Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1496710_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Departementet
J.nr. 2015 - 858
Den 16. februar 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 26. januar 2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 259, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen
(EL).
Spørgsmål nr. 259
Hvorfor gives der ikke statslig støtte til kystsikring ved Løkken, selv om kysten
her nedbrydes meget hurtigt, mens der gives støtte til kystsikring andre steder
i Nordjylland? Vil ministeren tage kontakt til Hjørring Kommune for at finde en
løsning, der indebærer, at der også gives statslig støtte til kystsikring ved Løkken?
Svar
Ifølge kystbeskyttelsesloven er det som udgangspunkt grundejerens ansvar at
kystbeskytte sin ejendom. Derudover har kommunerne mulighed for at planlægge
og gennemføre kystbeskyttelse lokalt i større sammenhængende områder.
Herudover yder staten af bl.a. historiske årsager tilskud til
kystbeskyttelsesindsatsen gennem flerårige aftaler om kystbeskyttelse på
Vestkysten. Senest blev der i december 2013 indgået en flerårig aftale mellem
Kystdirektoratet og de fire kommuner på strækningen mellem Lodbjerg og
Nymindegab om kystbeskyttelsen frem til 2018.
Der er ingen planer om, at staten skal gå ind i finansiering af kystbeskyttelse ved
Løkken, men Hjørring Kommune er naturligvis altid velkommen til at rette
henvendelse til Kystdirektoratet for at få vejledning om mulighederne for
helhedsorienterede løsninger. Mere generelt vil den kystanalyse, jeg har taget
initiativ til, bl.a. vurdere, om kommunerne har de rigtige værktøjer til at sikre en
omkostningseffektiv kystbeskyttelsesindsats.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg den 13. marts 2015 skal mødes med Hjørrings
borgmester for at drøfte kystbeskyttelsesproblematikken.
Kirsten Brosbøl
/
Ane Høiberg Nielsen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk