Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4201-00743
21. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 23. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
468 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Erling
Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 468 (alm. del)
Her halvvejs i høringsperioden mangler der på Naturstyrelsens hjemmeside stadig
to af de tre rapporter om, hvordan kvælstofreduktionsmålene er beregnet
(Implementeringen af modeller til brug for vandforvaltningen, delrapport 2 og 3).
Mener ministeren, at det er rimeligt, at der stadig mangler centrale dokumenter
om baggrunden for beregningen af kvælstofreduktionsmålene i forbindelse med
høringen?
Svar
Naturstyrelsen har oplyst mig følgende, hvortil jeg henholder mig:
”Samtidig med at udkast til vandområdeplaner mv. blev sendt i offentlig høring
den 22. december 2014 lagde Naturstyrelsen supplerende materiale på
hjemmesiden, herunder hovedrapporten fra Aarhus Universitet (DCE) og DHI,
som dokumenterer det marine modelgrundlag for vandområdeplanerne.
Rapporten har titlen: ”Implementeringen af modeller til brug for
vandforvaltningen: Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – Del 1
(Metode til bestemmelse af målbelastning - dokumentation). Denne rapport
beskriver de anvendte modeller, som er brugt til at opgøre indsatsbehovet til fjorde
og kystvande. Rapporten gennemgår således de to modeltyper: De statistiske
modeller og de mekanistiske modeller. Rapporten beskriver, hvordan modellerne
er anvendt (metode) og oplyser for hvert enkelt vandområde det beregnede
indsatsbehov og målbelastning.
Forskningsinstitutionerne har herudover yderligere udarbejdet to rapporter, én for
de mekanistiske modeller og én for de statistiske modeller, som går mere i detaljen
med den faglige beskrivelse af modellerne. Disse to rapporter er netop færdiggjort
og offentliggjort på Naturstyrelsens hjemmeside primo maj, efter drøftelse i en
nedsat arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. forskningsinstitutionerne DCE,
DHI og SDU, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening.
De faglige rapporter er ikke en del af 6-måneders høringen efter direktivet og er
ikke en forudsætning for at afgive høringssvar.”
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk