Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Tværgående planlægning
J.nr. NST-101-01907
Den 15. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 19. november 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. 83 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Per Clausen (EL).
Spørgsmål nr. 83 (alm. del)
Hvis en kommune beslutter principielt ikke at vil have skifergasaktiviteter eller
udvinding af skifergas på kommunens geografiske område, vil regeringen da
pålægge kommunen dette?
Svar
Klima-, energi- og bygningsministeriet har givet to tilladelser til efterforskning og
indvinding af kulbrinter, hvor efterforskningsmålet er gas i skiferlag i Danmark.
Tilladelserne dækker områder i henholdsvis Nordjylland og Nordsjælland.
De råstoffer i undergrunden (her konkret kulbrinter), der gives efterforsknings- og
indvindingstilladelse til, tilhører den danske stat, jf. § 2 i Lov om anvendelse af
Danmarks undergrund. En kommune kan derfor ikke modsætte sig, at der bliver
meddelt en eneretstilladelse efter undergrundsloven.
En tilladelse fritager dog ikke rettighedshaveren fra at indhente de tilladelser og
godkendelser, der i øvrigt er nødvendige i medfør af fx undergrundsloven og miljø-
og planlovgivning.
Hvis en kommunalbestyrelse træffer beslutning om ikke at vedtage et
plangrundlag, der muliggør en bestemt anvendelse, har staten mulighed for at
gribe ind i denne beslutning. Efter planlovens bestemmelser kan miljøministeren i
særlige tilfælde pålægge en kommunalbestyrelse at tilvejebringe en plan med et
nærmere bestemt indhold, jf. planlovens § 3, stk. 4. Miljøministeren kan endvidere
i særlige tilfælde beslutte at overtage en kommunalbestyrelses opgaver eller
beføjelser efter planloven, herunder udarbejdelse af plangrundlag, jf. planlovens §
3, stk. 5. Det vil være en konkret vurdering i den enkelte sag, om disse beføjelser
vil blive anvendt.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Naturstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 30 00 • Fax 39 27 98 99 • CVR 33157274 • EAN 5798000873100 • [email protected] • www.nst.dk