Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1503313_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. MST-001-12590
5. marts 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 6. februar 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
284 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia
Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 284 (alm. del)
Hvordan vil ministeren sikre, at brugt elektronik og elektriske produkter, der
sælges i de kommunale genbrugsbutikker, ikke skaber en ny grå strøm af WEEE-
produkter, når produkterne eksporteres ud af det danske marked ved udenlandsk
opkøb?
Svar
Det vigtige for mig er, at vi sikrer genbrug af elektronik. Genbrug betyder, at
elektronik får en længere levetid, og at der dermed spares de ressourcer, der ville
være gået til at producere nyt elektronik. Genbrug af elektronik forebygger dermed
også affald. Jeg mener derfor grundlæggende, at genbrug er godt, uanset om det
genbruges i Danmark eller i et andet land, og så længe at det sker under ordnede
forhold. Der er ikke lavet en samlet opgørelse af de mængder, som kommunale
genbrugsbutikker sælger, eller hvem de sælger til. En kundeundersøgelse fra
PlusButikken i Næstved viser, at ca. 80 % af kunderne kommer fra nærområdet, og
at 20 % angiver at bo mere end 20 km fra butikken. Jeg har derfor ikke noget
fagligt belæg for at konkludere, at eksport af varer købt i de kommunale
genbrugsbutikker, udgør et problem.
Dog er jeg fuldt opmærksom på, at der også er udfordringer ved genbrug af
elektronik og eksport af brugt elektronik, da elektronik kan indeholde farlige
stoffer, som er forbudt at anvende i nye elektronikprodukter. Jeg er derfor optaget
af, at vi ikke nødvendigvis altid forlænger levetiden på produkter, som indeholder
disse farlige stoffer.
Desuden skal man være opmærksom på, at elektronik bliver til affald på et
tidspunkt. Derfor skal genbrugsaktører være meget varsom med, hvilke lande de
eksporterer brugt elektronik til. Det gælder også kommunale genbrugsbutikker og
deres kunder. Miljøstyrelsen anbefaler, at eksport af brugt elektronik, kun sker til
lande, som har passende behandlingsanlæg til elektronikaffald.
Potentialet i at forlænge elektroniks levetid ved genbrug er et fokusområde i
regeringens udkast til Strategi for affaldsforebyggelse – Danmark uden affald II.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Her har jeg sat gang i flere initiativer, bl.a. en analyse af udvalgte
elektronikprodukter og hvorvidt genbrug kan svare sig i et livscyklusperspektiv,
herunder hvorvidt indholdet af farlige stoffer betyder, at produktet ikke bør
genbruges.
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
2