Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1525332_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2015 - 3094
Den 4. maj 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 8. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
422 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Steen
Gade (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 422 (alm. del)
Hvor store mængder grundvand skal der indvindes ved en fuld
skifergasudbygning, og vil dette kunne ske uden at miljømål for vandløb og
grundvand kompromitteres? Hvilke overvejelser har regeringen gjort sig mht.
miljømålene for grundvand og vandløb, herunder dispensation for
miljøkvalitetsmål og indvundne vandmængder?
Svar
På nuværende tidspunkt er der kun givet tilladelse til én prøveboring uden
frakturering i Danmark. Det vides ikke, om der overhovedet findes naturgas i
skiferlag i den danske undergrund, og om der i givet fald er mængder nok til en
kommerciel produktion.
Hvor store mængder vand der vil skulle bruges ved en eventuel efterforskning eller
en efterfølgende indvinding med frakturering, og hvorvidt der vil blive brugt
grundvand eller vand fra andre kilder, såsom havvand, vand som ikke har
drikkevandskvalitet m.v., afhænger af den konkrete udformning af projektet og de
krav, som myndighederne evt. vil stille på grundlag af VVM-redegørelsens
belysning af emnet.
Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at sige noget om, hvor
store mængder grundvand, der skal indvindes ved en fuld skifergasudbygning,
som i øvrigt heller ikke er et fast defineret udtryk.
Regeringen vil afvente en eventuel anmeldelse af et konkret projekt for
henholdsvis efterforskningsboring med frakturering eller en eventuel efterfølgende
indvindingsfase, før der tages stilling til betydningen heraf for miljømål i
vandområdeplanerne.
Der henvises i øvrigt til svaret på MIU spørgsmål nr. 419 – alm. del.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk