Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1529926_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. MST-001-13016
Den 13. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 22. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
455 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Henrik
Høegh (V).
Spørgsmål nr. 455 (alm. del)
Ministeren nævner i svar på MIU alm. del - spm. 100 ”en øget udvaskning i
størrelsesordenen 7-15 mg/l”. Er det interval repræsentativt for den øgning af
nitratbelastningen, som forslaget lægger op til, og vil ministeren redegøre for,
hvordan Miljøstyrelsen er kommet frem til de tal som konsekvens af forslaget?
Svar
Som det fremgår af besvarelsen af alm. del – spm. 100 er det min vurdering, at
såfremt oppositionens ”Forslag til folketingsbeslutning om en fødevare- og
landbrugspakke” (B 39) gennemføres, vil det bevirke en øget udvaskning af nitrat
til grundvandet.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende, hvortil jeg
kan henholde mig. ”Beregningen af den forventede øgede udvaskning af nitrat til
grundvandet, såfremt den foreslåede ændring af reguleringen gennemføres, har
baggrund i forslaget om udfasning af den generelle normreduktion. Dette vil
bevirke stigende kvælstof-tildelingsnormer og en proportionel stigende
marginaludvaskning under hensyntagen til variationen i netto-nedbørsmængder i
Danmark.
Den øgede udvaskning vurderes at udgøre et repræsentativt niveau under
antagelse af, at en stigning af kvælstof-tildelingsnormen med op til 18 pct. svarer
til en øget udbringning af kvælstof på 25-30 kg N per hektar for typiske
vinterafgrøder. Under antagelse af en marginaludvaskning på 25-30 pct. ville
mertildelingen resultere i en merudvaskning på 6-9 kg N/ha. Afhængig af
nettonedbøren, som varierer betydeligt i Danmark, vil de nævnte antagelser
bevirke en øget nitratkoncentration i rodzonen på 7-15 mg nitrat per liter.
Foreliggende koncentrationsberegning er blevet gennemført af Miljøstyrelsen med
udgangspunkt i nettonedbøren mellem 250 og 400 mm. I landsdelene med lavere
nettonedbør ville nitratkoncentrationen øges yderligere, fordi fortyndingseffekten
ville være lavere.”
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MIU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 455: Spm. om, hvordan Miljøstyrelsen er kommet frem til de tal som konsekvens af forslaget, jf. MIU alm. del - svar på spm. 100, til miljøministeren
2