Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1520310_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01496
Den 17. april 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 17. marts 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
367 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Henrik
Høegh (V).
Spørgsmål nr. 367 (alm. del)
Ministeren bedes oplyse, om Miljøministeriet, herunder styrelser, har bedt
forskerne fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, om at udarbejde en
kronik, der mundede ud i kronikken ”Det er tid til at stå vagt om vores vand” bragt
i Politiken fra den 13. januar 2015, eller om ministeriet på nogen måde har været i
dialog med forskerne fra Institut for Bioscience i relation til udarbejdelsen af
denne kronik.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen. Styrelsen har oplyst mig
nedenstående, som jeg henholder mig til.
”Hverken Naturstyrelsen eller resten af Miljøministeriet har haft drøftelser med
Aarhus Universitet om indholdet eller medvirket til udarbejdelsen af kronikken.
Naturstyrelsen blev kontaktet af Aarhus Universitet forud for offentliggørelsen af
en faglig engelsksproget artikel i et internationalt peer-reviewed tidsskrift. I den
engelsksprogede artikel ville universitetet fremlægge en syntese af de sidste 25 års
næringsstofindsats i relation til de danske kystvande. I den sammenhæng foreslog
Naturstyrelsen, at artiklens konklusioner også kunne formidles på dansk og til en
bredere offentlighed i form af en kronik eller lignende – evt. i forbindelse med
offentliggørelsen af vandområdeplanerne i december 2014, da offentligheden på
det tidspunkt sandsynligvis ville have interesse for området.
Ligesom Naturstyrelsen eller resten af Miljøministeriet ikke har været i dialog om
indholdet af kronikken eller medvirket til udarbejdelsen er dette ligeledes tilfældet
med den engelsksprogede artikel.”
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk