Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1437077_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2014-9828
17. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 20. november stillet følgende spørgsmål nr.
87 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Henrik
Høgh (V).
Spørgsmål nr. 87 (alm. del)
Er der i KemiWatch medtænkt en gennemsigtighed og aktindsigt for de
virksomheder, som risikerer at blive hængt ud?
Svar
Forbrugerrådet TÆNK, og herunder det nye TÆNK Kemi, henhører under
Erhvervs- og Vækstministeriet, som har oplyst følgende:
”Initiativet, der tidligere er blevet omtalt som ”KemiWatch”, er placeret under
Forbrugerrådet Tænk og hedder nu ”TÆNK Kemi – forbrugernes kemivogter”.
TÆNK Kemi er økonomisk uafhængigt af erhvervsinteresser og har til opgave at
indsamle og opbygge viden samt levere økonomisk uafhængig, faglig solid og
målrettet information om kemikalier i produkter. Forbrugerrådet Tænk Kemi skal
samtidig aktivt bidrage til, at borgerne tilskyndes til at fravælge produkter, der
indeholder skadelig kemi. Herudover skal TÆNK Kemi bl.a. samarbejde med
andre danske og andre EU-landes NGO’er, så myndighedernes indsatser i EU
suppleres af en stærk og fælles NGO-stemme i EU.
Gennemsigtighed omkring TÆNK Kemis tests og undersøgelser af produkter for
skadelig kemi er en vigtig forudsætning for arbejdet i regi af initiativet TÆNK
Kemi. Det fremgår derfor af projektbeskrivelsen for TÆNK Kemi, at
”Når
Forbrugerrådet Tænk Kemi tester produkter, stilles de fulde analyser og
resultater til rådighed for offentligheden. Undtaget herfor er offentliggørelse af
fortrolige oplysninger fra virksomheder, samt offentliggørelse af navne på
laboratorier.”
Det er Erhvervs- og Vækstministeriets vurdering, at offentlighedsloven ikke finder
anvendelse på TÆNK Kemi, og at Forbrugerrådet TÆNK derfor ikke er omfattet af
offentlighedslovens regler om aktindsigt.”
På miljøområdet gælder tillige miljøoplysningsloven, og jeg har bedt
Miljøstyrelsen om nærmere at undersøge, hvorvidt TÆNK Kemi vil være omfattet
heraf.
Kirsten Brosbøl
/
Michel Schilling
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk