Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1529930_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-12976
Den 13. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 17. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
445 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia
Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 445 (alm. del)
Mener ministeren, at der er sikre og godkendte plastblødgørere, som kan anvendes
i dag?
Svar
Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at det er industriens ansvar at sikre, at
de plastblødgørere, de anvender, ikke udgør en risiko.
Miljøstyrelsen har desuden oplyst, at der findes alternativer til de ftalater, der
hyppigst anvendes som plastblødgørere. Der er lavet en gennemgang af de
relevante alternativer bl.a. i den danske ftalatstrategi fra 2013. Her konkluderes
det, at der findes egnede alternative blødgørere, der vurderes som sikre.
Alternative ikke-ftalat blødgørere udgør ifølge oplysninger fra industrien ca. 15-
20% af markedet i EU. Nogle af disse alternativer kan anvendes til mange
forskellige formål, mens andre er mere specialiserede. Den eneste anvendelse,
hvor der ikke er sikkerhed om brugen af alternativer til ftalater, er i blodposer.
Med udgangspunkt i strategiens anbefalinger er der sidenhen blevet lavet en
gennemgang af 10 alternative plastblødgørere, der anvendes i medicinsk udstyr.
Her blev det konkluderet, at særlig tre af de anvendte alternativer er at foretrække
frem for DEHP ud fra den foreliggende dokumentation, og at der altså er egnede
alternativer, som allerede er i brug. Dog findes der for nogle af alternativerne ikke
lige så meget dokumentation, som der gør for de mest anvendte ftalater.
For god ordens skyld vil jeg til slut nævne, at der ikke er krav om godkendelse af
plastblødgørere som sådan, med mindre stofferne er underlagt særlige
begrænsninger i medfør af EU's kemikalielovgivning, inkl. optag på
godkendelsesordningen under REACH-forordningen.
Kirsten Brosbøl
/
Michel Schilling
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk