Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt
1506008_0001.png
Politi- og Strafferetsafdelingen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
11. marts 2015
Strafferetskontoret
Malene Dalgaard
2015-0030-3125
1510107
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 489 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. februar 2015.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Mette Frederiksen
/
Christian Hesthaven
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 489: Spm. om at hjemmesiden Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens paragraf om rufferi, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 489 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Er
ministeren enig i Jørn Vestergårds udtalelser om at hjem-
mesiden Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens
paragraf om rufferi, og vil ministeren redegøre for, hvad politi-
et har tænkt sig at gøre i den anledning?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der henvises til de
udtalelser fra professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Ve-
stergaard, der er gengivet i Berlingske Tidendes artikel
”Den form for
formidling, som Sugardaters tilbyder, virker temmelig suspekt”
den
23. fe-
bruar 2015.
Med henvisning til indholdet af hjemmesiden Sugardaters.dk er det i artik-
len anført, at Jørn Vestergaard har oplyst, at det afgørende for, om der er
tale om strafbart rufferi, er, om der er tale om organiseret bagmandsvirk-
somhed med hensyn til prostitution. Hvis det kan bevises, at de ansvarlige
systematisk og i betragteligt omfang optræder forsætligt som mellemled
mellem kunder og unge, der sælger sex mod betaling, er der ifølge Jørn
Vestergaard grundlag for en straffesag.
2.
Justitsministeriet har ikke kendskab til konceptet og forretningsgangene
bag hjemmesiden Sugardaters.dk og kan allerede derfor ikke udtale sig
herom. Spørgsmål om, hvorvidt der i en konkret situation foreligger straf-
bare forhold, afgøres i øvrigt i sidste instans af domstolene, og Justitsmini-
steriet vil derfor af principielle grunde heller ikke udtale sig nærmere her-
om.
Det bemærkes i den forbindelse, at politiet efter anmeldelse eller af egen
drift iværksætter efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et
strafbart forhold er begået.
3.
Justitsministeriet kan imidlertid helt generelt oplyse, at straffelovens §§
233 og 233 a har følgende ordlyd:
Ӥ
233.
Den, der driver virksomhed med, at en anden mod
betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en
kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2.
Den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæs-
sigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold
til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det
2
REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 489: Spm. om at hjemmesiden Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens paragraf om rufferi, til justitsministeren
samme gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling
eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved
for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde
som mellemmand.
Stk. 3.
Den, der udlejer værelse i hotel til brug for, at en an-
den erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har
seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år.
§ 233 a.
Den, der ved retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse el-
ler udnyttelse af en vildfarelse eller ved anden utilbørlig
fremgangsmåde formår en anden til mod betaling eller løfte
om betaling at have seksuelt forhold til en kunde, straffes
med bøde eller fængsel
indtil 2 år.”
Straffelovens § 233 blev indsat i straffeloven ved lov nr. 633 af 12. juni
2013 om ændring af straffeloven mv. (Seksualforbrydelserne) og viderefø-
rer i det væsentlige tidligere gældende bestemmelser om rufferi.
Straffelovens § 233, stk. 1, angår ifølge bestemmelsens forarbejder den
bagmand, som driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte
om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Heri ligger, at den pågæl-
dendes involvering skal have et vist omfang og en vis regelmæssighed.
Derimod stilles der ikke krav til den enkelte prostitueredes involvering i
virksomheden. Også en persons enkeltstående seksuelle forhold til en kun-
de mod betaling eller løfte om betaling er omfattet, hvis bagmandens sam-
lede aktiviteter har et sådan omfang,
at den pågældende anses for at ”drive
virksomhed” med andres prostitution. Bestemmelsen omfatter den (bag-
mand), der driver virksomheden, dvs. den, der bestemmer over virksom-
hedens drift. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om bagmanden har
opnået eller tilsigtet at opnå en fortjeneste. Bestemmelsen omfatter både
bordelvirksomhed, barprostitution, escortprostitution og gadeprostitution.
Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 23 (forslaget til straffe-
lovens § 233), i lovforslag nr. L 141, folketingsåret 2012-2013.
Udnyttelse efter straffelovens § 233, stk. 2, 1. pkt., der er subsidiær i for-
hold til § 233, stk. 1, omfatter at påvirke den prostituerede til mere varigt
at videregive en andel af den pågældendes indtjening, uden at modtageren
har et retligt eller naturligt krav herpå. En sådan påvirkning vil efter om-
stændighederne kunne ske stiltiende, men den rent passive modtagelse fra
en prostitueret af en del af dennes indtjening er ikke omfattet af kriminali-
seringen. I grænsetilfælde vil det bero på en konkret vurdering af forholdet
mellem parterne, om en ydet økonomisk fordel fra en prostitueret til en
anden person har en rimelig begrundelse eller er udtryk for en udnyttelse
3
REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 489: Spm. om at hjemmesiden Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens paragraf om rufferi, til justitsministeren
fra modtagerens side. Det bemærkes herved, at bestemmelsen kræver for-
sæt, herunder med hensyn til, at den modtagne økonomiske fordel er fi-
nansieret af giverens indtjening fra prostitution. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 1, nr. 23 (forslaget til straffelovens § 233), i lovfor-
slag nr. L 141, folketingsåret 2012-2013.
Kriminaliseringen i straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt., af mellemmands-
virksomhed er subsidiær i forhold til § 233, stk. 1, og § 233, stk. 2, 1. pkt.
Ifølge forarbejderne til ændringen i 1961 af den dagældende bestemmelse i
straffelovens § 229, stk. 1, 1. led (nu straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt.),
angår bestemmelsen
på linje med den dagældende bestemmelse i straffe-
lovens § 228 (nu straffelovens § 233, stk. 1 og § 233 a)
strafansvaret for
de personer, der betegnes som prostitutionens bagmænd, og kriminaliserer
handlinger, som i væsentlig grad fremmer prostitutionen. Mellemmands-
virksomhed omfatter personer, som anviser andre personer til en prostitue-
ret, såfremt dette enten sker for vindings skyld eller i oftere gentagne til-
fælde
dvs. formidler kontakt mellem en prostitueret og en kunde. Som
eksempel nævnes en hotelportier, bartender eller restaurationstjener, der
mod betaling eller i oftere gentagne tilfælde over for gæster opgiver adres-
sen på en prostitueret. Der henvises herved til bemærkningerne til § 1, nr.
50-52 (forslag til de tidligere gældende bestemmelser i straffelovens § 228
og § 229, stk. 1), i lovforslag nr. L 37, folketingsåret 1960-1961, til be-
mærkningerne til § 1, nr. 23 (forslag til straffelovens § 233), i lovforslag
nr. L 141, folketingsåret 2012-2013 og til Justitsministeriets besvarelse af
21. marts 2013 af spørgsmål nr. 13 til det nævnte lovforslag nr. L 141.
Ikke enhver form for formidling anses for strafbar efter straffelovens §
233, stk. 2, 2. pkt. I U 2014.1437/2 H var syv kvinder i byret og landsret
frifundet for medvirken til rufferi ved at have fungeret som lønnede tele-
fonpassere for prostituerede, hvor de bl.a. modtog tidsbestilling fra kunder,
idet de ikke herved havde medvirket til bordeldriften, men dømt for mel-
lemmandsvirksomhed efter den daværende straffelovs § 229, stk. 1, 1. led
(nu straffelovens § 233, stk. 2, 2. pkt.). Højesteret fandt, at bestemmelsen
efter sin ordlyd og sit formål omfatter egentlig mellemmandsvirksomhed,
hvor der er tale om selvstændig formidling af kontakt mellem en prostitue-
ret og en kunde, men derimod ikke andre hjælpefunktioner i forhold til
prostituerede, herunder hjælp til telefonpasning mv. De tiltalte blev således
frifundet. Højesteret tilføjede, at en sådan bistand, der ydes til en bagmand
(ruffer), efter omstændighederne vil kunne straffes som medvirken til bor-
delvirksomhed (rufferi), jf. straffelovens § 233, stk. 1.
4
REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 489: Spm. om at hjemmesiden Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens paragraf om rufferi, til justitsministeren
Straffelovens § 233 a, som blev indsat i straffeloven ved lov nr. 633 af 12.
juni 2013 om ændring af straffeloven mv. (Seksualforbrydelserne), videre-
fører i moderniseret form den tidligere bestemmelse i straffelovens § 228,
stk. 1, nr. 1, om at forlede nogen til prostitution. For at være omfattet af
bestemmelsen skal gerningsmanden på den ene side ”forlede” nogen, dvs.
anvende falske foregivender eller lignende utilbørlig fremgangsmåde, og
på den anden side må det ikke ske med henblik på, at gerningsmanden el-
ler tredjemand opnår et økonomisk udbytte, idet der i så fald i praksis vil
være tale om menneskehandel, som er en væsentlig alvorligere forbrydel-
se. Bistand til en, der allerede har besluttet sig, er ikke omfattet af be-
stemmelsen. Der henvises herom til pkt. 7.1.2.1 og pkt. 7.2.2.5 i de almin-
delige bemærkninger i lovforslag nr. L 141, folketingsåret 2012-2013. Om
der er anvendt utilbørlig fremgangsmåde
i § 233 a’s forstand
vil bero på en
konkret vurdering, men det forudsættes, at der er handlet i strid med rede-
lig handlemåde. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 23
(forslaget til straffelovens § 233 a), i det nævnte lovforslag og bemærknin-
gerne til § 1, nr. 11 (forslag til straffelovens § 262 a), i lovforslag nr. L
118, folketingsåret 2001-2002.
5