsterapi og psykoedu-

kation, ligesom der peges på en blanding af de to behandlings-

former.

Sundhedsstyrelsen har i retningslinjerne gradueret anbefalin-

gerne efter styrke. De fire typer af anbefalinger, der anvendes,

hvis der er evidens, er ”stærk anbefaling for”, ”svag/betinget

anbefaling for”, ”svag/betinget

anbefaling

imod” og ”stærk an-

befaling imod”. De anbefalinger, der anvendes, hvor den sy-

stematiske søgning viser, at der ikke er relevant evidens, er:

”Det er god praksis” og f.eks. ”det er ikke god praksis”.

Det fremgår af retningslinjerne, at der er en

”svag/betinget

an-

befaling

for”

med hensyn til at tilbyde kognitiv adfærdsterapi

til voksne med ADHD, som er i farmakologisk behandling for

ADHD, men at der er begrænset tiltro til den estimerede effekt.

Hvad angår voksne med ADHD, som har symptomer på angst

og depression, og som også er i farmakologisk behandling, er

det ifølge retningslinjerne

”god praksis” at

overveje at tilbyde

kognitiv adfærdsterapi, såfremt det vurderes af den ansvarlige

behandler, at patienten vil kunne følge behandlingen og have

udbytte deraf. Dette betyder altså, at der ikke er relevant evi-

dens, men at anbefalingen derimod bygger på faglig konsensus

blandt medlemmerne af arbejdsgruppen, der har udarbejdet den

kliniske retningslinje.

Direktoratet kan i den forbindelse oplyse, at kriminalforsorgen

i et vist omfang generelt tilbyder programmer, som retter sig

mod de indsattes adfærd, for eksempel Det Kognitive Færdig-

hedsprogrammer, Anger Management og Det Voldsforebyg-

gende Program.

Det fremgår derudover af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at

det

er ”god praksis” at tilbyde voksne med ADHD psykoeduk-

ation i form af et kortere individuelt eller gruppebaseret manu-

aliseret psykoedukationsforløb, dvs. informationsbaseret for-

løb, såfremt det vurderes af den ansvarlige behandler, at pati-

enten vil kunne følge behandlingen og have udbytte deraf.

Under hensyn til, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger således

ikke fremstår med særlig stor styrke, er det Direktoratet for

Kriminalforsorgens vurdering, at det bør overvejes meget

grundigt, før man træffer beslutning om, hvorvidt der bør ind-

føres særlige afdelinger med udredningsordninger med henblik

på at diagnosticere og behandle de indsatte, der har ADHD.

Af Socialstyrelsens Nationale Handleplan for ADHD, som

kom i 2013, fremgår det, at børn, unge og voksne med ADHD

eller lignende vanskeligheder ofte har komplekse problemstil-

linger, som kræver, at flere forvaltningsgrene inddrages i for-

hold til den enkelte og dennes kontekst.

Også af denne grund har Direktoratet for Kriminalforsorgen

vurderet, at det bør overvejes meget grundigt, før man træffer

beslutning om, hvorvidt der bør indføres særlige afdelinger

med henblik på at behandle de indsatte, der har ADHD, og at

det i fald, der etableres sådanne afdelinger, bør ske i tæt sam-

arbejde med det sociale system og med inddragelse og anven-

delse af de tilbud, der allerede findes dér, så der ikke etableres

parallelle systemer.

Direktoratet for Kriminalforsorgen kan herudover oplyse, at

direktoratet i 2013 var på besøg i Sverige for at høre om de

svenske erfaringer. De svenske erfaringer er i øvrigt offentlig-

gjort i en rapport fra 2013.

Det fremgår af sammenfatningen af den svenske rapport, at al-

le (fængsels-)regioner i Sverige oplyser, at det ved behov er

muligt at få en neuropsykiatrisk udredning under opholdstiden

på anstalt. Det er kun ungdomsafdelingen og rigsmodtagelsen

et enkelt sted, som oplyser at have en systematisk screening for

ADHD. Hvorledes udredningerne gennemføres, og hvilket per-

sonale som er involveret, er forskelligt fra region til region.

Kriminalvården har i visse tilfælde fået kritik for, at udrednin-

gerne ikke holder samme standard som indenfor den gængse

psykiatri, og at indkomne henvisninger til den lokale sund-

hedsmyndighed (hjemlandstinget) efter løsladelse derfor ikke

er blevet accepteret.

Det fremgår videre af den svenske rapport, at man i Sverige

har behov for mere viden. Således anføres det blandt andet, at

man i Sverige savner viden om, hvorvidt udredning og behand-

ling af ADHD indenfor Kriminalvården har effekt på risikoen

for tilbagefald til kriminalitet, at der er brug for en systematisk

dokumentation og opfølgning af både udredninger og behand-

linger, og at der er store udfordringer for Kriminalvården og

andre aktører (som fx Socialtjenesten og Arbejdsformidlingen)

i forhold til at skabe sammenhængende forløb.

Direktoratet for Kriminalforsorgen vil på den baggrund atter

tage kontakt til Sverige med henblik på at få klarlagt, om man i

Sverige, siden rapporten udkom, har fået yderligere erfaringer,

som kan indgå i Direktoratet for Kriminalforsorgens overvejel-

ser om ADHD-diagnostisering og -behandling i kriminalfor-

sorgens institutioner.”