Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01530
Den 20. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 23. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
519 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke
medlem af udvalget (MFU) Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 519 (alm. del)
Vil ministeren på baggrund af artiklen ”Minister: Tangeværket har negativ
indflydelse på fiskebestanden” fra Midtjyllands Avis den 11. april, redegøre for, om
det er regeringens holdning, at Tangeværket skal lukkes?
Svar
Det er vigtigt for regeringen, at der findes balancerede løsninger på
problemstillinger som den ved Tange, hvor der bliver taget hensyn til både natur,
kultur og det rekreative. Der er endnu ikke truffet en beslutning om en løsning
vedr. forholdene ved Tange Sø, herunder om en løsning eventuelt vil påvirke
driften af Tangeværket.
Naturstyrelsen har i december 2014 sendt forslag til vandområdeplaner for
perioden 2015-2021 med tilhørende bekendtgørelser i høring frem til 23. juni
2015. I forhold til vandområdet ved Tange er der anvendt en undtagelse om
fristforlængelse til efter 2021 i forhold til miljømålet om god økologisk tilstand.
Der er dermed ikke fastlagt en indsats i forhold til opstemningen ved Tangeværket
på nuværende tidspunkt.
Vandområdeplanerne skal offentliggøres og de tilhørende bekendtgørelser
udstedes senest den 22. december 2015, og jeg skal i den forbindelse tage endeligt
stilling til, hvilke indsatser der skal indgå i indsatsprogrammet for planperioden
for 2015–2021.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk