Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4601-00465
Den 17. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har d. 20. november 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
85 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 85 (alm. del)
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. september 2014 samt notat af
19. november 2014 fra BioLiving v/Torben Sønnichsen om revision af
vandsektorloven, jf. (20131) MIU alm. del - bilag 480 og MIU alm. del – bilag 58.
Svar
Jeg er enig i, at borgere og virksomheder skal have rent og billigt vand. Dette har
også været et fokus i forhandlingerne om ny aftale om forbedret regulering af den
danske vandsektor. De overordnede temaer for drøftelser i forligskredsen er:
1. Mere effektivitet i vandsektoren
2. Understøtte højt niveau for miljø, service og forsyningssikkerhed
3. Mindre bureaukrati i organisering og tilsyn
4. Bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren
Henvendelserne vedrører desuden to lovforslag, som jeg har fremsat forslag om i
efteråret. For at hjælpe de økonomisk trængte ejendomsejere ved krav om
forbedret spildevandsrensning i det åbne land, har jeg i L 86 foreslået at ændre lov
om betalingsreglerne for spildevand således, at de berørte ejendomsejere får
forbedret afdragsmulighederne. Sammen med dette forslag har jeg også foreslået,
at spildevandsselskaberne får mulighed for at overtage vedligeholdelsen af
stikledninger. Høringsfasen er slut, og et høringsnotat, som bl.a. indeholder
bemærkning til Torben Sønnichsens forslag, kan ses på høringsportalen.
Folketinget har netop indledt folketingsbehandlingen af lovforslaget.
Det andet lovforslag er om den statslige grundvandskortlægning, der afsluttes som
planlagt i 2015. Der opstår imidlertid løbende nye indvindingsoplande, som jeg
også finder det vigtigt at kortlægge for. Opgaven bliver selvfølgelig mindre end den
hidtidige. Sammen med det netop udsendte lovforslag om fortsættelse af den
statslige grundvandskortlægning, har jeg derfor sendt et forslag i høring, der
reducerer bidraget til drikkevandsbeskyttelsen. Bidraget til drikkevandsbeskyttelse
opkræves som en del af afgiften på ledningsført vand. Med det aktuelle forslag
reduceres bidraget gradvist frem til 2020, først fra 2016 og siden fra 2018.
Høringsfristen for dette forslag udløber den 7. januar 2015.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk