Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
Finansministeren
5. februar 2015
Svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 240 af 2. december 2014
stillet efter ønske fra Preben Bank Henriksen (V)
Spørgsmål
Idet der henvises til artiklen ”Da rabat-elastikken sprang” bragt i Politiken fredag
den 28. november 2014 vedrørende Kammeradvokatordningen, anmodes
ministeren om at oversende den i artiklen anførte rapport fra PA Consulting
Group vedr. Kammeradvokatordningen til Retsudvalget. Henset til at ny aftale
allerede er endelig indgået, anmodes om at måtte modtage rapporten i fuldstændig
og ikke-fortrolig form.
Svar
Det er korrekt, at forhandlingerne om en ny kammeradvokataftale er afsluttede.
Som jeg orienterede Retsudvalget om den 19. december 2014, har
Finansministeriet nu indgået en ny kontrakt med Advokatfirmaet Poul Schmith.
Kontrakten trådte i kraft den 1. januar 2015 og kan opsiges af begge parter med et
varsel på løbende år plus et år.
Finansministeriets arbejde med afrapporteringen fra PA Consulting Group
fortsætter, og offentliggørelse af store dele af rapporten vurderes at kunne skade
blandt andet statens økonomiske interesser, herunder særligt Finansministeriets
mulighed for at indgå i et ligeværdigt kontraktforhold med eksisterende og
kommende leverandører af juridiske ydelser til staten. Som jeg tidligere har nævnt
for udvalget, mener jeg, at det er vigtigt, at vi som stat, når vi forhandler med
private leverandører, ikke stiller os selv i en mere åben og sårbar situation, end vi
behøver. Vi skal både i eksisterende og kommende kontraktforhold kunne
forhandle under fortrolighed. Derfor vurderer jeg det ikke hensigtsmæssigt at
oversende rapporten som ønsket af spørgeren.
Der er givet delvis aktindsigt i rapporten til en journalist. Afgørelsen af
aktindsigtssagen er blevet indklaget til Folketingets Ombudsmand. Når
Folketingets Ombudsmand har afgjort sagen, vil jeg oversende den version af
rapporten, som afspejler afgørelsen fra Folketingets Ombudsmand.
Med venlig hilsen
Bjarne Corydon
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk