Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1520385_0001.png
J.nr. 001-12867
Den 17. april 2015
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 24. marts 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
393 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Daniel
Rugholm (KF).
Spørgsmål nr. 393 (alm. del)
Det fremgår af svar på MIU alm. del spm. 13, at slam, der har gennemgået en
kontrolleret hygiejnisering (70 grader C i en time), kan anvendes uden
restriktioner til f.eks. fortærbare afgrøder og dermed også til afgrøder tiltænkt
mennesker. Ministeren bedes opliste de stoffer i slammet, der kan være farlige for
mennesker – omfattende men ikke afgrænset til relevante tungmetaller,
multiresistente bakterier, samt organiske eller andre stoffer?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende:
”Der er gennem tiderne blevet udført forskellige undersøgelser samt
litteraturstudier af spildevandsslam med henblik på at identificere hvilke stoffer,
der kan findes i slammet og om indholdet udgør en risiko for anvendelse af slam til
jordbrugsformål.
En norsk risikovurdering fra 2009 af forurenende stoffer, som f.eks. tungmetaller,
miljøfremmede organiske forureninger og lægemidler i spildevandsslam anvendt
på norsk jord, vurderede, at alle de vurderede organiske forureninger udgjorde en
ringe risiko for jordlevende organismer. Potentialet for overførsel af tungmetaller,
organiske forurenende stoffer og lægemidler fra slam, der blev anvendt efter de
gældende regler, til vandmiljøet blev vurderet at være uden betydning.
I en dansk undersøgelse fra 2012 blev spildevandsslam undersøgt for henholdsvis
bromerede flammehæmmere, lægemidler, muskstoffer, polyflourede stoffer samt
PCB. Det blev vurderet, at de nævnte stoffer ikke udgjorde et miljøproblem for
jordbundsorganismer, afgrøder og andre planter i relation til spildevandsslam.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MIU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 393: Spm. om oversendelse af liste med de stoffer i slammet, der kan være farlige for mennesker, til miljøministeren
Spildevandsslam kan indeholde mange stoffer, og derfor følger Miljøstyrelsen
løbende med i viden om nye stoffer og brugen af spildevandsslam som gødning.”
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
2