Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1522108_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 001-12898
23. april 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 27. marts 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
411 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per
Clausen (EL).
Spørgsmål nr. 411 (alm. del)
Hvilke nye konkrete initiativer vil ministeren tage for at løse de problemer, som
naboer til minkfarme oplever?
Svar
Miljøministeriet har igangsat undersøgelser med henblik på at identificere,
hvordan og hvornår problemerne med lugt og fluer opstår.
Der er på baggrund af pilotundersøgelser fra 2013 igangsat yderligere
undersøgelser i forhold til lugt. Resultaterne heraf forventes at foreligge medio
2015.
En del naboer til minkfarme oplever også gener fra fluer. Der mangler viden om,
hvor fluerne udklækkes, som er nødvendig for at kunne bekæmpe dem effektivt.
Derfor har Miljøstyrelsen taget initiativ til en undersøgelse, hvor flueeksperter fra
bl.a. Aarhus Universitet over et år besøger konkrete minkfarme for at undersøge
flueproblemer. Resultaterne af undersøgelsen skal ligge klar i efteråret 2015.
Undersøgelserne af lugt og fluer skal bruges til at opdatere reglerne for mink. På
baggrund heraf vil jeg vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige. Det kunne for
eksempel være nye krav i forhold til renholdelse og gyllehåndtering på minkfarme
samt nye muligheder for kommunerne i forbindelse med tilsyn i forhold til at stille
krav til minkfarme om at håndtere fluer. Det skal dog samtidig understreges, at det
i mange år har fremgået af pelsdyrbekendtgørelsen, at ”der overalt på
pelsdyrfarme skal foretages effektiv fluebekæmpelse i overensstemmelse med de af
Statens Skadedyrslaboratorium fastsatte retningslinjer”.
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk