REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 173: Spm. om ministerens holdning til et forbud mod at videredistribuere henrettelsesvideoer som f.eks. IS, og beskrive de retssikkerhedsmæssige dilemmaer samt fordele og ulemper herved, til justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

18. februar 2015

Strafferetskontoret

Ketilbjørn Hertz

2014-0030-2774

1392351

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 173 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. november 2014.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Mette Frederiksen

Christian Hesthaven

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 173: Spm. om ministerens holdning til et forbud mod at videredistribuere henrettelsesvideoer som f.eks. IS, og beskrive de retssikkerhedsmæssige dilemmaer samt fordele og ulemper herved, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 173 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for sin holdning til et forbud mod at

videredistribuere henrettelsesvideoer som f.eks. IS, og vil mi-

nisteren beskrive de retssikkerhedsmæssige dilemmaer samt

fordele og ulemper herved?”

Svar:

Drab er altid en alvorlig forbrydelse, men at gennemføre en iscenesat

henrettelse og derefter offentliggøre en videooptagelse af drabet er helt og

aldeles afskyeligt, og jeg tager

på det kraftigste afstand fra f.eks. ”Islamisk

Stats” offentliggørese af sådanne videooptagelser.

Justitsministeriet har imidlertid forstået spørgsmålet således, at det ikke

angår f.eks. ”Islamisk Stats” oprindelige

offentliggørelse af en sådan vi-

deooptagelse, men derimod andre personers videredistribution af en sådan

videooptagelse, efter at den blevet offentliggjort af f.eks. ”Islamisk Stat”.

den forbindelse må situationen skulle bedømmes forskelligt afhængig af,

på hvilken måde og med hvilken hensigt en sådan videredistribution sker.

Der foreligger således én situation, hvis den, der videredistribuerer en hen-

rettelsesvideo, forherliger det, der foregår, og eventuelt håner offeret eller

ligefrem opfordrer andre til eller truer med at handle på samme måde.

Der foreligger derimod en anden situation, hvis den, der videredistribuerer

en henrettelsesvideo, holder sig til en neutral beskrivelse, eksempelvis som

led i nyhedsformidling.

Og der foreligger en tredje situation, hvis den, der videredistribuerer en

henrettelsesvideo, tager afstand fra indholdet af videoen.

I den første situation

–

med forherligelsen, forhånelsen, opfordringen eller

truslen

–

kan det med god grund anføres, at videredistribution af henrettel-

sesvideoer bør være forbudt. Det er det i vidt omfang også allerede, jf. pkt.

3 nedenfor.

I nyhedsformidlingssituationen rejser det derimod nogle principielle

spørgsmål helt at forbyde videredistribution af henrettelsesvideoer. Også

nyhedsformidlere skal imidlertid overholde den almindelige lovgivning,

som er beskrevet i pkt. 3 nedenfor.

Også den, der i anden sammenhæng videredistribuerer en henrettelsesvi-

deo og eventuelt samtidig tager afstand fra indholdet af videoen, skal

overholde den almindelige lovgivning, som er beskrevet i pkt. 3 nedenfor.

Samlet set vurderes der på denne baggrund ikke at være behov for at ind-

føre nye regler, som i videre omfang end i dag kriminaliserer videredistri-

bution af henrettelsesvideoer.

Den, der iscenesætter en henrettelse og filmer den og derefter offentlig-

gør videooptagelsen, vil efter omstændighederne kunne straffes for terro-

risme, jf. straffelovens § 114, stk. 1. Det gælder f.eks., hvis drabet og of-

fentliggørelsen af videooptagelsen sker med forsæt til at skræmme en be-

folkning i alvorlig grad, og handlingen kan tilføje et land alvorlig skade.

Hvis den, der videredistribuerer en henrettelsesvideo, som viser en terror-

handling, offentligt udtrykkeligt billiger handlingen, vil den pågældende

kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 2, om den, der offentligt ud-

trykkeligt billiger en af de i straffelovens kapitel 12 eller 13 omhandlede

forbrydelser (herunder § 114, stk. 1, om terrorisme).

Hvis den, der videredistribuerer en sådan henrettelsesvideo, offentlig til-

skynder til at begå tilsvarende handlinger, vil den pågældende kunne straf-

fes efter straffelovens § 136, stk. 1, om den, der offentlig tilskynder til for-

brydelse.

Hvis den, der videredistribuerer en sådan henrettelsesvideo, truer med at

begå tilsvarende handlinger, vil den pågældende kunne straffes efter straf-

felovens § 114, stk. 3, om den, der med det i § 114, stk. 1, nævnte forsæt

truer med at begå en af de i § 114, stk. 1 og 2, nævnte handlinger.

Videredistribution af en henrettelsesvideo vil efter omstændighederne også

kunne være strafbar, selv om videredistributionen ikke ledsages af en of-

fentlig billigelse af, tilskyndelse til eller trussel om at begå en terrorhand-

ling. Det samme gælder videredistribution af en henrettelsesvideo, der ikke

viser en terrorhandling.

Den, der uberettiget videregiver billeder vedrørende en persons private

forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder,

der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, kan således straffes

efter straffelovens § 264 d. Denne bestemmelse vil efter omstændigheder-

ne kunne anvendes på videredistribution af billeder af et henrettet offer.

Overtrædelse af straffelovens § 264 d er som udgangspunkt undergivet

privat påtale, men offentlig påtale kan ske, når den forurettede anmoder

om det, jf. straffelovens § 275. Er forurettede død, tilkommer retten til pri-

vat påtale og til at begære offentlig påtale den afdødes ægtefælle, forældre,

børn eller søskende, jf. retsplejelovens § 725, stk. 1, 3. pkt.

Gennemførelse af en straffesag i Danmark i anledning af videredistribution

af en henrettelsesvideo forudsætter, at der er dansk straffemyndighed for

sagen efter de almindelige regler i straffelovens § 6-12. Det vil f.eks. være

tilfældet, hvis gerningsmanden befandt sig i Danmark, da den pågældende

videredistribuerede videoen, jf. straffelovens § 6, nr. 1, og § 9, stk. 1, eller

hvis en henrettelsesvideo, der er videredistribueret gennem internettet, har

særlig relation til Danmark, f.eks. fordi offeret er dansk, jf. straffelovens

§ 6, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, og § 9 a.