Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-12972
Den 8. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 17. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
448 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette
Hjermind Dencker (DF).
Spørgsmål 448
Kan ministeren oplyse, i hvor mange tilfælde inden for de seneste to år man har
givet dispensation til at drive svinefarme indenfor 300 m fra beboelse, jf. svar på
§ 20-spørgsmål S 909?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende:
”Husdyrgodkendelseslovens § 20 udgør ikke en regel, der påbyder en fast afstand
på mindst 300 m mellem et husdyrbrug og nabobeboelse, som kommunen kan
dispensere fra, jf. også svaret på § 20-spørgsmål S 909. Spørgsmålet kan derfor
ikke umiddelbart besvares efter sit indhold.
Der findes imidlertid andre regler i husdyrgodkendelsesloven med faste
afstandskrav, der kan dispenseres fra. Efter lovens § 8 stilles der en række
afstandskrav af hensyn til omgivelserne, herunder krav om faste afstande fra
stalde, anlæg mv. til naboskel, beboelsesejendomme, vandforsyningsanlæg,
vandløb mv. Efter lovens § 9, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra
afstandskravene, når det ikke er muligt for husdyrbruget at overholde dem. Efter
bestemmelsen skal kommunalbestyrelsen fastsætte vilkår, der sikrer, at der ikke
opstår forurening eller væsentlige gener.
Sådanne dispensationer meddeles af kommunalbestyrelsen, og der findes ikke en
central registrering af disse afgørelser.”
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk