REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 426: Spm. om kommentar til artiklen Efter 485 dage i fængsel er Jeppe frikendt - og fallit, bragt på www.dr.dk den 29. januar 2015, til justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

5. marts 2015

Strafferetskontoret

Morten E. G. Jørgensen

2015-0030-3063

1487042

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 426 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. februar 2015.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Mette Frederiksen

Christian Hesthaven

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 426: Spm. om kommentar til artiklen Efter 485 dage i fængsel er Jeppe frikendt - og fallit, bragt på www.dr.dk den 29. januar 2015, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 426 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere artiklen ”Efter 485 dage i fængsel

er Jeppe frikendt -

og fallit”, bragt på www.dr.dk den 29. janu-

ar 2015, og samtidig redegøre for, hvordan ministeren ser på

anbefalingen om en overgrænse for varetægtsfængslinger for at

nedbringe længden af dem? Ministeren bedes endvidere rede-

gøre for, om hun vil overveje varetægtsfængsling med fodlæn-

ke i udvalgte sager som i England for at nedbringe skaden ved

varetægtsfængsling, hvis der skulle ske en frikendelse.”

Svar:

Af den artikel, der er nævnt i spørgsmålet, fremgår det bl.a., at en 37-

årig mand har været varetægtsfængslet i 485 dage i en sag vedrørende

handel med narkotika, hvorefter han blev frikendt. Den pågældende har i

den forbindelse modtaget 372.000 kr. i erstatning.

Varetægtsfængsling er et alvorligt indgreb, som kan indebære stor social

og psykisk belastning for den enkelte, og varetægtsfængsling skal således

alene anvendes, når der er grundlag for det, og skal ikke udstrækkes læn-

gere end nødvendigt. Regeringen har derfor også fokus på at nedbringe an-

tallet af langvarige varetægtsfængslinger.

Langvarige varetægtsfængslinger kan imidlertid næppe helt undgås,

navnlig i mere komplekse sager. Men vi skal gøre, hvad vi kan for at be-

grænse de mere langvarige varetægtsfængslinger. Justitsministeriet har så-

ledes også noteret sig, at Rigsadvokaten har iværksat en række initiativer

med henblik på at begrænse antallet af varetægtsfængslinger, herunder et

nyt styringskoncept og forbedrede ledelsesinformationssystemer på områ-

det, jf. nedenfor under punkt 5.

Det skal desuden sikres, at skadesvirkningerne af frihedsberøvelsen be-

grænses mest muligt, og kriminalforsorgens institutioner har i den forbin-

delse pligt til at bistå og vejlede den varetægtsfængslede. Heri ligger, at

kriminalforsorgens institutioner skal vejlede og bistå en varetægtsarrestant

for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der

følger af varetægtsopholdet. Institutionen skal i den forbindelse bl.a. for-

midle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden

lovgivning kan yde bistand. Herudover skal den varetægtsfængslede tilby-

des beskæftigelse i form af enten undervisning, arbejde, programvirksom-

hed eller behandling. Der er også mulighed for i visse tilfælde at tilbyde

psykolog- eller psykiaterbistand.

Desværre kan det endvidere næppe helt undgås, at der sker varetægts-

fængsling (eventuelt i længere tid) af personer, som der efterfølgende ikke

sker domfældelse af. Der er et helt særligt hensyn at tage til sådanne per-

soner.

I sådanne tilfælde har den, der har været varetægtsfængslet, således krav

på erstatning for den derved forvoldte skade efter retsplejelovens § 1018 a,

stk. 1. Erstatning kan ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort,

ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold. Erstatning

for ikke-økonomisk skade udbetales som altovervejende hovedregel efter

de administrativt fastsatte og årligt regulerede takster i Rigsadvokatens år-

lige meddelelse om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

Det fremgår af Rigsadvokatens meddelelse nr. 1. af 1. januar 2015, at de

takstmæssige erstatningsbeløb for ikke-økonomisk skade (tort m.v.) for pe-

rioden 1. januar 2015 til 31. december 2015 for frihedsberøvelser er 6300

kr. for det første døgn og herudover 800 kr. for hvert påbegyndt efterføl-

gende døgn.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten. Pkt. 1 i Rigsadvokatens udtalelse omhandler

den konkrete sag, som er omtalt i den artikel, der er nævnt i spørgsmålet.

Denne del af Rigsadvokatens udtalelse indeholder fortrolige oplysninger

om enkeltpersoners forhold og er derfor oversendt til Retsudvalget i et bi-

lag til besvarelsen. Justitsministeriet skal anmode om, at bilaget behandles

fortroligt.

Rigsadvokaten har i øvrigt oplyst følgende:

”1. […]

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der omhandler en

overgrænse for varetægtsfængslingers længde, skal jeg be-

mærke følgende:

Det fremgår af retsplejelovens § 767, stk. 1, at der for vare-

tægtsfængslingen ved rettens kendelse skal fastsættes en frist,

der skal være så kort som muligt og ikke må overstige 4 uger.

Denne frist kan herefter forlænges med højst 4 uger ad gangen.

Af proportionalitetsgrundsætningen i retsplejelovens § 762,

stk. 3, fremgår det endvidere, at varetægtsfængsling, herunder

fortsat varetægtsfængsling, ikke kan anvendes, hvis frihedsbe-

røvelsen vil stå i misforhold til den ved fængslingen forvoldte

forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den rets-

følge, som kan ventes, hvis den sigtede findes skyldig.

Herudover indeholder retsplejelovens § 768 a visse øvre græn-

ser for den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslinger,

som kun kan fraviges i særlige tilfælde. Det følger således af

retsplejelovens § 768 a, stk. 1, at varetægtsfængsling ikke

–

medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændig-

heder

–

må overstige et tidsrum på (1) 6 måneder, når sigtelsen

angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre

fængsel i 6 år, eller (2) 1 år, når sigtelsen angår en lovovertræ-

delse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

Er arrestanten under 18 år, er fristerne for varetægtsfængsling

henholdsvis 4 måneder og 8 måneder og kan kun fraviges, hvis

der foreligger helt særlige omstændigheder, jf. § 768 a, stk. 2.

Bestemmelsen i § 768 a blev indsat i retsplejeloven ved lov nr.

493 af 17. juni 2008 (Begrænsning af langvarige sigtelser og

varetægtsfængslinger mv.) og bygger på Strafferetsplejeudval-

gets overvejelser i betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning

af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger.

For så vidt angår spørgsmålet om at indføre frister for vare-

tægtsfængslingens samlede varighed bemærker et flertal af

Strafferetsplejeudvalgets medlemmer, herunder Rigsadvoka-

tens repræsentant, at der vil kunne opstå et tidspunkt, hvor va-

retægtsfængsling må ophæves på trods af, at fængslingsgrund-

laget stadig er til stede, men at det er vanskeligt præcist at an-

give, hvornår dette tidspunkt indtræder. Udvalget peger i den

forbindelse bl.a. på, at det kan være vanskeligt at fastsætte

længden af frister, så de rummer alle situationer, der kan opstå

i konkrete straffesager. Flertallet anfører også, at der navnlig i

sager om alvorlig og kompliceret kriminalitet kan være et

stærkt behov for varetægtsfængsling gennem længere tid, og at

en maksimal overgrænse for varetægtsfængsling navnlig vil

blive relevant i sager om eksempelvis grov bandekriminalitet,

herunder narkotikakriminalitet med internationale forgrenin-

ger, eller drabssager med særligt tidskrævende undersøgelser.

En øvre absolut tidsgrænse vil således kunne føre til løsladelse

i sager, hvor fængslingsbetingelserne helt åbenbart stadig er

opfyldte, jf. betænkning nr. 1492/2007, s. 140-141.

På den baggrund kunne udvalgets flertal ikke anbefale indfø-

relse af absolutte øvre grænser for den tidsmæssige udstræk-

ning af varetægtsfængslinger, men foreslog indsættelse af fra-

vigelige frister, jf. nu retsplejelovens § 768 a, der er omtalt

ovenfor.

Som det fremgår ovenfor, indebærer bestemmelsen, at der kun

kan ske varetægtsfængsling ud over de fastsatte frister i rets-

plejeloven, hvis retten efter en konkret vurdering finder, at der

foreligger særlige (eller hvis sigtede er under 18 år, helt særli-

ge) omstændigheder. Anklagemyndigheden er meget opmærk-

som på de

–

typisk meget alvorlige og omfattende sager

–

hvor

der kan blive spørgsmål om varetægtsfængsling ud over fri-

sterne. Rigsadvokaten har i den forbindelse bestemt, at politi-

kredsene i sager, hvor der fremsættes begæring om fortsat va-

retægtsfængsling udover tidsgrænserne i retsplejelovens § 768

a, forinden skal forelægge spørgsmålet om fængslingens opret-

holdelse for den regionale statsadvokat. Det fremgår af Rigs-

advokatmeddelelse nr. 6/2008 om langvarige varetægtsfængs-

linger.

Rigsadvokaten kan fortsat tilslutte sig de synspunkter, som er

anført af Strafferetsplejeudvalgets flertal om indførelse af

ufravigelige øvre grænser for varetægtsfængslinger og som

ligger til grund for, at der i 2008 i stedet blev indsat de nugæl-

dende fristregler i retsplejeloven.

Jeg skal i den forbindelse også understrege, at politiet og

anklagemyndigheden er meget opmærksom på varetægts-

fængslingers varighed, herunder således at en sigtet selvsagt

ikke sidder varetægtsfængslet i længere tid, end der er grund-

lag for i den konkrete sag. Hertil kommer, at retten løbende ta-

ger stilling til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling. Der

vil imidlertid være sager om typisk alvorlig og/eller omfatten-

de kriminalitet, hvor der kan blive tale om en længerevarende

varetægtsfængsling, f.eks. som følge af omfattende efterforsk-

ning med tekniske undersøgelser, og indhentelse af mentaler-

klæringer vedrørende den mistænkte, og hvor fængslingsbetin-

gelserne (flugtfare, gentagelsesfare eller fare for påvirkning af

efterforskningen) vil være opfyldt under hele eller store dele af

sagen.

Jeg kan endvidere oplyse, at Rigsadvokaten som led i politiets

og anklagemyndighedens arbejde i relation til varigheden af

varetægtsfængslinger, bl.a. har udviklet nye ledelsesinformati-

onssystemer med henblik på at styrke det løbende overblik

over sagerne, ligesom der er blevet gennemført et lean-projekt,

som har udmøntet sig i et nyt styringskoncept for sager, hvor

der er sket varetægtsfængsling. Konceptet tager sigte på at un-

derstøtte en målrettet, effektiv og konsekvent styring af frem-

driften i efterforskningen i hele perioden for varetægtsfængs-

lingen. Det nye styringskoncept er i 2013 og 2014 blevet ud-

rullet i alle politikredse.

Jeg har i efteråret 2014 modtaget en udtalelse fra alle politi-

kredse om, hvilke erfaringer der er gjort i den enkelte kreds i

relation til implementeringen og anvendelsen af sagsstyrings-

konceptet. De indkomne høringssvar viser bl.a., at kredsenes

tilgang til sagsstyringskonceptet er relativ forskellig, og der

tegner sig ikke et entydigt billede af, hvordan sagsstyringskon-

ceptet er implementeret og anvendes. Høringssvarene efterla-

der samtidig det indtryk, at flere kredse ganske sent er kommet

i gang med at anvende konceptet, at konceptet ikke i alle kred-

se anvendes i fuld udstrækning, og at konceptet ikke anvendes

konsekvent i alle sagstyper. Ved brev af 22. december 2014

har jeg på den baggrund bedt samtlige politikredse om i be-

gyndelsen af 2015 på ny at vurdere implementeringen og an-

vendelsen af konceptet, ligesom jeg har understreget, at det er

afgørende, at alle kredse har stort fokus på anvendelsen af sty-

ringskonceptet og på, at det anvendes i den tiltænkte fulde ud-

strækning.

Rigsadvokaten følger således nøje arbejdet med sagsstyrings-

konceptet i politikredsene og følger løbende op i forhold til an-

vendelsen og effekten af konceptet, ligesom dette indgår i

statsadvokaternes løbende tilsyn og dialog med politikredsene.

Jeg vil i den forbindelse om ca. �½ år foretage en fornyet høring

om kredsenes anvendelse af sagsstyringskonceptet.

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der vedrører vare-

tægtsfængsling med fodlænke, skal jeg bemærke følgende:

Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan vare-

tægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den på-

gældende har begået en lovovertrædelse, som efter loven kan

medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Varetægts-

fængsling kan ske, når der er bestemte grunde til at antage, at

den sigtede vil unddrage sig retsforfølgningen eller fuldbyrdel-

sen (nr. 1), eller på fri fod vil begå ny lovovertrædelse (nr. 2)

eller vil vanskeliggøre efterforskningen i sagen, navnlig ved at

fjerne spor eller advare eller påvirke andre (nr. 3).

Endvidere kan der efter retsplejelovens § 762, stk. 2, ske vare-

tægtsfængsling, når hensynet til retshåndhævelsen efter oplys-

ningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at den på-

gældende ikke er på fri fod.

Efter retsplejelovens § 769 kan der efter tilsvarende regler ske

varetægtsfængsling efter dom under eventuel anke, eller indtil

fuldbyrdelse af dommen kan iværksættes.

Den gældende ordning vedrørende fuldbyrdelse af frihedsstraf

på bopælen under intensiv

overvågning og kontrol (”fodlæn-

keordningen”)

indebærer, at personer, der idømmes fængsels-

straf indtil 6 måneder kan få tilladelse til at afsone fængsels-

straffen på bopælen med en såkaldt elektronisk fodlænke.

Fodlænkeordningen indebærer ikke, at den pågældende inde-

spærres på bopælen, idet det tværtimod er udgangspunktet, at

den pågældende skal opretholde sin tilknytning til arbejdsmar-

kedet eller uddannelsessystemet under afsoningen. Den dømte,

der afsoner på bopælen med en elektronisk fodlænke, vil såle-

des bl.a. opholde sig uden for hjemmet i det tidsrum, hvor den

pågældende f.eks. er på arbejde, passer sit studie, foretager

indkøb mv.

Som det fremgår af ovenstående, vil en varetægtsfængsling på

bopælen i overensstemmelse med den gældende fodlænkeord-

ning ikke fysisk forhindre den sigtede i eksempelvis at flygte

eller begå ny kriminalitet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1

og 2.

Varetægtsfængsling på bopælen med elektronisk fodlænke vil

endvidere ikke forhindre den sigtede i at vanskeliggøre efter-

forskningen ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre,

jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. En person omfattet af

ordningen forudsættes som nævnt at bevæge sig uden for

hjemmet i forbindelse med varetagelse af arbejde, ligesom den

pågældende har adgang til at foretage telefonopkald, sende e-

mails og modtage besøg i hjemmet. Varetægtsfængsling med

elektronisk fodlænke vil således f.eks. ikke kunne hindre den

sigtede i at kontakte eventuelle medgerningsmænd eller vidner

i sagen via telefon eller gennem internettet, ligesom disse per-

soner uhindret ville kunne besøge sigtede på bopælen.

Det er på denne baggrund Rigsadvokatens vurdering, at vare-

tægtsfængsling med elektronisk fodlænke på bopælen i hvert

fald som udgangspunkt ikke vil kunne varetage de hensyn til

strafforfølgningen, som retsplejelovens § 762, stk. 1, om vare-

tægtsfængsling har til formål at varetage.

Det er endvidere Rigsadvokatens vurdering, at det forhold, at

den sigtede vil kunne opholde sig uden for bopælen i et ikke

ubetydeligt antal timer ugentligt, giver anledning til overvejel-

ser om, hvorvidt hensynet bag retshåndhævelsesarrest efter

retsplejelovens § 762, stk. 2, i de pågældende sager kan anses

for varetaget ved varetægtsfængsling med fodlænke. Jeg skal i

den forbindelse pege på, at en af betingelserne for anvendelse

af retshåndhævelsesarrest netop er, at hensynet til retshåndhæ-

velsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.”

Justitsministeriet kan henholde sig til det, som Rigsadvokaten har anført.

Det vurderes på denne baggrund ikke at være behov for at tage initiativ til

at foreslå en ændring af reglerne om varetægtsfængsling.