Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1513043_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4101-00790
Den 26. marts 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 27. februar 2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 331 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Villum Christensen (LA).
Spørgsmål nr. 331 (alm. del)
Hvor mange erhvervsdrivende har siden indførelsen af § 15 om beskyttelseslinjer
og § 18 om fortidsminder i henhold til bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse
fået indskrænket landbrugsjord til erhvervsformål, som følge af disse
bestemmelser?
Svar
Naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen stammer fra 1937 og
indeholder et forbud mod at ændre tilstanden af strandbredder eller andre arealer,
der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Linjen ligger i dag,
efter en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994, som hovedregel 300 meter fra
strandbredden ind i landet. Forbuddet mod at ændre tilstanden gælder ikke for
landbrugsmæssig drift bortset fra tilplantning og gælder ikke for sædvanlig
hegning på jordbrugsejendomme. Forbuddet gælder heller ikke for jordbrugets
opførelse af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften og som
opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygninger. Reglerne tager dermed
højde for, at landbrugsejendomme kan fortsætte driften, selvom de er lokaliserede
inden for strandbeskyttelseslinjen.
Naturbeskyttelseslovens § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen stammer ligeledes
fra 1937 og indeholder et forbud mod at ændre tilstanden af arealet inden for 100
meter fra de fortidsminder, der er beskyttet af museumsloven. Forbuddet gælder
ikke for landbrugsmæssig drift bortset fra tilplantning og gælder ikke for
sædvanlig hegning på landbrugsejendomme. Forbuddet gælder heller ikke for
fortidsminder, der ikke er synlige i terrænet. Reglerne tager dermed højde for, at
landbrugsejendomme kan fortsætte driften, selvom de er lokaliserede inden for
fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Naturstyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke har kendskab til, at lodsejere har fået
indskrænket landbrugsjord til erhvervsformål som følge af
strandbeskyttelseslinjen eller fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk