Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-13046
Den 13. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 4. maj 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
530 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lisbeth
Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 530 (alm. del)
Det er nu vedtaget i EU, at hvert EU-land skal reducere forbruget af plastikposer
til 90 plastikbæreposer per borger i 2019 og 40 plastikbæreposer i 2025. I
forbindelse med forhandlingerne til den nye lov stillede ministeren
spørgsmålstegn ved rigtigheden af de tal, som Europa-Kommissionen byggede
lovforslaget på. Kan ministeren oplyse det årlige gennemsnitlige forbrug per
borger i Danmark af letvægtsbæreposer i kategorien 15-49 microns?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har svaret følgende, hvortil jeg
kan henholde mig.
”Den nye ændring af emballagedirektivet med henblik på at reducere forbruget af
plastikposer i EU indebærer, at medlemslandene frit kan vælge imellem at
efterleve et mål om højst at bruge 90 plastikbæreposer pr. indbygger i 2019 og 40
plastikbæreposer i 2025 eller at kræve obligatorisk betaling for plastikposer i
butikkerne eller anvende andre tilsvarende effektive instrumenter til at begrænse
forbruget af plastikposer. Det er med andre ord ikke et krav, at det enkelte land
skal opstille et reduktionsmål, men en valgmulighed.
Ændringsforslaget omfatter plastikbæreposer med en vægtykkelse mindre end 50
mikron (0,05 mm), fordi der er en tendens til, at disse poser hurtigere bliver til
affald og smides væk end tykkere plastikbæreposer, der ofte bruges flere gange.
Der er mulighed for at undtage meget lette plastikbæreposer mindre end 15
mikron, som anvendes af hygiejnehensyn (fx omkring en pakke kød) eller til fx at
samle frugt i løs vægt.
I Danmark brugte vi ca. 445 mio. afgiftsbelagte plastikbæreposer i 2014 (poser
med hank og større end 5 liter). Det svarer til ca. 80 poser pr. indbygger.
De poser, der anvendes i de danske supermarkeder, ligger typisk i intervallet 30-
70 mikron, hvoraf størstedelen har en tykkelse på ca. 40 mikron. Den resterende
del af detailhandlen (specialbutikker) anvender primært poser tykkere end 50
mikron. Der findes ingen opgørelse over, hvor stor en andel af de 80 poser, som
ligger i intervallet 15-49 mikron.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk